Emil Palme – Sten og strengeleg

Emil Palme – “Ripen” (First Terrace Records, 2023) – anmeldelse af Claus Haxholm

Emil Palme spiller guitar i flere forskellige konstellationer, bl.a. med Taus Bregnhøj-Olesen i Yngel og Bona Fide samt Baujilaud. De tre projekter har forskellige fokusområder, som alle bliver flettet flot sammen på Palmes første soloudgivelse Ripen: Både den eksperimenterende tilgang fra Yngel, den mørke og cinematiske stemning fra Bona Fide og legesygen i Baujilauds musik kommer til udtryk på udgivelsen.

Ripen har et helstøbt udtryk, som dels stammer fra den konceptuelle metodik – som jeg vender tilbage til senere – og så en indspilningsform, der fremhæver en mere ensartet lyd, godt med rumklang og en ret tæt optagelse, som giver en intimitet til at kontrastere rumklangens mere drømmende eller gotiske nuancer. 

Lad os starte med metoden der er gennemgående for pladen: sten på strenge. Nogle gange som et hovedgreb, i andre kompositioner mere som detaljearbejde.

Først og fremmest bliver jeg nysgerrig på, hvordan denne teknik er opstået, om der er forskellige sten, og hvad de i så fald betyder dels for klangen, men måske også for et potentielt betydningslag. I mine øre lyder det som strandsten af en art, da friktionen mod strengene lyder afrundet, og dermed bruges stenene som alternative violinbuer, med en helt anden, mere rusten og sitrende klang, end hvad man ellers kunnet forvente. Det er et grundlæggende træk for mennesket at bruge og lade sig inspirere af naturen, og i forlængelse af en nyere økokritik dannes der flere betydningsmuligheder i Emils brug af sten på guitaren. F.eks. er der netop noget meget ‘natursympatisk’ ved brugen af sten, som netop spiller en så altafgørende rolle for guitarens lyd.

Melodierne vokser ud af kompositionsmønsteret i stedet for at hånden skal makke ret, som i en mere klassisk komposition.

Kompositionerne fremstår, som om de er bygget over et mønster. Når stenene i højre hånd bruges til at anslå strengene, må venstre hånd på egen hånd anslå akkorder og melodier. Melodierne vokser ud af kompositionsmønsteret i stedet for at hånden skal makke ret, som i en mere klassisk komposition. Det resulterer i, at der er en naturlighed over melodiernes forløb, selvom de på samme tid fremstår teknisk udfordrende at udføre.

Nu har jeg skrevet meget om pladen i store vendinger, da jeg på mange måder hører den mere som en helhed end som enkelte numre. Ikke fordi de enkelte kompositioner ikke står godt i egen ret. Det gør de absolut – og på en anden vis også i to komplimenterende (eller kontrasterende?) mønstre. På den ene side er kompositionerne kendetegnet ved en lidt tør æstetik pga. den simple præmis for alle sangene, der alene er lyden af strenge mod streng. På den anden side er der også noget episk over guitarliden og melodierne, der både vækker associationer til minimalisme og en western-æstetik. Balancen mellem disse elementer står godt i kompositionerne, hvor det episke ikke tager overhånd og mønstertilgangen har et eget liv. Det giver et spændingsfelt, hvor jeg som lytter bliver taget nye steder hen. Særligt på den 18 minutter lange “Jiosta Aion” bliver forholdet mellem disse elementer udforsket og sat på spidsen, hvilket betyder, at netop dét nummer gør et særligt stort indtryk på mig

Pladen hedder Ripen, “det fuldmodne” eller “snarligt modne” på dansk, og i pressemeddelelsen nævnes det også, at albummet tematisk handler om at fuldende noget og opløsningen af formål, når noget så er fuldendt. Men skal vi blive i frugtanalogien, så håber jeg, at ligesom med den fuldmodne frugt, der snart skal nydes, at denne plade ikke er en fuldendelse af Palmes musikalske udtryk, men tværtimod kun én ud af flere mulige udtryk, han i fremtiden kan afsøge med guitaren.

Info: “Ripen” er ude nu på First Terrace Records.