Passive/Aggressive

Garrett (Dâm-Funk) – Den letsindige intimitet

New Music August 31 2017 Dam-Funk's new album, Invite The Light, comes out Sept.

Af Alexander Julin

Damon Garrett Riddick er nok bedst kendt som Dâm-Funk. Hans nye projekt, Garrett, trækker til dels på den funkede signaturlyd fra størstedelen af hans øvrige diskografi, men inkorporerer den i en anden kontekst. “Private Life”, som er den første Garrett-udgivelse, er ikke et funk-album, på samme vis som af Dâm-Funks materiale ellers er. Til gengæld skaber han en hidtil uhørt intimitet, der gennemstråler albummet.

Jeg holder af Dâm-Funk, fordi det føles så ægte, da det trækker på en musikalsk kulturarv med stil, men uden at blive konventionel og tilbageskuende. Det vedbliver i stedet udfordrende på uortodoks og humoristisk vis. “Private Life” er derimod et værk, jeg føler meget for – bl.a. fordi den bryder med den ensidighed, der ellers kan gøre sig gældende for Dâm-Funks værker. Garrett-albummets spændvidde mellem det sært funkede, ambiens og piano-sentimentalitet vidner om en kunstner, der udfordrer sit eget udtryk ved at arbejde med det inden for en anden kontekst, men også tør tilsidesætte dette udtryk helt.

Det er sjovt nok, når “Private Life” lyder allermindst som Garrett Riddicks andre produktioner, at den også lyder mest intim. “Every one of us has a private life. This is Garrett’s”, skriver pladeselskabet Music From Memory selv om albummet. Og det er præcis også følelsen af en total indsigt i et andet menneskes følelsesregister, det private liv, man står tilbage med efter at have hørt værket til ende.

Det sker bl.a. på det nøgne piano-nummer “Sweet Dreams”, der kort fortalt lyder som den lette og banale sønderknuselse af tabt kærlighed. En følelse, der ikke kan benævnes ved ord eller håndteres ved erfaring, men måske kun kan gestikuleres uden for det verbale sprogs rammer, gennem det tætteste, vi kommer på en repræsentation af vores følelser, eller i det mindste vores egen forståelse af dem: lyden.

“Sweet Dreams” er et af pladens korteste numre, men efterlader alligevel et af de største indtryk. Når jeg hører det, genoplever jeg på ny de suk af afmagt, man unægteligt gør sig fra tid til anden, og erindrer på ny den umådeligt mærkværdige fornemmelse af at overkomme noget, man (for en stund) kan bilde sig ind er en total undergravelse af éns livskvalitet eller et eksistentielt kollaps (jeg sigter ikke kun til kærligheden, men til tabet generelt, om det så er tabet af en anden eller sig selv). Men det bliver gjort så blidt og på ingen måde patetisk, på samme måde som sådanne erfaringer ofte tilkendegiver sig retrospekt. Man kommer altid videre, det er i bund og grund så umådeligt let, hvorfor overgangen til det ambiente højdepunkt “Angel Reflections” netop også giver så god mening med dets tolv minutter lange manifestation af dybfølt ro. Det er intimt på samme måde som at ligge viklet ind i et andet menneskes krop og lytte efter hjertets banken, til sidst finde det og mærke, hvordan de respektive hjerteslag langsomt synkroniseres. Intimt på samme måde som at kigge en anden i øjnene og vide, at det, der skal siges – det, der betyder noget nu og her – ikke skal siges med ord, men med blikket, berøringen. Garrett siger det med musikken.

Det musikalske ophav af soul og funk, som Garrett Riddick flere gange også trækker på på “Private Life”, tjener imidlertid også en positiv og givende rolle for værket i dets helhed. Albummets intimitet bliver herved heller ikke patetisk eller omklamrende, på grund af den munterhed, der også strækker sig over størstedelen af albummets andre numre og kun i enkelte tilfælde bliver tilsidesat til fordel for en anden stemning.

Letsindigheden i Garretts produktioner – især den tilbagelænede munterhed på første del af albummet – bliver med andre ord det altafgørende element i, hvad jeg hører som en musikalsk skildring af det private liv. Det projekt kunne være blevet patetisk, men i stedet står man tilbage med et værk, der føles både åbent og vedkommende; som noget, der muligvis tilhører personen bag, men som det nu står enhver frit at tage del i som lytter. For nok har vi alle vores private liv, men det er også et liv, vi konstant deler ud af og et domæne, vi netop finder hinanden i.

Info: “Private Life” er ude nu på Music From Memory.