Halfdan Pisket og “Den Usynlige By” – Tilgængelighedens politik
Livereportage fra CPH:DOX af Nils Bloch-Sørensen
Den 22. marts, mens CPH:DOX-festivalen var i fuldt flor, havde jeg dobbeltbooket mig selv. Ved ni-tiden var planen, at jeg, sammen med resten af Københavns lydnørder, skulle indfinde mig i Imperials sal og opleve Peter Albrechtsen og Jacob Kirkegaards nye lydinstallation, ”Den Usynlige By”. Men i et anfald af festival-FOMO besluttede jeg mig for først at nå så meget, jeg kunne af Halfdan Piskets oplæsning på Vesterbro. Ud over angiveligt at have holdt nytår med Piskets lillesøster havde jeg kun et meget overfladisk kendskab til tegneserieforfatterens arbejde og var derfor ikke klar over, hvad der ventede mig, da jeg trådte ind i Absalonkirken. Ud over rummets højde er der ikke meget, der røber lokalets gejstlige fortid, og intet af den andægtige stemning overlevede tilsyneladende det kulturkirurgiske indgreb, der gjorde stedet til forsamlingshus.
Pisket kort: Forfatteren har tidligere været en del af den Syg Nok Records-affilierede musikaktivistgruppe Albertslund Terrorkorps og skriver nu smukt illustrerede socialrealistiske tegneserier om universer domineret af vold og svigt. Senest Dansker-trilogien, som omhandler forfatterens far, der som tyrkisk flygtning har levet et dramatisk liv på toppen af underverdenen og i bunden af samfundet.
Med sådanne kunstnere er der altid en risiko for at udstille deres vigtige fortællinger og underbelyste fortællerstemmer som kuriositeter i kabinetter og det særligt med en kunstner som Pisket, der tidligere har stået i så skarp opposition til etablissementet. Hans tegneserier er da også blevet modtaget med stående applaus i det danske kulturliv (blandt andet Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat), hvor man roser ham for disse beretninger, der kommer fra miljøer, som de fleste af kulturparnassets middelklassebørn intet forhold har til. At området omkring scenen var fyldt af langborde dækket med hvide papirduge og stearinlys, som en nordjysk gymnastiksal til en Kandis-koncert, gjorde intet for at dæmpe min skepsis, der dog heldigvis blev gjort til skamme. Ikke så meget på grund af opsætningen, men fordi oplæsningens kunstneriske niveau simpelthen gjorde det umuligt at reducere Pisket til blot et eksotisk indslag.
Efter en kort introducerende tale af en tegneserieforsker indtog Pisket selvsikkert scenen flankeret af henholdsvis Why Be (Tobias Lee) og Lars Greve, der stod for det musikalske akkompagnement til forfatterens ord og billederne, som blev kastet op på bagsiden af det sekulariserede kirkeskib: Hvor alteret havde været, var nu Piskets skiftevis nøgterne og mareridts-sumpede illustrationer.
Om forfatteren og musikerne havde haft nogen indflydelse på at vælge hinanden, eller om det var CPH:DOXs beslutning, ved jeg ikke, men hvad der fulgte, var en usædvanligt smuk symbiose mellem ord, billeder og musik. Why Bes drømmende elektroniske flader skiftevis understøttedes og punkteredes af Greves processerede blæsere – vindstød i det sitrende musikalske rum, de sammen skabte omkring Piskets vedkommende fortælling, der som et åndedræt vekslede mellem oplæsning og ordløse billeder.
Hele affæren viste sig, til mit held, at være med indlagt pause, så jeg nåede – lettere modvilligt – at smutte ud i halvlegen og sætte kurs mod Imperial.
Der var noget ganske symptomatisk over, at uropførelsen af “Den Usynlige By” skulle foregå i netop denne biograf. Naturligvis var det et spørgsmål om, at biografsalen med sit Dolby Atmos lydsystem gav kunstnerne 64 højtalere at fordele deres multikanalsværk på, men, som min kammerat Anders bemærkede, var det også her, han havde set ”Hobbitten”. Dette satte meget godt scenen for et værk, der blandede fin- og lavkultur på en måde, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om.
“Den Usynlige By” er i sin enkelhed et forsøg på at præsentere københavnerne for deres by på en ny måde, hvor kunstnerne “stiller skarpt på byens hidtil uhørte identitet”. Et sympatisk og lettilgængeligt projekt, der formidler nogle af lydkunstens grundlæggende interesseområder på en pædagogisk og inkluderende måde. Denne uhørte identitet indbefatter ifølge kunstnerne alt fra lyden af Det Gyldne Tårn og Rådhusklokkerne optaget med kontaktmikrofoner over optagelser fra Vestre Fængsel til undervandsoptagelser af Københavns havn foruden historiske optagelser fra livet i byen.
Aftenen var stort anlagt, og med et par så prominente hovedpersoner som tonemester Peter Albrechtsen (der bl.a. har stået for lydsiden til “Mænd der hader kvinder” og “Antichrist”) og Danmarks velfortjent mest prominente lydkunster Jacob Kirkegaard herskede der en forventningsfuld stemning i den store biografsal.
Det er gevaldigt oppe i tiden at arbejde med multikanalssystemer, og dér må jeg sige, at Albrechtsen og Kirkegaard har gjort et fremragende stykke arbejde! Jeg har oplevet en del multikanalsværker, der ikke har været mere end en omgang teknikonani, hvor lyden pissede rundt i lokalet, blot fordi den kunne, men den fælde undgik de to kunstnere, og i stedet brugte de lydanlæggets tredimensionalitet til at skabe en dragende rumlighed.
Der, hvor filmen knækkede for mig, var i valget af lydmateriale, der for mig fremstod meget umotiveret og til tider nærmest arbitrært. Hvor den grundlæggende idé – at høresansen er et sensorisk perspektiv på verden, som både historisk og i vores hverdag underkendes, og som derfor, såfremt den skærpes, kan forandre vores relation til vores omgivelser – lægger sig i fin forlængelse af i hvert fald Kirkegaards tidligere arbejde, fremstod spændvidden i valg af reallyde og optagetekniker uovervejet, og i visse tilfælde underminerede dette projektet. For er lyden af ure, der tikker, eller rejsekortets evindelige ”check ind, check ud”-melodi særligt utilgængelig? Hjemlen for at inddrage disse lyde havde jeg svært ved at få øje på.
At ville portrættere København på en ny måde er i mine ører et spørgsmål om adgang: Hvilke lyde er sædvanligvis utilgængelige? Men spørgsmålet om, hvem disse lyde er utilgængelige for, stod ubesvaret hen, og lod ikke til at være noget, de to kunstnere havde interesseret sig særlig meget for. I den efterfølgende Q&A-runde fremstod værkets ophavsmænd mest af alt som to begejstrede drenge, der havde fået lov til at optage, lige hvad de pegede på. Det var i og for sig meget charmerende, men når vi taler om to internationalt anerkendte profiler (hvis arbejde jeg i øvrigt er stor beundrer af), var manglen på refleksion over dette spørgsmål slående.
Måske var det kontrasten til Piskets oplæsning, der stadig sad i mig, men denne apolitiske tilgang til noget så kritisk som fænomenet urbanisering forekom mig nærmest ekskluderende. Både i kraft af den rendyrket vestlige tradition værket spillede ind i (Walter Ruttman, Pierre Schaeffer) – understreget i værkets udformning som et klassisk stykke kompositionsmusik: Syv satser og et indledende præludium – og i særligt i valget af de institutioner, hvis reallyde indgik i værket. Når man bruger arkivoptagelser af varselsirener uden at forholde sig til Danmark som krigsførende nation, risikerer man en historieløs æstetisering af komplekse problemstillinger. Det samme sker, når man inkorporerer lyde fra H.C. Ørstedsværkets maskiner uden at forholde sig til dets rolle og symbolik i et postindustrielt samfund. Og i særdeleshed når man i kunstnerisk sammenhæng benytter sig af lydene fra Vestre Fængsel og Københavns Politigård (og bagefter taler om, hvor uhyggelige og fremmede de lyder), uden at anerkende, at denne lyd kun er utilgængelig for bestemte samfundsgrupperinger: For mange sociale grupper er denne lyd desværre ganske velkendt, og for dem havde lyde fra Københavns Universitet eller en parcelhusvilla været langt mere fremmede og utilgængelige.
Kort sagt var mit overordnede problem med “Den Usynlige By”, at det ikke blot holdt sig til at arbejde med lytning som fænomen og det potentiale, der kan ligge heri, men i stedet inkorporerede lyde, hvis implikationer værket ikke var i stand til at rumme – som en slags dokumentarisme, der ikke forholdt sig til det dokumenterede. Jeg stod derfor tilbage med oplevelsen af et formelt vellykket, men konceptuelt svagt værk.
I konteksten af 2017 virker det nærmest fortrængende at beskæftige sig med metropolens institutioner uden at forholde sig til deres politiske og kulturelle implikationer. Nogle gange er fraværet af politisk stillingtagen den mest voldsomme politiske handling.
Info: Hør The Lake’s interview med Peter Albrechtsen og Jakob Kirkegaard om ”Den Usynlige By” nedenfor.
Redaktørens note: Peter Albrechtsen har ved flere lejligheder bidraget med tekster til P/A.
