Éliane Radigue – Et monument af støv
Essay af William Kudahl
Siden jeg stiftede bekendtskab med den franske elektroniske komponist Éliane Radigues musik, har jeg haft et brændende ønske om at være vidne til en fremførelse af hendes værker. I denne måned har jeg haft fornøjelsen. To gange på to uger. Det har givet anledning til, endnu en gang, at reflektere over det store i det små; over det, som ligger under overfladen i Radigues musik.
Det må være ret præcist fem år siden nu: En bekendt, jeg så meget op til, havde kraftigt anbefalet mig at lytte til denne franske dames musik – hvis navn jeg ikke kunne udtale – og havde givet mig en stak filer på computeren, som nu var endt på min iPod. Bare titlerne var så eksotiske, at jeg følte mig som et mere kulturelt menneske bare af at have filerne liggende på min iPod: ”Adnos I-III”, ”L’Île Re-sonante” og ”Triptych”, hver omtrent af en times varighed.
Jeg havde sat mig til rette i et lunt morgentog fra Berlin mod Aarhus og beholdt vinterjakken på, som en puppe uden på døsigheden. Med spænding, og med en forventning om, at jeg ved at lytte til denne endnu ukendte musik skulle opdage noget stort, noget nyt, at jeg skulle åbenbares, satte jeg med spænding de små hvide Apple-høretelefoner i ørene og begyndte at lytte.
Men intet skete. Efter tålmodigt at have anstrengt mig for at høre bare det mindste måtte jeg kapitulere, spole ind på midten af nummeret for at indse det samme: Jeg kunne intet høre. Nul og niks. Kun togets rolige og repeterende støj og de omkringsiddende passagerers rumsteren. Men ingen åbenbaring, intet nyt lys, der kunne blomstre i mig og gøre mig til et mere kulturelt, forstående menneske.
(Denne musik skulle senere vise sig at vende tilbage gang på gang og bide sig fast som den mest betydningsfulde musik, jeg kender til, som jeg alligevel aldrig helt begriber).
Fem år senere – for en uge siden – sidder jeg på Central Bar på Frederiks Allé i Aarhus sammen med Emmanuel Holterbach, en tæt ven af Éliane Radigue, som er i byen for at præsentere udvalgte af Radigues værker i Musikhuset den efterfølgende dag. En fuld, overvægtig mand kommer vraltende hen mod vores bord og vil høre, om vi har nogle ønsker til jukeboksen. Jeg foreslår noget med Thomas Helmig, hvilket han helt udtalt synes er et langt ude forslag, hvorefter han går utilfreds tilbage til jukeboksen og falder lidt balancerende i staver. Emmanuel Holterbach forstår ikke dansk, men griner over scenariet. Bagefter genoptager han snakken fra før det lille intermezzo:
”Noget, der altid har fascineret mig ved Élianes musik, er, hvordan den kan være så stor, men samtidig så lille. Man kunne spille den herinde over højttalerne, og ingen ville ænse det. Den ville gå i ét med støjen fra køleskabet, trafikken udenfor. Men hvis man lytter til den intenst, kan du mærke den i hele kroppen. Hendes musik er som et monument af støv: så monumentalt og samtidig så porøst.”
Et døgn senere ligger en stor gruppe interesserede lyttere på gulvet i Musikhusets rytmiske sal, som til anledningen af blevet indrettet med en ring af otte højttalere pegende skiftevis ind mod rummets midte og ud mod dets vægge. Lyset dæmpes, og rummet fyldes langsomt af skrøbelige toner fra første del af det monumentale værk ”Trilogie de la Mort”, som den næste time roligt bevæger sig ind i alle de lyttendes kroppe og sætter sig fast. Man mærker den dybe tålmodighed, der skinner så klart igennem komponistens liv såvel som hendes musik.
Der ligger en stærk insisteren og vilje begravet i de mindste lyde fra hendes hånd, en insisteren på at bruge omkring fem år af sit liv på dette trilogi-værk med en varighed på omkring tre timer, som det kan tage en lytter få sekunder af zappe over, fordi det ikke trænger igennem den mur af støj og lydforurening, som findes omkring os.
Alligevel er der noget universelt over Eliane Radigues musik, noget direkte, sanseligt og ikke-akademisk, som resonerer i alle, der dykker ned og lytter i musikkens eget tempo. Jeg fandt en kommentar på Youtube et sted, hvor en lytter skrev: “Sounds like my old refrigerator but it helps me sleep and contemplate about life”, hvilket jo er enormt komisk, men samtidig vidner om, hvordan denne musik ikke kræver en intellektuel tilgang for at kunne trænge igennem til én. Og måske er det netop dette, som bredt og ofte bliver beskrevet som mediterende ved Eliane Radigues musik. Denne universelle og kropslige funktion, musikken har, som hjælper Youtube-kommentatoren til at sove og tænke over livet. En betragtning af lyden som et mentalt spejl, der reflekterer éns sindsstemning; som en stærk magnetisk kraft, der i bund og grund opstår, fordi lytteren dedikerer sig til at lytte.
*
Nu er det lørdag, og jeg er på vej hjem i toget mod Jylland efter fænomenal fremførelse af Radigues nye akustiske værk “Occam Ocean” fremført af det franske ensemble Onceim i Holmens Kirke. Jeg bryder togets grundstøj ved at lytte til Kurt Viles ”Pretty Pimpin’”, mens jeg kigger ud over Kattegat mellem Sprogø og Fyn og tænker på en samtale, jeg havde i går inden koncerten med Antonin-Tri Huang, der spiller clarinet i Onceim:
”Éliane havde et billede med af havet fra National Geographic og sagde: ‘Det er det her, I skal spille!’ Hun fortalte om tidevandet, I hvilke strukturer vandet bevæger sig. Under prøven i går var hun sur – og det er første gang, jeg har set hende være sur. Hun sagde: ‘Nu spiller I storm, I spiller for højt! Det skal være tidevand!‘”
Og jeg tænker på lysets spil i de små bevægende former på vandets overflade, på hvordan hver en lille detalje ændrer sig, alt efter hvorfra man ser den. Man kunne kalde det tonernes iriseren. Og hvordan vandet under overflader ligger stabilt og ændrer farve, stille i sammenspil med solens gang.
Jeg blev så opmuntret af at høre ham beskrive Éliane Radigues egne ord, fordi jeg så tit, ligesom mange andre, har hørt hendes musik som havet, ørkenen og som det, der kan være så uendeligt småt og så uendeligt stort på samme tid.
*
Som det skete i Musikhuset, skete det også i Holmens Kirke, at vi langsomt blev lullet inde i denne tonale tåge, i en blanding af hyperaktiv koncentration og sløret fravær. Og da musikken langsomt lettede efter en lang, men i øjeblikket uklar varighed, rejste éns ørers opmærksomhed sig mod rummets egen støj – det i dagligdagen ikke hørbare: den hvide støj i trommehinderne, lysets elektricitet, trafikken bag væggene. Og i få øjeblikke var jeg i tvivl, om det, jeg lyttede til, stadig var en del af en komposition, eller om det blot var en susen, der lagde sig i kølvandet på denne uforglemmelige musikalske oplevelse.
For lidt siden skrev en ven på Facebook: ”Lidt svært at sige så meget om, synes jeg, andet end at man havde det helt fantastisk bagefter.”
(William Kudahl er musiker/komponist og med i Resonans, Lydhør på en Søndag og The Lake Radio)
