Ensembles Tokyo – Radioaktiv improvisation som pacifistisk musikalsk aktivisme
Af Simon Christensen
Det engelske musikmagasin The Wire lægger hver måned spalteplads til The Global Ear, som består af en reportage fra forskellige festivaler verden over. Jeg ved ikke, om det har til formål at vise en nødvendighed og derved inspirere til alternative kunstformer inden for musikkens verden, eller om det er for at konstatere, at der findes en anden verden end vores egen; at der findes andre synsvinkler end de af og til navlepillende anskuelse, vi i vestens musiksystem lever efter. At der findes noget andet.
I september måned var jeg i Japan for at høre musik, og min særeste oplevelse var mødet med Ensembles Tokyo. Det fandt sted på en åben plads i centrum foran Tokyo Station – ét af de mest business-prægede områder, som her blev fyldt op af den mest hippie-agtige festival. Det bemærkelsesværdige ved denne endagsfestival er nemlig, at den rumsterer og skaber uorden i byens rum, som ellers er ekstremt ordnet i den japanske hovedstad. Mange japanere har fortalt mig, at japanske musikere historisk set har forsøgt at kopiere den vestlige (musik)kultur på tværs af pop, rock og jazz – mens de nok i højere grad har en særegen identitet inden for noise, freejazz og selvfølgelig tradionel instrumentalmusik – men at Ensembles Tokyo i den sammenhæng er ekstremt lokalt funderet.
Ensembles Tokyo er startet af Otomo Yoshihide og havde i 2016-udgaven et fantastisk line-up med Fred Frith, Yasuhiro Yoshigaki og Shogu Tokumaru i sammenspil med lokale amatørmusikere. Baggrunden er Project Fukushima, der opstod som en reaktion på det store jordskælv i 2011, hvor en tsunami forårsagede store ødelæggelser på atomreaktorer på kraftværket Fukushima og mange hundrede dødsfald – et dødstal, der forventes at stige de kommende år, idet mange af ofrene har været udsat for og fortsat lever med massiv radioaktiv stråling i området. I et manifest udlægger Otomo en vision for at genetablere den mentale tilstand i området og Japan som helhed:
“That is why we need a festival. We need music. We need a place where people can gather to converse. We need hope, a motivation to live. In order to prevent Fukushima from being forgotten, and to retain Fukushima’s connection with the outside world, we want to make the festival a stepping-stone for the future.”
Dagen startede med et gadeoptog ledet af trommeslager Yasuhiru Yoshigaki, der gik hen over cirka 250 meters sammensyet tæppe med linned og tøjstumper, der dækkede jorden som et symbolsk skjold mod en radioaktiv undergrund. Tæppet løb hele vejen over pladsen op gennem scenen til festivalens bagscene, hvor samme Yoshigaki (også Orqusta Libre, Altered States, Sights, Otomo Yoshihide’s New Jazz Orchestra) åbnede med sit eget gale percussion-ensemble, Orquastre Nudge! Nudge!
Konceptet med Ensembles Tokyo, som på japansk kan læses som Tokyos folkeorkester, går ud på at skabe deltagerbaseret improvisation i samarbejde med nogle af Japans mest interessante musikere, udpeget af Otomo Yoshihide, der også havde inviteret det engelske avantgarde-ikon Fred Frith (Massacre, Henry Cow, Art Bears samt utallige udgivelser). Otomo selv brød igennem som en del af den japanske noise-scene med bandet Ground Zero ved at spille impro på præparerede turntables og destruere dem i samme omgang. Nu er han nok primært komponist og guitarist i stilmæssig relation til Derek Bailey. Rundt i verden optræder han som en del af et stærkt avantgardemiljø, men han er åbenbart blevet et kendt navn i hjemlandet i løbet af de sidste fem år som tv-komponist og for sin indsats post-Fukushima.
Orquastre Nudge! Nudge! havde som første programsatte navn stablet et hold på benene af mange forskellige typer percussion bestående af alt fra rasleæg, nedløbsrør, stepdansere og en rapper/vokalkunstner. Foruden orkesterets faste 10 medlemmer var der både børn og seniorer, som i sammenspil skiftede igennem forskellige rytmer fra de simple til de langsomt mere avancerede, som Yoshigakis band på skift introducerede. Et medlem af Nudge!-gruppen slog en rytme an, og alle 25 på scenen gentog denne i et forløb af nogle minutters varighed, hvorefter en ny rytme blev slået an. Først var det meget endimensionelt, men over koncertens længde blev udtrykket en fantastisk polyfoni takket være de mange skiftende lydkilder – og ikke mindst flere vilde indslag med rapperen. Det her var ligesom en urkraft, som uøvede kunne træde direkte ind og tage del i.
Den japanske guitarist Shogu Tokumaru præsenterede et projekt med titlen “Symphony for Children with Instruments and Grown-ups with Non-instruments” for børnehavebørn og deres forældre. Enkelte publikummer i Danmark vil måske huske Tokumarus japansk/engelske indie-udgivelse “Parachute”, og han har også tidligere optrådt på Loppen og til Pop Revo. Det musikalske stod naturligt lidt tilbage for det pædagogiske i denne del af festivalprogrammet, men selv i børnehøjde virkede den mangedobbelte percussion i stil med Boredoms-koncerterne massiv. Der er, som en af mine bekendte anførte, ikke meget groove i japansk musik, men der er vild ekvilibrisme, dedikation til den udøvede musik og en forståelse for den barnligt gakkede slapstick-prægede happening.
Eftermiddagens sidste indslag for mit vedkommende blev introduceret af Otomo Yoshihide. Han har i mine øjne altid været en ekstremt alvorlig figur, men optrådte i hawaii-skjorte først som stand-up-komiker og senere med marchtromme og melodika i Fred Friths gruppe (yderst til højre på billedet).
Fred Frith havde samlet et ensemble på ca. 20 amatørmusikere samt førnævnte Otomo og ham selv på guitar. De medvirkende i denne del var dog klart øvede på deres instrument og spillede under Friths direktion på en klanglig forståelse afbrudt af perioder af stilhed og udbrud af fællesgrin. Fred Frith startede koncerten med 5 minutters stilhed med publikum, fordi de var kommet alt for tidligt på scenen, og derefter udviklede sig et intensivt 40 minutters forløb op og ned i intensitet, der fik strygere, horn, melodika og vokaler til at stemme sammen i en polyfoni. Man anede et fokus på mikrotonale forskydninger, hvis sarte lydlighed blev afbrudt af pludselige udfald af råb, grin og trommer.
I løbet af koncerten spillede Frith også selv med bue på guitaren, og mod slutningen kulminerede den klanglige koncert i et forløb, hvor ensemblets medlemmer improviserede på skift og med stigende intensitet sendte “solorollen” videre til en ny person i rækken. Det skete med stadigt mindre intervaller på først 10, 5, 2 sekunder og til sidst kun en enkelt ytring, så koncerten naturligt opløste sig selv – til stor underholdning for publikum og musikerne selv, der havde svært ved at holde masken.
Herhjemme kan jeg godt savne, at den improviserede musik er andet end potentielt politisk i sin natur. Ensembles Tokyo er derimod både inkluderende og morsom over for deltagerne helt i ånden af Project Fukushima. Samtidig var det også en sjælden kunstnerisk interessant udvidelse af det musikalske sprog at samle et stort folkeensemble med gode improvisatorer – og den slags medmenneskelig musikalsk aktivisme kan man kun få for lidt af, når man ser, hvor umiddelbar og uformel en eksperimenterende festival kan være på den anden side af jorden.
Info: Ensembles Tokyo fandt sted i september 2016. Der er også planlagt aktiviteter i 2017. Læs mere på www.ensembles.tokyo/en/#intro
