Dune Messiah – Sortromantikkens røst
Dune Messiah ”The Iron Oak” (Premium Abundance/Third Coming Records/Instruments of Discipline, 2017) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Dune Messiah kan bryste sig af en kraftfuld, vidtspændende vokal. Han skal bare finde ud af, hvad han vil sige med den.
Bag navnet Dune Messiah står Magnus Westergaard. Han er tidligere guitarist i støjrockbandet The Woken Trees, der udgav sin debut i 2013 og spillede på Roskilde Festival samme år. Sidste år udgav han en EP på franske Third Coming Records, og nu er hans fuldlængdedebut, “The Iron Oak”, klar – bl.a. med genindspilninger af to af numrene fra ep’en.
Albummet viser en musiker med nogle klare styrker: den intense vokal og et stærkt sangskrivertalent. Derfor ærgrer det mig, at numrene, ikke altid helt elegant, springer mellem forskellige stilarter eller stiløvelser i stedet for at samle sig.
Man kan sige, at der overordnet er tre stilarter, Dune Messiah veksler mellem. Den første er twanget folkrock med en dyb postpunk-undertone. Den virker mestendels inspireret af 16 Horsepower og Nick Cave. Kristendommen er ikke i fokus her som hos David Eugene Edwards (om end der er kirkeklokker i starten af ”We Vanish”), men nærmere en sortromantisk kredsen om ulykkelige kærlighedsmotiver, ofte rettet mod et du, ofte flirtende med døden. På den vis ligger temaerne tættere op ad Nick Caves tekstunivers og Marissa Nadlers for den sags skyld.
Og lige netop Nadler deler Dune Messiah en anden fælles lidenskab med. Nemlig Cohens lette, lyriske guitarløb og vokale intonationer. Her har vi den anden stilart. Tydeligst i det utroligt betagende afslutningsnummer, ”The Joys of Spring”, optaget halvvejs live med forårsfuglefløjt i baggrunden. Men lidenskaben træder også frem på ”Featherless Creatures”, der dog meget brutalt og patetisk slår over i hårdtslående industrielle rytmer og vokal desperation – den minder næsten om tidlig Bright Eyes i sin voldsomme inderlighed – på linjerne ”On the reeds your name was written a thousand times / and the raindrops fill the air / don’t you think that I care?”
Den sidste stilart, Dune Messiah begår sig i, er en kopunk, som kører i samme hjulspor som nogle af numrene på D.A.D.’s første plade, uden tegneseriehumoren forstås. Den meget dominerende twang-guitar og de galopperende rytmer i åbningsnummeret ”Alive” og især ”At the Borders of Malice” har visse fællestræk med ”Call of the Wild”, ”Riding with Sue” og ”Rock River”. På den første plade havde D.A.D. også en tydeligere inspiration fra postpunken, end da bandet senere blev mere rendyrket hard rock, så der er en fælles rod her.
Men sat op mod de andre indtryk bliver helhedsbilledet en smule rodet. Enkeltelementerne ligger for tæt op ad forbillederne – ikke at jeg tror Westergaard lytter til tidlig D.A.D.; det er der vist ikke mange, der gør nu om dage – men Cohen, 16 Horsepower og Nick Cave er stadig blød cement i det fundament, Westergaard er ved at lægge. Når det tørrer, er jeg sikker på, at det bliver et bygningsværk værd at besøge, for ”The Iron Oak” glimrer flere steder med indlevende sange.
Info: ”The Iron Oak” udkommer d. 3. marts i et samarbejde mellem københavnske Premium Abundance, franske Third Coming Records og tyske Instruments of Discipline. Dune Messiah spiller releasekoncert på Frederiks Bastion i København d. 10. marts med :Of the Wand and the Moon: og Offermose (RSVP).
