David Berman (1967-2019) – “The light of my life is going out tonight”
Mindeord af Jonas Okholm
David Berman er død, og det er en stor sorg. Verden har mistet en poesisanger i ordets bedste forstand. Sammensat. Som menneske og kunstner. Uadskillelig. Den frigjorte energi kommer fra et vildt sted. ”The wild kindness,” siger jeg højt, fordi jeg skrev vildt … og kører videre. Jeg oplever det som kilden, hvorfra sangene, som små rum, formes. Jeg må uddybe. Den vilde venlighed. Det kommer. Små rum at opholde sig i i en stor verden på godt og ondt. Rummene er vigtige, og de er gaverne. Det er derfor, vi græder, når han er død.
Distancen var en umulighed med David Berman. Hvis man åbnede op, vel at mærke. Ha! Det giver sig selv. Det er også essensen af kunsten. Der er et forhold mellem giver og modtager. Der er kunst til alle. Vores nabo kan lide havenisser i keramik. De er nok mest af alt til pynt. Et slapt signal til omverdenen om, at der er orden i sagerne. David Berman havde kæmpe problemer. Det gav på samme tid en tryghed at vide, at han gik rundt derude. Eller sad. Han forekommer mig som en meget siddende person. Siddende skrev han. Siddende gik han langt.
Det første billede, det første rum, der kom til mig, da jeg startede med at mindes skrivende her, stammer fra et interview med ham, hvor han fortæller, han kørte fra Nashville til Chicago. Han skulle flytte fra Cassie (hans kone igennem 20 år) og havde fået et værelse i pladeselskabet Drag Citys gemakker. Berman alene i natten. Det er billedet. 100 miles i timen med Silver Jews i bilens højttalere. Jeg ser det for mig i farvesammensætningen fra coveret til ”The Natural Bridge”. Han lyttede op på eget værk. Hvad skulle han spille på den forestående turné?
Der var noget ubermansk over hans tilbagekomst med Purple Mountains. Han var ude at give overraskende mange interviews. De to første singler til pladen blev promoveret med videoer. Omverdenen blev gjort opmærksom på denne ellers i-dvale-værende kunstner. Og så gik han ud igen. Denne gang slukkede han helt. Med et stille brag online i en fin overtagelse af Drag Citys Instagram-profil: ”good night”. Måske derfor jeg placerer ham dér på vejen i mørket. Det er dér, han hører til. I evigheden. ”Wandering down the backstreets of the world”. Døden var der altid et sted. “The dead know what they’re doing when they leave this world behind”. Vidste han, hvad der skulle ske? Betragtede han sig selv som død? Var det derfor, han kunne være så meget på i forhold til promoveringen kontra sin generelle isolationstrang? Det er uhyggeligt trist. Han hængte sig selv lige inden turnéen. Faktisk mens han øvede op på sangene med bandet i Brooklyn. Eller i en pause.
De var svære at synge, sangene, fordi han græd. Det var han også ude at sige. Det var en ting for Berman at gøre det godt. Hans far var en led skid i verden. Én, der satte penge over menneskeliv. Det var vigtigt for Berman at gøre op med. Det var meget vigtigt at tage afstand fra den far. Jeg synes, han efterlader det budskab om at gøre det godt. Det er store krav, men hvorfor ikke gøre det så godt som muligt med de forhåndenværende midler? ”In 1984 I was hospitalized for approaching perfection.” Det er ånden i hans kunst. Den naive streg er kun et plus i et højtbegavet poetisk udtryk. Måske et middel til at passe på sig selv.
Der er noget sødt at tage med, som sagt. Der er en kærlighed mod mørket. Det er farten, der leveres med. Nerven og sjælen. Dobbelthederne. Modsætningerne oven i hinanden. ”I had this friend his name was Marc with a ”c” / His sister was like the heat coming off the back of an old TV”. Det er et sjovt billede. Igen en fornemmelse af rum at tage plads i. Det skal med, fordi humor er vigtigt i en kamp med dæmoner. Dæmoner har ingen humor. Derfor de griner så hysterisk. De prøver for hårdt (at gøre det ondt). Det var altså en digter, der kæmpede med det lurende mørke. Det er sådan en, verden har brug for. Det er sådan én, vi har mistet. Én, der ville gå langt i den kamp. Det er derfor, vi græder. De hænger ikke på træerne. Snarere sig i dem. Der er få af dem af gode grunde. Onde grunde.
Purple Mountains-pladen er en temmelig konfronterende plade. Den harmonerer med den stil, han lagde for dagen denne sommer. Ikke mere pis. Ærligheden helt frem. Enormt inspirerende. Der var virkelig noget at komme efter i dette comeback. Som var det en tillagt taktik: at holde koncentrationen … uanset hvad. Men det var også perfektionisten igen, og vi ved, hvor den havnede i 1984. Banen er kridtet op.
Pladen udsprang af morens død. Den første sang, han skrev i pladens tilblivelse, var en længselsfuld og vildt sød sag. ”She was, she was, she was”. Han havde mistet sin mor. Han havde mistet sin kone. Faren har vi været inde på, er én, man løber hårdt fra. Hvad med hundene? David Berman var ensom. Han var en lidende kunstner. Jeg tror, han lavede os disse rum, fordi det var hans eget ønske om gode steder at opholde sig. Hvor tingene kommer i bevægelse (med skærsildens tiltagende flammehav i baghovedet). Det har jeg altid tænkt, han var fuldstændig mesterlig til. Ude og inde får lov at arbejde sammen. Og tingene sættes i bevægelse. Hvis bare de nisser ikke kiggede sådan. En mand, hvis favoritsted at opholde sig var baghaven i Nashville. Det var ikke store krav. Men alligevel ikke til at opfylde på grund af situationen med Cassie. Der var han altså ikke, da han døde. Drag City havde uden tvivl været gode ved ham. Men han var ikke det sted, han betragtede som hjem.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, han døde, i egne øjne, da han kørte ud i natten fra Nashville med musikken. Dobbelthederne i teksterne holder rummet åbent, så det er frit for. “The light of my life is going out tonight …” Der er et she i den tekst, som jeg pludselig tager for en metafor for det liv, han havde mistet. Jeg kan sågar finde på at bruge den linje om mit forhold til tabet. Efterladt i mørke og kulde var han. Det er en splittelse, jeg forestiller mig, at Berman levede med hele livet, og en splittelse, alle kender til i større eller mindre grad. En angst for det at miste – måske? Vi har alle et eller andet. Så vi er fælles om ensomheden igennem musikken. Det skrives i nekrologer. Det er vi mange, der ved. Det er så rigtigt.
Silver Jews har altid været genialt godt at mødes om. I hvert fald i min vennekreds. Og så er der jo tale om en digter helt efter bogen, faktisk sådan som Rilke ville beskrive digteren. Vi mødes i disse rum og skåler og synger med på de stærke linjer. Det er den vilde sødme. Den, som en hund også kan tage med ind i sofaen. Denne menneskets bedste ven i al stilhed.
