Franciskas tryghed findes et sted mellem kassettebåndssusen og sakralt klaver
Franciska, “Tryghed” (Discreet Music, 2023) – anmeldelse af Claus Haxholm
Under navnet Franciska blander Jonas Thorstensen feltoptagelser og ambiente klange. Torstensen er muligvis kendt af nogle for at drive det produktive bånd-label Forlaget Kornmod og har derudover også udgivet musik på bl.a. Janushoved og Nouvelle Gaze. På hans seneste plade “Tryghed“, som er tredje album under navnet Franciska og udgivet på Göteborgske Discreet Music, fungerer feltoptagelser som vekslende lydlige miljøer, hvorfra musikken vokser på ny og ny igen.
Når man sætter pladens A-side på, er klaver det eneste instrument, man hører i et rum af field recordings. Det føles som et trygt sted. Det er ikke helt tilfældet på B-siden, hvor vi pludselig er ude af puppen, men indtil nu får vi adgang til musik i et rum, hvor klaveret står lidt ensomt et sted ovre ved væggen. Nogle steder kommer jeg i tvivl om, om Jonas faktisk sidder og spiller i et lokale, hvor man kan koge sig en kop te. Hvis det er tilfældet, er det en ret spændende næsten teatralsk field recording teknik.
Field recordings bliver brugt på mange forskellige måder med mange forskellige intentioner. I nogle tilfælde (f.eks. Chris Watson) er der tale om rene optagelser af specifikke steder på vores jord, som enten har en bestemt lyd eller anden kulturel relevans. Andre måder, som flere læsere måske er mere bekendt med, er at bruge field recordings i musik, altså som en slags udvidelse af det musikalsk univers, eller som en måde at binde klanglige anekdoter eller hverdagslyde ind i et nummer. Oftest er det det optagede miljø, der er i fokus, som man så bestøver med synthflader og andet godt eller omvendt; men på Tryghed virker det som om, at man lader musikken rent fysisk vokse ud af det sted, man optager, mens stedet lader sig udfolde.
Det er ved at være lidt tid siden jeg har hørt Franciska. Sidst var det debuten, Forventninger. På det album var der en blanding af synth og klaverskitser, eller egentlig var det nok ikke skitser, men ofte føltes stykkerne, som om de kunne have været meget længere og havde en improvisatorisk eller poetisk lethed over sig. Denne lethed klædte ambientmusikken på udgivelsen – det blev aldrig useriøst og lod sig gøre, uden at musikken mistede de mere sakrale og drømmende elementer. Det var flot musik.
Der er en anden sensibilitet overfor helheden på spil her, som kommer til udtryk i en spændende dynamik mellem A- og B-side.
Tryghed bygger på de samme elementer, men hvor jeg som lytter sidder med en fornemmelse af at sammensætningen, rækkefølgen af kompositioner har betydet mindst lige så meget, som hvad der spilles. Der er en anden sensibilitet overfor helheden på spil her, som kommer til udtryk i en spændende dynamik mellem A- og B-side. Første side består af ét nummer med titlen “Stykker Till Februar”, som er en slags etuder eller skitseagtige grundideer optaget i samme rum. Man fornemmer konturen af en struktur, men den er ikke er mere stram, end at der kan ske andre ting ganske organisk. B-siden består af seks numre i en langt mere fragmentarisk form.
At klaveret fylder så meget på A-siden, stak mig første gang lidt i øret, fordi de øvelses-agtige stykker hurtigt kan miste pusten, når et tema ikke tænkes til en struktur. Men som jeg lytter til båndet flere gange, begynder det at vende sig til at være dets styrke. Her spiller sensibiliteten over for helheden netop tydeligt ind. Det er meningen, at det skal tage tid og flere gennemlytninger. Det sænker tempoet i min lytning, og de nogle gange næsten banale akkord-progressioner begynder at ændre faconer og stemninger. Med fare for at være overfortolkende kan man sige, at klangene transcenderer sig selv, som man måske kender det fra drone-musikken, hvor det ofte sker, at man først drages ind i klangen af kompositionen og først efter lidt tid begynder at finde nye frekvenser, lyde og før eller siden mister fokus. Måske keder man sig endda lidt, men det er netop efter dette punkt, at magien begynder at virke. For pludselig er det som om, der vokser nye harmoniske forhold frem, eller små mikro-pulsrytmer danner nye og andre mønstre, end man hørte før. Ens lytning ændres, og igennem lytningen ændres kompositionen også. Nye lag manifesterer sig gennem tågerne. På samme måde får Franciskas klaver-øvelser mere liv, jo mere jeg lytter. Men det er på en meget jordbunden og udramatisk måde.
Den potentielt sakrale ambientmusik bliver pludselig hverdagsligt uprætentiøs på en måde, jeg ikke husker at have hørt før.
Det er en ret flot spillestil, synes jeg, som netop vægter en organisk udvikling af de her etuder eller grundideer, og som aldrig føles som rigid opførsel af et partitur. Det er spændende, fordi en slags ambivalens eller tvetydighed i udførelsen giver noget tyngde til de meget lyse eller flotte klaverkompositioner, som måske ellers havde fremstået flade. Noget andet, der også virkelig løfter albummet op er, at hver gang mobiltelefonen, zoom-recorderen, eller hvad der nu er blevet optaget med, stopper, hører man konsekvent fingeren slukke for optageren. Der er en, der rejser sig, går hen og trykker “stop”, hvilket skaber en kontrastfuld uhøjtidelighed. Den potentielt sakrale ambientmusik bliver pludselig hverdagsligt uprætentiøs på en måde, jeg ikke husker at have hørt før.
Feltoptagelserne skifter fra det helt anekdotiske, som lyden af en, der står og vasker op, til hverdagsbilleder af, hvad jeg hører som et studentermiljø. Et sted hvor der netop øves og repeteres og drikkes te. Et tidspunkt i livet, hvor man bliver sat på prøve, hvor man kan tvivle på sig selv, være sårbar og nervøs. Og helt klart også et sted, som (ikke ulig drone-musikken) kan fremkalde mentale stadier af både kedsomhed og tilfældig mediation. På denne måde virker A-siden netop som en slags personlig hvileplads eller helle, hvor man kan få pusten mellem nervøsiteter.
På B-siden åbnes klangspektret betydeligt mere op. På en kassette-diktafon er optaget noget synth, eller hvad der kunne lyde som et orgel. Man kan høre politisirener i baggrunden. Der er en alarm-agtigt klang i dronen og disharmoni. Pludselig kommer jeg til at tænke på titlen “Tryghed”. Et relativt ladet begreb i disse år med både vigtige samtaler om social bevidsthed og politisk ambivalens om ordet. Med de alarmerende lyde sættes sikkerheden på prøve, og hvor A-siden har fungeret som en tryg puppe, kommer man nu ud i virkeligheden, hvor den ikke længere kan tages for givet.
Dynamikken mellem A-sidens mere konstante struktur og B-sidens mere fragmentariske lydcollage samt introduktionen af flere instrumenter fungerer virkelig godt. Det giver netop flere nuancer af musikken i sig selv og de forskellige koder, der følger med, hvad man kan kalde nutids-ambient. Her taler vi selvfølgelig om et meget stort spektrum af musik, men overordnet kan genren nok siges at indeholde visse mediale overvejelser. Der indgår i disse år ofte en form for lo-fi æstetik og field recordings, men modsætningen findes også, hvor der lægges vægt på lyddesign af cinematisk kvalitet – ikke nødvendigvis i ordets billedligegørende forstand, men i en form for (mere eller mindre) simuleret high production value lyd – den diametrale modsætning af den anekdotiske lo-fi lyd. En leg med historiske referencer følger også som regel med. I tilfældet med “Tryghed” peges der bl.a. på ambientmusikkens oldefædre Erik Satie og Claude Debussy. Og B-siden har noget af samme stemning som EPen “Nåden er din dagligdag”, som også brugte en lidt grov eller kantet collage-teknik. På flere planer danner det en flot tråd i det univers, Franciska har opbygget over de seneste år.
Udover disse skjulte kommentarer til eget univers og ambientgenren fungerer dynamikken mellem A- og B-side godt i sig selv. Et perspektivskifte, der kontinuerligt genopliver lytningen. En balanceren mellem dagligdagen – det små, glemte, beskidte, lidt trætte og det sakrale: selvforglemmelse, ånd, lys, abstraktion, skønhed. Det, at B-siden præges markant mere af kassette-diktafonens susen, skratten og brummen, sætter A-siden i relief. A-siden fremstår på ingen måde som “hi-fi”, men når så man kommer godt ind i B-siden, forandres oplevelsen af den. Indholdet skifter betydning gennem en simpel medieringsforskydelse. Det er imponerende, hvordan pladen kan blive ved med at folde sig ud i nye lag, muligheder og oplevelser, hvis man giver den tid til at vokse. Ikke ulig en indtørret jerikorose fra i fjor, der får et skvæt vand og folder sig ud på ny.
Info: “Tryghed” udkom på Discreet Music i januar, 2023.
