Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

CTM Festival: Puce Mary åbner portal til kroppens indre på Berghain

February 7 2023, af Mathias Schønberg

Reportage af Mathias Schønberg, foto af Michael Schmelling

Passive Aggressive tog til Berlin for at dække CTM Festival (Club Trans-Mediale) – festival & platform for adventurous music & art. Festivalen startede i 1999 som en måde at samle klubmiljøet og udforske det kunstneriske og politiske potentiale. CTM foregår over 10 dage med musik, visuel kunst, installation, performance, foredrag, talks og workshops på programmet fordelt over 13 venues. Med 2023-temaet ’PORTALS’ lå fokus på, hvordan musik og kunst kan være indgange til andre erfarede virkeligheder, historier og mulige fremtider. ”Multi-perspective experiences, critical reflexion, hedonism and collaborative learning” er ifølge festivalens beskrivelse formen. Omtrent 50.000 personer deltager – i år med københavnske navne på plakaten hele tre dage i træk til hovedbegivenheder på Berghain. Mathias Schønberg fortæller om sine oplevelser med de to af dem, Puce Mary og Ana Fosca. Artiklen er første del i en serie af to.

Under titlen Bodily Overdrive havde CTM kurateret en aften d.31. januar med fokus på at udforske grænserne for kropslig erfaring af lyd. Københavns Puce Mary var blandt de fire navne, der på dybt forskellige måder omdannede Berghain til et forsøgsrum for det kropsligt overdrevne. Med metal-duoen The Body som aftenens sidste navn lod mange af CTM festivalens gæster til at være kommet for at høre voldsom musik. Sorte tophuer, band-t-shirts og merch-muleposer listede omkring i den legendariske techno-katedral i forsigtig udforskning af klubben, der er kendt for en særligt striks dørpolitik og udvælgelse af gæster. I aften er det anderledes. CTM-billetter giver adgang til Berghain, og mange er her sandsynligvis for første gang. 

Aftenens line-up er udtænkt som en variation over temaet Bodily Overdrive med en genremæssig bredde begyndende med den klassisk uddannede ny-kompositionsmusiker Audrey Chen som første act, lydkunstneren Stefanie Egedy som nummer to, dernæst Puce Mary og til sidst The Body. CTM bliver ofte gjort venlig spøg med i Berlin for sin lidt akademiske tilgang til musik- og klubkultur, og for de gæster der ikke på forhånd måtte have læst festivalprogrammet og forstået tematikken, kan det have virket som et lidt usædvanligt line-up. Ikke desto mindre fungerede sammensætningen af kunstnere som effektfulde perspektivskift og som et interessant møde mellem publikummer.

Det er ikke så usædvanligt, at Berghain åbner de mindre sale Säule, Kantine eller Halle am Berghain for andre end strengt udvalgte klubgæster til dets særlige technomiljø. Men det er usædvanligt, at de gør det på main floor (Berghain) eller Panorama Bar– hvilket vidner om, præcis hvor høj etos CTM-festivalen har i Berlin. Club Trans-Medialen fungerer som en toneangivende begivenhed for klubkulturen. Nye udtryk bliver introduceret, og retningen for kulturen evalueret og sat i sammenhæng globalt. De portaler, festivalen i år åbner med temaet ‘PORTALS’, peger i retninger af især det afrikanske kontinent, mellemøstlige og centralasiatiske områder. Med titlen for årets hovedudstilling We Found Our Own Reality sigter festivalen mod at skabe et indre sted især for diasporaer og nye muligheder for kollektive identiteter – som mange steder i programmet også har Norden med i sin geografi. Det er denne slags politiske, kunstneriske og sociale rum, der skabes, og ikke det branche-springbræt, mange andre festivaler legitimerer sig som, og der i kraft af netop denne integritet samt programmets høje kvalitet enorm prestige i at spille der. Det er således ikke småting, at se kunstnere med oprindelse i Mayhem-miljøet i København (eller HVAD fra Albertslund/Nørrebro, som i år også spiller) sat ind i denne sammenhæng.   

Inden Puce Mary’s koncert på Berghain opførte Audrey Chen et rent vokalværk bestående mest af mund- og halslyde og skrig. Placeret midt i rummet mellem Berghains seks fantastisk præcise Funktion-One-højtalere, gjorde Chen det muligt at høre en usædvanlig detaljegrad af spyttets rejse fra drøbel til tunge fra alle vinkler. Klikkende, spyttende, savlende lyde dannede et mærkeligt sprog af kun konsonanter. Mavens bevægelser for at danne vibrato blev illustreret med dybe due-agtige gurglelyde og hektisk vendt til høje skrig og skur fra stemmelæbernes sammentrækninger. Overvældende effekter flåede fra tid til anden lydene med gennem pludselige ormehuller af digital delay og spyttede én ud i et nyt tomrum for sprog.

Ved et kort øjekast rundt i salen er der overraskende få, der er stået helt af efter de ca. 40 minutter med den udfordrende koncert. En enkelt femme omkring de 70 med tung make-up og hanekam har måttet tage sin stok og liste ud til en barstol, men ellers er de fleste blevet stående med hånden om hagen og et undersøgende blik mod scenen.  

Det næste act er et subtonalt eksperiment af Stefanie Egedy indledt af en advarsel for folk med hjerteproblemer. Det gik dybest set ud på at presse publikums kroppe og de fire enorme subwoofere til det alleryderste. Udelukkende baslyde. Udover en illustrering af den tilfældige perkussivitet, der kan opstå i lydbølger i de dybeste registres langsomme frekvenser, føler jeg ikke selv at, det er helt er helt interessant nok til at være ubehaget værd og bruger det som en mulighed for at besøge baren, inden Puce Mary går på.

Da jeg kommer tilbage, er scenen i midten af rummet fjernet, og et fuldkommen pakket main floor står på tæer med al opmærksomhed rettet mod Puce Marys bord dækket med modular-synthesizere, effektmaskiner og kabler. Når jeg kigger rundt, er stort set ingen i samtale. Alle synes nærmest at hælde forover i en 10-graders vinkel mod den lave scene med ansigterne spærret vidt op. Forventningerne til den næste koncert synes at stå i passende mål til de mere end 10 år københavnske Frederikke Hoffmeier har gjort sig gældende internationalt som Puce Mary – en af de mest oprigtige og kunstneriske musikere på denne type instrumenter med en spændvidde fra poetisk mørk ambient til skrigende, kropsliggjort noise.     

Jeg havde ikke selv set Puce Mary optræde i Berlin siden Atonal 2017, hvor hun og Loke Rahbek som indslag i Damien Dubrovnik’s koncert stod på scenen i den enorme hal Kraftwerk i hvide kitler og proppede kontakmikrofoner ned i halsen på hinanden, og hun selv opførte A Feast Before the Drought. Dengang var hendes performance i højere grad kendetegnet ved den fysiske ekspressivitet, mange måske stadig forbinder hende med. Siden er der sket meget. Efter et forløb med Drew McDowall (Psychic TV, Coil mm.), samarbejde med bl.a. Yves Tumor og adskillige egne udgivelser siden dengang, føles Posh Isolation-tidens Puce Mary efterhånden som en fjern ungdom. Hendes seneste to udgivelser på eget label, Hypersomnia, begge fra 2022, markerer også i mine ører en modnet musiker og en anderledes følsomhed. Denne anderledes tålmodige optræden oplevede jeg selv sidst i oktober 2022 til Simians festival In Situ i en (til sammenligning) absurd hotel-konferencesal i Ørestad. Udviklingen kom også klart til udtryk til aftenens koncert.

Med en ro der kun kan opdyrkes af at have spillet så utroligt mange koncerter, som Frederikke Hoffmeier har, begynder hun nu at flytte rundt på jackstik og tegner et landskab af lyde, der fylder Berghain. Men det er ikke overvældende. Det er opbyggeligt og nænsomt. Det føles som en forårsdag i april – en torden rumler lige under overfladen i de dybe frekvenser, mens konturerne er klare og lette i de højere med nærmest melodiske motiver. Motiverne får tid til at være der og til, at man kan lytte sig rundt i et landskab, uden at en rytmisk struktur foreslår en tidslighed eller dikterer en særlig kropslig oplevelse. Det forbliver et panorama hen over en horisontal linje af klare konturer med underliggende uro. Trods det må man lune sig ved synet af de enkelte gutter, der oplever at have fanget pulsen og nu står og rykker med i sludge-metalagtig postur. De skuffes dog af pludselige afbrud i musikken, sommetider af en udslettende storm af hvid støj og sommetider af fuldkommen stilhed.

De pludselig afbrud med fuldkommen stilhed opleves radikalt. Det er ikke normalt. Utrygheden breder sig – det er en noise-koncert på en technoklub, er det ikke? Pludselig kan man høre lokalet, røgmaskinens hvæs, arbejdet i baren. Man ser nervøst op mod Hoffmeier, som med stoisk ro lader opbruddet vare i lige præcis så mange millisekunder, at man bliver klar over, at det er et valg, inden hun skifter perspektiv ind i et nyt udsnit af horisonten og igen fylder rummet med lyd.

Gradvist intensiveres nu lydbilledet mod et mere orkestralt sammenhængende fokus. En smukt larmende tone vedholdes i et uhyggeligt langt crescendo. Jeg er ikke klar over, hvor lang tid dette crescendo breder sig over, om der lægges toner til, eller om jeg blot bemærker flere overtoner og ved egen kraft lægger flere til den gigantiske polyfoni, der bare vokser og vokser. Der er den samme uro i polyfonien som i en orkestergrav, der er ved at stemme inden en koncert. Et skrøbeligt stadie af harmonisk ustabilitet og forsigtig nærmen sig tonen. Tonen fortættes nu til det vanvittige og fylder hver eneste mellemrum op mellem publikums kroppe, og jeg kommer i tanker om sætningen “Hvis vi kunne høre alle lyde omkring os på én gang, ville vi blive sindssyge på stedet” af måske Ben Webster. Jeg overgiver mig. Hele rummet, luften omkring os, og jeg selv med er en stor bragende, dirrende akkord; og jeg har ingen anelse om, hvor lang tid af koncerten denne del udgør.

Det næste, der sker, er ulig noget, jeg nogensinde før har prøvet. Den dirrende polyfoni, der fylder rummet, samles fra sit brede perspektiv som ved et langsomt drej på en zoom-linse, men blot på en ekstremt hurtigt indstillet delay-effekt, som jeg kun kan genkende at have hørt lignende på Ellen Arkbos Chords, og tonerne samles i fokus og havner helt tæt på. Klangen ændres glidende til en cembalo-agtig diskant, mens lagene af effekter partikulariserer tonen, således at man nærmest kan se dens bestanddele som atomare fragmenter i en finspunden tråd af gentagelser. Det er, som om der vrides på et kalejdoskop af skarp citar-agtig klang, og det føles faktisk som en psykedelisk oplevelse. Det vibrerer i cellerne – ikke i mellemgulvet – men et sted inde mellem knogler og væv, og det føles underligt helende. Da jeg begynder at opleve en eftertanke af angst (hvor lang tid eller hvor langt ud kan mon denne vanvittige lyd udvide sig?), sker der noget. Uden at noget i musikken markerer det, og uden signal fra scenen af nogen art, rammer jeg en slags tærskel. Som om noget i mig giver efter i et pludseligt kropsligt slip. Jeg hører personen ved siden af mig udstøde et dybt ”åh” på nøjagtig samme tidspunkt og ser hende give et lignende slip fra knæene og ryggen. Få sekunder senere stopper koncerten, og Frederikke Hoffmeier slukker for sine maskiner, mens hun nikker genert smilende farvel til publikum.

Efter denne oplevelse møder jeg en bekendt og bemærker på min talestrøm, at jeg er fyldt med energi. The Body går på i et virvar af stroboskoplys, og deres ifølge programmet ”udforskning af distortions mikro-tonalitet” bliver meget hurtigt for meget for mig. Deres guitar-, tromme og vokalbaserede grind/sludge virker ikke som mikro-nogetsomhelst, men som larm. En lidt klodset, drenget chance for at vise, hvad man selv og ens mur af forstærkere duer til, og som en forlængst til bunds udforsket ekstremmetal-trope. Jeg henter min frakke i garderoben og lister af inden i morgen, hvor Ana Fosca åbner Berghain til endnu en anderledes aften.

Info: CTM fandt sted 27. januar – 5. februar.