David Granström – En varmende omfavnelse af uforløsthed
David Granström,“a distant color, secluded” (XKatedral, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
David Granström er en svensk musiker med base i Stockholm. Foruden sit virke som lydkunstner har han også udgivet kassettebåndet “Ephermetis” på XKatedral, det ligeledes Stockholm-baserede bånd- og pladeselskab, drevet af Maria W Horn og Kali Malone, der begge har stået bag nogle af dette års stærkeste udgivelser. Med “a distant color, secluded” er Granström atter aktuel, nu med sit første længere udspil. Udgivelsen består af fire kompositioner; tre kortere, der spænder fra lidt over to minutter til knap ni samt den 25 minutter lange “waning moon”, der fremstår som et værk i sig selv. Albummet er også udkommet på XKatedral, hvilket i og for sig kun giver god mening: “a distant color, secluded” deler nemlig klare fællestræk med både Kali Malones virke og Maria W Horns seneste udspil, “Epistasis”. Det er simplistiske, langsommelige og organisk-klingende kompositioner, der i modsætning til megen anden ambientmusik ikke lyder som en rejse ud i rummet, men snarere som en rejse ned under naturens jord, skovens muld eller vintersæsonens rimfrost.
Med det sagt indgår den analoge instrumentation dog ikke på samme vis som et kerneelement hos Granström (med undtagelse af “Plane at infinity”) som klavertangenterne gør på Horns seneste udspil og orglet gør i Malones musik helt generelt. Musikken formår dog alligevel at lyde organisk og levende frem for programmeret og stramt tilrettelagt. Desuden findes den nærmest sakrale trance (som hos Malone) også i Granströms musik, sammen med den nærmest fanatiske dyrkelse af langsommelighed i både kompositionel og stemningsmæssig forstand. Men samtidig afgiver “a distant color, secluded” en pulserende varme, der også vækker associationer til mere kraut-inspireret elektronisk musik.
Granströms musik udspiller sig i konstante minutiøse og repetitive bevægelser, hvilke giver indtryk af en lavstemt opbyggelighed, men – som det så ofte er tilfældet i ambient – uden noget større klimaks. Musikken er fyldt til bristepunktet med emotionalitet, men det er ikke følelser, der skriger i og gennem musikken. De ligger latente, indvævet i musikkens teksturer, altid nærværende, men uden at blive højtråbende. Altid til stede, men aldrig forløste.
Info: “a distant color, secluded” er udkommet på XKatedral.
