Festival of Endless Gratitude – Man skal ville nysgerrigheden
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Fotos: Christian Møller Blæhr m.fl.
Med nysgerrigheden og 00’ernes spraglede altfortærende musikalske åbenhed som ledende princip har Festival of Endless Gratitude siden 2009 én gang om året samlet bands, musikere og kunstnere på tværs af genreskel til en fejring af alt det, musikken kan være og kan gøre ved os. Avantgardistisk kompositionsmusik spiller side om side med pumpende techno, folkemusik fra fjerne afkroge af verden skaber rum til fordybelse og forundring mellem støjrockkoncerter og decideret pop. Inden festivalen går i gang i København d. 3.-5. oktober har vi talt med publikum, optrædende og bookerne om, hvad festivalens fortsatte berettigelse er.
Der skete noget med lyttekulturen i 00’erne. Den grænseløse åbenhed overfor nye musikalske former, der tidligere havde været forbeholdt pladesamlere og musikbibliotekskældermennesker, blev med internettets udbredelse kutyme. Alle kunne høre alt, og ingen var rigtig blevet trætte endnu af den valgfrihed. Det betød ikke, at der ikke stadig var musiknørder, der plejede nicherne, det betød bare, at feltet blev åbnet, og der blev i første omgang et større publikum til at lytte. Lytte nysgerrigt og taknemmeligt for, at al den her musik fandtes.
Det var i den ånd, FOEG blev startet. Men når det med streaming nu kan virke, som om al musik altid er tilgængelig hele tiden, og flere giver udtryk for en oplevelse af, at deres lytning er blevet mere overfladisk, fordi der konstant er noget nyt at forholde sig til, hvordan bevarer man så den nysgerrighed?
Da jeg selv sidste år for første gang besøgte FOEG, oplevede jeg et fællesskab omkring det at dyrke musikken i snart sagt alle dens former sammen. Nysgerrighed og åbenhed var tydeligvis en dyd, der hang ikke en flok lyndommere nede i baren. Men hvordan kan det egentlig være? Hvorfor er det vigtigt at blive ved med at lytte til musik på den her måde? Og hvem er det, der tager tre dage ud af kalenderen for det her?
“Jeg tror engang, jeg kækt beskrev festivalen som de introvertes Woodstock,” siger Eini Carina Grønvold med en latter og én af de punchlines, et ungdoms- og voksenliv som debattør har øvet hende i at levere i en lind strøm.
“Det har altid fascineret mig, at hvert år er der den faste kerne, som man deler indforståetheden med, men hvert år er der også folk, man ikke har set før. Der er unge mennesker, der kommer der for første gang. Og den nysgerrighed, der er over for musikken, smitter af på, hvordan man møder de nye folk, der kommer til. Man føler, man bare kan være, som man er, på samme måde som man kan forholde sig nysgerrigt til det, der foregår i musikken. Det er en måde at være i verden på, hvor man ikke skal opnå noget, man kan bare åbne sig for oplevelsen af at være,” mener Eini og forklarer: “På den måde ser jeg en sammenhæng mellem et reelt frisind og et mere introvert publikum. Der er ingen instrumentalisering af åbenheden – det er et nærmest protestantisk hippierum.”
En separat virkelighed
“Man kan komme ind og danse vildt til den congolesiske elektroniske musiker Nkisi, eller man kan fordybe sig helt vildt til noget nørdet lydkunst.”
– Christian Møller Blæhr
Man kunne også sige det sådan, at FOEG skaber rum til, at den enkelte kan sætte sig ud over sine egne grænser uden at overskride andres. Det er en præmis, der ligger Tobias Corell meget på sinde. Han var med til at starte festivalen i 2009 som en dansk aflægger af den festival af samme navn, der blev afholdt i Vermont på den amerikanske østkyst to år tidligere, og er tilbage i år som booker efter at have holdt en pause på fire år fra arbejdet med festivalen.
“Vi prøver at bygge et rum, hvor man lige kan trække sig lidt, hvis man har det svært med store menneskemængder eller skal synke en udfordrende koncert. Man behøver ikke bruge sin telefon som alibi for lige at være introvert ovre i hjørnet. Vi startede festivalen, før der for alvor var smartphones og sociale medier, og verden så helt anderledes ud. Derfor vil man også opleve, at meget få står med smartphones til festivalen. Det er det analoge møde med andre omvendt af nu, hvor vi mødes online,” konstaterer Tobias fra sin altan i den anden ende af det videoopkald, vi mødes på.
Fra sit kontor nikker Christian Møller Blæhr. Sammen med Tobias og tre andre sidder han i bookinggruppen og har været med til at arrangere FOEG siden 2011.
“Vi gør meget ud af at indramme og iscenesætte den her verden. Vi vil skabe en separat virkelighed, hvor der er plads til fordybelse og mangfoldighed. Man kan komme ind og danse vildt til den congolesiske elektroniske musiker Nkisi, eller man kan fordybe sig helt vildt til noget nørdet lydkunst. Den spændvidde er der. Og det er vigtigt for os, at det bliver serveret på en måde, hvor det ikke virker højtravende. Man kan lytte eller lade være. Vi vil åbne feltet.”
“Koncerterne understøtter vores målsætning om at åbne feltet,” overtager Tobias. “Det er koncerter, der kræver, at man vil nysgerrigheden. Der går nogle gange 10-15 minutter, før man forstår det. Man skal dykke ned i det og glemme tiden, og det ser jeg som meget relevant i den kultur, der ellers er nu. Man kommer ind i det her rum, som eksisterer i tre dage. Det er sin egen lille verden, en boble, der åbner sig.”
Det er den samme nysgerrighed, der har fået Eini til at komme på festivalen næsten alle år, den har eksisteret, fortæller hun over telefonen, mens hun handler økologiske pærer på vej hen for at hente sit barn.
“Jeg kommer ikke nødvendigvis, fordi der er noget på programmet, jeg har et nært forhold til. Tværtimod er det en festival, der kræver af sit publikum, at det møder programmet med en åben sanselighed og nysgerrighed. Ud af det krav er der opstået en kultur om det at lytte med …” – hun tøver et øjeblik, mens hun leder efter det rette ord – “… ikke andægtighed, men ydmyghed. Man møder det, man oplever, med en respekt for, at det kræver åbenhed at modtage det. Det bliver ikke bare serveret for en.”
Som eksempel nævner hun koncerten med strygermusikerne Silvia Tarozzi og Deborah Walker, der rekonstruerer italienske arbejdersange: Det er en koncert, hvor det ikke på forhånd er til at sige, om det bliver med vægt på melodisk kammerpop, som da Tarozzi spillede på Alter Festival i Aarhus, eller om den kommer til at betone de dronende aspekter.
Jeg kommer ikke nødvendigvis, fordi der er noget på programmet, jeg har et nært forhold til. Tværtimod er det en festival, der kræver af sit publikum, at det møder programmet med en åben sanselighed og nysgerrighed.
– Eini Carina Grønvold
Kritisk dialog med omverdenen
Den åbenhed ser Eini forplante sig til, hvordan publikum møder hinanden. FOEG kan godt virke som en genforeningsfest, hvor man møder venner, man ikke har set i alt for lang tid, genoptager samtaler fra for fem år siden og krammer i ét væk. Men det er en fest, der hvert år trækker nye, nysgerrige lyttere til, og alene det, at de er klar til at åbne sig for de vidt forskellige indtryk, de møder, er deres adgangsbillet til fællesskabet.
“Jeg har hørt fra mange publikummer og venner, der ikke er til den her type musik normalt, at det er vildt, hvor åbne folk er,” siger Christian. “Det er som en kæmpe privatfest, hvor man kan komme ind og bare være med. Også fordi musikerne er meget ude blandt publikum. Vi vil gerne skabe et fælles rum, så vi har ikke noget traditionelt backstage, bortset fra til nogle af de ældre musikere, der har brug for lidt mere ro.”
Jeg bider mærke i, at du siger “den her type musik”: Hvordan vil du definere den vidt forskellige musik, der spiller på FOEG?
“I mangel af et bedre ord vil jeg sige, at den er autentisk. Musik, der er så direkte formidlet som muligt. Vores udgangspunkt er i New England-scenen, hvor festivalen startede, men vi prøver ikke at hægte os fast på ét miljø, og vi booker ikke ud fra genrer, men booker forskellige ting, der kan give modspil til hinanden. Jeg er selv formet af 00’ernes muligheder for at opdage al mulig musik,” griner Christian med en eufemisme for fildelingstidens glubske tilgang til musiklytning i en verden, der blev åbnet lige dér. “Nysgerrigheden er central for mig. Men vi er også i en tid, hvor man bliver begravet i alle mulige indtryk, så vi ser det som en øvelse i at kuratere de forskellige begivenheder. Både de musikalske og de kunstneriske,” tilføjer han og inddrager det aspekt af festivalen, der er dens udsmykning med skulpturer og værker, der bliver skabt på stedet for at give publikum noget andet at fokusere på mellem koncerterne end deres telefon.
Er det blevet sværere at være eklektisk i en tid, hvor mainstream er blevet ekstremt alsidig i sit udtryk?
“Det synes jeg ikke,” svarer Tobias og fremhæver nichekulturernes særlige tilgang til mainstreamproducenternes konstante sansebombardement med flittige lån fra alle mulige subkulturer for at gøre brug af deres skin af autenticitet. “Jeg ser det meget i måden, musikere tilgår deres musik på nu. Der bliver skabt meget musik, der går i kritisk dialog med den verden. I år har vi på programmet Nkisi, der sætter gamle, synkoperede congolesiske rytmer med tråde langt tilbage i historien sammen med hypermoderne lyd. På den måde skaber hun dialog med samtiden. Det har Laurie Spiegel også gjort med sine principper for, hvordan hun bruger teknologien i kunsten. Det er en dialog: Hun siger ikke bare, at analog er det gode, og det digitale er følelseskoldt.”
Nysgerrigheden er central for mig. Men vi er også i en tid, hvor man bliver begravet i alle mulige indtryk, så vi ser det som en øvelse i at kuratere de forskellige begivenheder. Både de musikalske og de kunstneriske.
– Christian Møller Blæhr
Højenergiske verdens-ende-klagesange
På en festival, der ellers gør en dyd ud af at undgå de store, sikre hovednavne som trækplastre og i stedet satser på et alsidigt kurateret program, tegner årets præsentation af Laurie Spiegels værker til at blive et højdepunkt. Den amerikanske synthesizer-pioner arbejdede i 70’erne og 80’erne med algoritmisk komposition, som på sin vis foregriber AI-kunst, og, som Tobias påpeger, var opmærksom på, hvordan det kunne bruges optimalt i den kreative proces.
“Jeg er sindssygt glad for at kunne præsentere Laurie Spiegel,” svarer Christian da også, da jeg beder ham om at fremhæve et navn fra årets program, der står ud. “Der er mange af os, der er meget betagede af hendes musik og filosofi. Vi har arbejdet på det i en længere årrække. Hun er ret gammel og kommer ikke længere uden for sit hjem, men nu fik vi mulighed for at lave to koncerter med komponisten Seth Cluett, som har arbejdet sammen med hende. Hun har sagt god for, at han kan opføre en række af hendes værker.”
Et andet navn, FOEG i en årrække har forsøgt at få med på festivalen, er Big Blood. Bandet, der startede som en duo for ægteparret Colleen Kinsella og Caleb Mulkerin i 2006, tæller i dag også deres datter, Quinnisa Rose Kinsella Mulkerin, og hendes kæreste, Aiden Arel, som også har deres eget band, albumaktuelle The Wickies. Jeg fanger Colleen og Caleb på en videoforbindelse en eftermiddag, hvor de sidder i efterårssolen uden for huset i South Portland i Maine og drikker kaffe og ryger smøger. De er med Calebs ord langt væk fra både Massachusetts og Vermont, hvor den oprindelige Festival of Endless Gratitude blev til på initiativ af Sunburned Hand of the Man-guitaristen Ron Schneiderman, og ser ikke sig selv som del af en særlig New England-scene, selvom de ofte bliver kædet sammen med den psykedeliske scene, der opstod her i 00’erne.
Jeg regner med, at vores set bliver halvt folk, halvt dude rock. Eller nok mere loppemarkedsrock!
– Caleb Mulkerin, Big Blood
“Vores forbindelse til Danmark går gennem Troels Mads. Han fangede os ind omkring 2008,” forklarer Caleb. Troels Mads er pladesamler og var initiativtager til den danske FOEG. Big Blood skulle have spillet på FOEG i 2020, men så kom corona, og således endte der med at gå yderligere fire år, før de kunne få deres debutkoncert i Danmark. “For mig handler det egentlig mere om outsider music i det hele taget. Mere end en særlig New England-musik.”
“Eller punk. Det synes jeg også godt, man kan kalde det, for det har udviklet sig til at betyde så mange forskellige ting nu,” foreslår Colleen ved siden af ham og bruger punken som en anden vinkel på Tobias’ argument om, at musikerne går i dialog med mainstreamen. “På et hvilket som helst tidspunkt kan du vælge at blive en del af musikindustrien, men du kan også vælge at frakoble dig den og prøve lidt mindre hårdt,” anskueliggør hun den punk-ånd, Big Blood viderefører på sit væld af udgivelser, der stikker i alle retninger musikalsk.
Eini fremhæver Big Blood som et af de navne, hun ser særligt frem til: “Det kunne godt blive årets gode rockkoncert.”
Den karakteristik griner ægteparret af. Det er vel strengt taget kun i så heftigt et genresammenstød som FOEG, at deres musik ville blive karakteriseret som noget så lige ud ad landevejen som rock.
“Det har jeg det fint med. Jeg har ikke noget imod det,” smiler Caleb. “Hvis nogen lytter til alle vores plader – eller bare nogle af dem,” retter han sig selv, for Big Bloods diskografi tæller efterhånden et stykke over 30 formelle udgivelser “– så vil de høre, at vi dækker et ret stort område. Det er lige fra det allermest eksperimentelle til rock og nogle gange elektronisk musik.”
“Jeg synes egentlig, vi kan være rigtig heavy,” indskyder Colleen.
“Yeah,” dræver Caleb, “det er jeg ikke sikker på, vi kommer til at gøre denne gang. Jeg regner med, at vores set bliver halvt folk, halvt dude rock. Eller nok mere loppemarkedsrock!” skraldgriner han.
“Der er nogle, der har kaldt det højenergiske verdens-ende-klagesange,” uddyber Colleen. “Det kan jeg godt lide.”
Umiddelbarheden i det amatøristiske
Mens Big Blood fremhæver Nkisi og den tilbagetrukne skotske folktronica-musiker Richard Youngs som navne, de særligt ser frem til at opleve på festivalen, trækker Tobias den nye, danske elektroniske musiker evee frem som et navn, han er stolt af at kunne præsentere side om side med mere etablerede navne som de engelske Sunun og Mariam Rezaei.
Evee – med det borgerlige navn Ellen Vejlsgaard – kan godt spejle sig selv i den nysgerrighed på musik i alle dens forskellige former, der er udgangspunktet for FOEG, fortæller hun på mail.
“Min musik læner sig ikke absolut op ad genrernes regler, men ændrer sig sammen med mit humør og mine omgivelser. Det er et sted, hvor jeg kan få lov at være spontan, skifte mening, lave fejl, være dårlig, og hvor der kan komme noget rigtig fint og umiddelbart ud af det. Jeg har ikke meget erfaring på en scene, derfor betyder det noget for mig, at der findes steder til det urutinerede, ufuldendte og nervøse. Der er noget umiddelbart i det amatøriske, hvor tilfældigheder, leg, held og eksperimenter er uundgåelige og helt essentielle for udvikling. Det virker, som om FOEG ser noget specielt i dét og ser vigtigheden i level 0 før level 100,” svarer hun på spørgsmålet om, hvordan det er som nyt navn med kun et par håndfulde sange på Soundcloud at blive en del af det udvidede lyttefællesskab, FOEG er.
Og så er hun på lige fod med Big Blood uafklaret med, hvordan hun kommer til at tilgå det at spille koncert på FOEG fortæller hun, da jeg spørger hende om, hvad publikum kan forvente.
“Jeg har ikke som sådan en agenda, men jeg håber på, at måske én eller to synes, at det, de hører, lyder fedt. At jeg kan skabe en forbindelse med nogen gennem det, jeg spiller. På trods af formatet og omstændighederne” – hun sigter her til koncertsituationen med performer stillet overfor beskuer – “vil jeg gerne give en oplevelse af at blive mødt i øjenhøjde. Selvom jeg ikke er sikker på, hvordan man egentlig gør det, vil jeg gerne gøre et forsøg.”
Hvilket vel i bund og grund er det, FOEG nu på 17. år er: Et forsøg på at bryde skel. Mellem genrer, mellem mennesker.
Det bliver til mere end musik, det bliver en forsamling.
– Caleb Mulkerin, Big Blood
“Fællesskab er det ord, der opsummerer det for mig,” siger Caleb udenfor huset i Maine. “Det bliver til mere end musik, det bliver en forsamling. Så er musikken limen, der binder det sammen, men grunden til at mødes er de mennesker, der forsamles.”
“Folk bliver tvunget til være åbne overfor det næste, de oplever. Det kan sagtens være, at de er kommet for bare at høre én ting, men hvis de kommer en time før og hører en anden koncert, giver det noget mere, en anden oplevelse af den koncert, de kom for at se,” slutter Christian.
Festival of Endless Gratitude finder sted i Kildevæld Kulturcenter i København torsdag d. 3. – lørdag d. 5. oktober. Udover de koncerter, der nævnes i artiklen, spiller bl.a. også Ron Schneiderman, der åbner festivalen om torsdagen, den australske trommeslager Will Guthrie, den iranske tanbur-spiller Faramarz Amirian og den amerikanske musiker Shit and Shine, hvis musik med hans egne ord befinder sig et sted i grænselandet mellem “extreme metal-adjacent” og “electronic music-adjacent.”
Info og billetter på foeg.dk