Hvad hvis vi holdt en festival i Gellerupparkens forladte indkøbscenter? – Reportage fra endagsfestivalen Centrum Vest

Mathias Schønberg. Fotos: Alexander Julin Mortensen / Passive/Aggresive.

Denne reportage er første del af et samarbejde med nyhedsmediet Føljeton, hvor du i den næste tid vil kunne finde et bidrag i deres nyhedsbrev skrevet af Passive/Aggressives skribenter om begivenheder og udgivelser med eksperimenterende musik fra Danmark. Artiklerne vil også være tilgængelige på passiveaggressive.dk.

Der er stille i Gellerupparkens delvist lukkede indkøbscenter City Vest. Elevatorerne er stivnet i skakterne, og rulletrapperne står underligt livløse hen i centeret, der ellers er designet til konstant flow mellem roterende indgangsdøre, fodtrin fra shoppende gæster og biler, der ankommer og forlader parkeringspladsen med bagagerummene fulde af nye indkøb til kummefryserne og klædeskabene.

Stilheden er dog denne lørdag afløst af et vildt musikprogram sat sammen af arrangører fra kulturforeningerne Aarhus Volume, Frontløberne og Det turkise telt, der har fået mulighed for at holde en endagsfestival i indkøbscenteret, som sidste år blev købt af en entreprenørvirksomhed til gennemgribende ombygning dels til nye boliger.

Festivalen består af en myriade af kulturtilbud i de nu tomme butikker – alt fra panna (vistnok en slags sportsgren for børn) til samtalecafe om sårbare emner, gratis fade i frisør- og snakkesalonen, arabisk kaffe og baklava side om side med et brevkassepanel bestående af folk fra bl.a. Sex & Samfund, Peech, LGBT+-mødestedet Føniks. Og så et musikprogram, der var værd at tage afsted for: Melodi Ghazal, Malika Mahmoud, Muskila, Kuchulu, Björn Svin, Peryl og flere andre, og som hovednavn, ingen ringere end Omar Souleyman – den syriske superstjerne, der har arbejdet sammen med folk som Björk og Four Tet og ellers spiller Roskilde og Glastonbury. Lidt af et scoop for et lokalt initiativ i Gellerup.

Men hvordan virker sådan en festival netop her i et boligområde, der er påtvunget store forandringer – indtil videre nedrivningen af over 400 boliger. Er vi del af en kritisk, midlertidig tilbageerobring af terræn fra en politisk pålagt gentrificering? Eller er vi fanget i paradokset som spydspids for den?

Arrangører ønsker “at bygge bro”

City Vest er nemlig også et center, hvor man har tilbragt fritid og færdedes frem og tilbage over den ståltremme-indeburede bro, der forbinder de lige rækker af boligblokke med centeret i en sammenhængende konstruktion. Eftermiddage er blevet fordrevet med almindeligt teenage-tidsspild. Drillerier og dagdrømmeri, snapchats og slåskampe. Ligesom så mange andre steder, hvor flere mennesker bor på færre kvadratmeter, mødes man udenfor, i klubben og selvfølgelig i centeret. Her, helt klart i højere grad end andre steder, hvor man ses hjemme i hinandens store private teenageværelser. Der er forskel, og Gellerupparken er et særligt sted.

Der er lidt et skel langs Ringgaden i Århus, hvor man enten lever sit liv på den ene side, eller også er man på den anden side af den.

Albert Helmig, arrangør bag endagsfestivalen Centrum Vest 

Det udtrykte en af arrangørerne og initiativtager Albert Helmig, daglig leder og talsperson for Aarhus Volume, da jeg tidligt på dagen talte med ham om, hvilke tanker, der havde ligget til grund for initiativet til festivalen og musikprogrammet. Han forklarede, at de som arrangører har ønsket at bruge arrangementet til at bygge bro. “Hvis man kommer fra midtbyen som vækstlagsaktør, er der en tendens til at lukke sig omkring den del af byen. Vi har meget svært ved at komme ud over et gap mellem de kulturforbrugere og unge, der er herude i Gellerup, og de fællesskaber, vi har gang i derinde. Der er lidt et skel langs Ringgaden i Århus, hvor man enten lever sit liv på den ene side, eller også er man på den anden side af den. Det vil vi gerne nedbryde og vise, at vi har fællesskaber, som står ligeså åbne for dem, som for alle mulige andre, der bor inde i midtbyen.”

Da vi nærmer os City Vest, ligger en fed tåge over hele Brabrand, og Gellerupparkens betongrå blokke står indhyllet i en ensfarvet luft. Der er noget mytisk over den måde, de kun delvist viser sig for os – lidt på samme måde, som de kun delvist er blevet vist i evindelige nyhedsudsendelser og om ghettolove og parallelsamfund. Uden at vi fra de andre sider af Aarhus Ringgade og Danmark rigtigt ved, hvordan der egentlig er der.

Quality Band – lokal lejlighedsmusik med globalt udsyn

Dagens første musikalske indslag er et solidt partyband med en stærk historie. Medlemmerne kommer dels fra Danmark og Sverige, og siden 1994 har bandets frontmand Houssam Zamzams telefon været rødglødende med bookings hele Danmark, Sverige og Nordtyskland til bryllupper, forlovelsesfester, enkelte natklubsarrangementer og festivaler. Repertoiret består af kendte klassikere såvel som enkelte af bandets egne numre, som efterhånden også er godt kendt blandt arabiske miljøer i Europa.

Og det er virkelig et kvalitetsband, vi hører i et tidligere butikslokale pyntet op med drabanter i blå tyl fra loftets mange rør og ventilationssystemer. Der er god dynamik mellem trommeslageren og darbuka-trommen, som fylder op med accenter mod det hårdt spændte, ligeledes lidt metallisk klingende trommesæt. Bassisten er rytmisk bundsolid og breder sig pænt over akkorderne. I centrum er selvfølgelig bandets frontmand, der anstrengelsesfrit synger fra hjertet, mens han vrider keyboardets pitch-shifter med musikalsk nøjagtighed for at få de tolv toner delt op i de arabiske skalaers flere kvarttoneintervaller. Der skiftes flittigt mellem tonebankens kor af trompeter, fløjter og strygere. Og selvom der absolut ikke er sparet på noget, bliver det ikke overdrevet. Det hele passer sammen og skaber afveksling og forløb i musikken. Det er driftssikker festmusik, ganske som lovet af bandets navn.

Man står foran en soldat med sit gevær og bekæmper krigen, men man er hjælpeløs, og så falder man bare død. Det er det, den handler om.

Houssam Zamzam, Quality Band

Efter koncerten taler jeg med Houssam, som fortæller mig, de skal videre til Aalborg nu for at spille en koncert mere og har derfor ikke så megen tid. Jeg når dog at spørge, om han har lyst til at sætte ord på, hvilke tanker han har haft med en sang, jeg har lært at kende få dage forinden via Houssam Zamzams Youtube-kanal, nemlig sangen Ya Allah Falastin: “Ja, det er en Palæstina-sang, som min far har skrevet, faktisk, i forbindelse med Gaza-krigen”, fortæller han. “Den handler om Gaza. Der bliver sunget en honnør til Palæstina, til dem der bekæmper besættelsen, til de mennesker der har ofret deres liv for vores jord, for vores land, som er besat. Og den beskriver, hvordan folk har det under krigen. Folk står foran en kæmpe tank og kaster med sten. Og de bliver bare skudt ihjel. Man står foran en soldat med sit gevær og bekæmper krigen, men man er hjælpeløs, og så falder man bare død. Det er det, den handler om”.

De lidt sørgmodige fraseringer hos Quality Band, som ofte er at spore i arabisk pop, får mig efter samtalen til at tænke over, hvordan kollektiv sorg og savn også kan komme til udtryk gennem festlig musik og blive en del af livets højtider, frem for at blive skjult af vejen for den gode stemning. Kunne man i traditionel dansk kultur lære noget af det?

Jeg nåede også at spørge Houssam, om de har spillet i City Vest før. Det kommer han i tanker om, at de faktisk har, til et eller andet arrangement herude for længere tid siden. “Men det var dengang City Vest var godt. Der var mange mennesker herude, og det fungerede rigtig godt. Også ude i Bazar Vest har vi haft arrangementer, faktisk rigtig mange koncerter.”

Kollektivt tab eller kulturel udvikling?

Inden Melodi Ghazal kl. 16 går vi en tur, P/A’s Alexander Julin og jeg, for at besøge Bazar Vest. Så langt når vi dog ikke, fordi Alexander, der har boet i Gellerupparken som sit første sted hjemmefra, har et nostalgisk moment ved hvert eneste hjørne. Vi når til et lille skur malet i lilla med navnet “Shoppen”, hvor en gruppe unge gutter hænger ud med en gigantisk rottweiler-pitbull uden snor, de ikke rigtigt kan få til at lystre. Vi går indenfor og får en sludder. Jeg spørger, om nogen af dem kender Omar Souleyman, der skal spille ovre i centeret senere. Én svarer, at han godt kender ham. Han har spillet på Roskilde, men han var der ikke selv. De fortæller, at en af festivalens arrangører også kom forbi og inviterede dem over, men at nu må vi lige se, når kiosken lukker, om de får tid.

Den lille kiosk hænger nu nærmest ud over en viadukts gabende ikke-sted, der deler boligområdet over, og man fornemmer en tomhed tilsvarende den i centeret. Der er noget, der har været her, men som ikke er der længere.

Bydelen har som følge af den omdiskuterede ghettolov allerede fået revet over 300 boliger ned, og Alexander fortæller mig om den store nye vej, der graver sig ned gennem Gellerupparken, at den i manges øjne tolkes som en slags strategisk måde at dele Gellerupparken over på midten og fysisk begrænse sammenhængskraften i kriminelle grupper. Den lille kiosk hænger nu nærmest ud over en viadukts gabende ikke-sted, der deler boligområdet over, og man fornemmer en tomhed tilsvarende den i centeret. Der er noget, der har været her, men som ikke er der længere.  

På vej tilbage mod centeret tænker jeg over, hvordan jeg blev tiltrukket af endagsfestivalen også for dens mindelser om 90’ernes rave-kultur i forladte industribygninger og den romantik, der følger med at re-appropriere en fejlslagen kapitalismes spøgelseshuse og feste i dem, som var der intet i morgen. Men kan man overføre disse måder at arbejde med tab og genopbyggelse af kollektivt håb til Centrum Vest? Eller hvilken rolle spiller festivalen egentlig i sin lokale kontekst?

Drømmepop, eufori og akavethed

Da vi kommer tilbage, spiller Melodi Ghazal en tålmodigt opbyggelig koncert med et langt introforløb, der får en del af de yngste publikummer til at falde lidt fra og i stedet rende ud på centerets gange og pjatte rundt med hinanden. Hendes sarte, venlige scenetilstedeværelse og opbyggelige popmusik virker godt på det resterende publikum, der enten griber koncerten med deltagende blikke mod scenen eller lukker øjnene og drømmer sig ind i musikken. En dygtig percussionist supplerer computer-tracksne med live-fornemmelse i slagene, der gør musikken vågen og tilstedeværende, og ubeskedne mængder chimes, der med en sukkersød prom-night-æstetik står perfekt til rummets blå tyl-dekorationer. Guitaristen skaber et råt landskab bag pop-produktionerne af sagte distortion, der giver lyden vidde og dramatik, mens Melodi Ghazals luftige vokal lægger sig flot som en tåge midt i lydbilledet.

Melodi Ghazal. Foto: Mathias Schønberg.

Eufori og akavethed med Omar Souleyman

I løbet af aftenen er der tegn i stemningen på en oprigtig gensidig glæde fra de forskellige deltagere fra hver side af Ringgaden ved at kunne feste sammen. Og forventeligvis også akavethed. Særligt til hovednavnet Omar Souleyman, som spiller en fuldkommen middelmådig koncert på den store scene på centerets torv. Han har ikke band med, men en DJ, der gemmer computeren med numrene bag en keyboard-opstilling. På et tidspunkt midt i et nummer vender den knap 60-årige verdensstjerne ryggen til publikum for lige at tjekke sin enorme telefon i et minuts tid, inden han igen vender sig mod publikum og bevæger armene i kom-nu-signaler til stor jubel. Det er publikum, der tilfører koncerten dens energi – og energi har de masser af.

Tusind mobiltelefoners kameraer er hævet i lysende homage, og når man ser op på centerets anden etage, der er omdannet til en tætpakket balkon, er der virkelig en følelse af at være del af et vigtigt øjeblik.

Bagest i publikum, hvor vi befinder os, står en del unge universitetstyper og danser ligesom til Quality Band lidt med armene over hovedet i bløde bevægelser på imiteret mavedanser-manér. I pludselige anfald af selvbevidsthed korrigerer de sig selv og skifter tilbage til almindelig stiv overkropsdans med armene bundet fast til hinanden ligesom mig selv. Alt imens gutter, der i dagens anledning har taget Omar Souleyman-solbriller på, svinger både kufiya-tørklæder og bedekæder over hovedet, og hvinende høje “lelelele”-råb breder sig foran scenen. Tusind mobiltelefoners kameraer er hævet i lysende homage, og når man ser op på centerets anden etage, der er omdannet til en tætpakket balkon, er der virkelig en følelse af at være del af et vigtigt øjeblik.

…Det er jo fedt at være her – jeg kender ingen, der taler arabisk. Jeg har ingen venner, der ikke også går på uni og er white.

fyr i publikum

Midt i euforien falder jeg i snak med en høj fyr i skjorte, pullover og en lækker sideskilning, der under koncerten hudløst ærligt betror mig: “Helt seriøst, det er jo fedt at være her – jeg kender ingen, der taler arabisk. Jeg har ingen venner, der ikke også går på uni og er white. Jeg ved ikke en skid om, hvad der sker herude”.

Et line-up sat sammen til at få folk til at blande sig 

Albert Helmig fortalte tidligere, at valget om at booke Omar Souleyman faldt som en overvejelse om at lave et program, der kunne tiltrække publikummer fra forskellige miljøer: “Han er et hovednavn i Gellerupparken, men han er et hovednavn, der har stået på rigtig mange festivaler også”. På samme måde, forklarer Albert, var det var vigtigt for ham og de øvrige arrangører ikke at ekskludere nogen ved at booke noget for lokalt til Gellerupparken til dagens tidlige program, hvor Dayyani og Icekiid spiller, inden der er curfew for personer under 18 år: “Det er bevidst, at der ikke er booket noget rendyrket Gellerup-hiphop til festivalen, for ikke at afskære nogle fra andre af den her type boligzoner i Århus fra at komme. Ikke at der er bander og grupperinger, men hvis vi havde Shooter Gang til at spille, ville det lige pludselig blive tydeligt, at det her var Gellerups arrangement, og vanskeligere for nogen fra f.eks. Århus Syd at feste med. Derfor valgte vi Icekiid ligesom som sådan en neutral ground. Det er fest og afrobeat og god stemning, noget alle kan være med på, og en artist der kommer udefra og ind. Så er det mere en Århus-fest på en eller anden måde”, forklarer Albert.

Det virker måske umiddelbart kontraintuitivt, at rapperen Icekiid, som er fra København, skulle være neutral grund i Gellerup. Ikke desto mindre går både hans koncert og den upcoming popstjerne Dayyani rent ind blandt især festivalens yngste deltagere, der udefra set virker mere vant til at feste sammen. Icekiid-hittet “ErruDumEllahvad” mobiliserer hundredevis af teenagere til at huje med, mens DJ’en trykker så flittigt på air-horn-knappen, at vi stadig har ringen for ørerne, da vi går fra den store scene. Bagefter taler vi med en flok drenge i tolvårsalderen, der ikke må komme ind igen. – “Det er ok, vi er også trætte nu alligevel. Icekiid var sygt fedt, selvom han havde et FCK-halstørklæde på.”

Klubstemning i Skoringen

Et højdepunkt på aftenen for os var helt klart den fest, der startede med den københavnske DJ og producer Muskila og fortsatte med flere navne fra festkollektivet Bukhar og folkene omkring community-radioen Fragment radio. Muskila bruger lyde fra sin kurdiske baggrund i sin medrivende klubmusik. Det er four-to-the-floor og næsten techno, men forrest i lydbilledet ligger akustisk klingende darbuka-tromme og skærende zurna- og mijwiz-fløjter med nærmest fortællende melodier og rykker musikken fremad. Der er en nærmest kampklar vilje i musikken, som får én til at rette ryggen på dansegulvet og en fornemmelse af, at vi danser hen mod noget – hvilket er en skøn afveksling til megen gængs klubmusiks mere statiske og meditative stemning. Senere førte Kuchulu, Malika Mahmoud og Paydar (og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke fulgte nøje med i, hvem der spillede i hvilken rækkefølge) stemningen længere mod højspændt, hit-baseret crowd-pleasing mashet godt op med deres egen lyd.

Vi veksler et par sene timer mellem denne fest og dunkel techno i en nu sortmalet Skoringen med stålbure sat op til rave-stemning. Det er Bjørn Svin, der debuterede som elektronisk musiker allerede tilbage i 1995, som spiller live sammen med den berlin-baserede techno-kunstner Peryl. Det er et dybt, mystisk og metallisk lydlandskab, de skaber, som lyder som indersiden af en ubåd. I mørket glemmer vi næsten, at vi står i et indkøbscenter, men når lyset en gang imellem blænder op i stroboskopet, fornemmer vi en underligt simuleret natklubstemning, måske på grund af arrangementets midlertidighed, der får det hele til at virke lidt som en kulisse og os selv som statister i den.

Men vi tænker også over, om festivalen på samme tid risikerer at levere legitimitet til ejendomsudvikleres håb om at kunne hæve områdets huslejer med ny cool kultur som tiltrækningskraft.

Da vi efter en lang aften tager afsked med City Vest og finder vej gennem nattetågen til bussen, føler vi os lette og berusede. Vi har hujet med. Vi har spist uforsvarlige mængder baklava og skyllet det ned i en uvant kombination med fadøl. Endagsfestivalen Centrum Vest skabte en ret enestående god mulighed for at blande sig på tværs af sociale forskelle i Århus’ byplan. Men vi tænker også over, om den på samme tid risikerer at levere legitimitet til ejendomsudvikleres håb om at kunne hæve områdets huslejer med ny cool kultur som tiltrækningskraft. Uanset hvad blev det en tur, vi ikke glemmer lige foreløbig.

Endagsfestivalen Centrum Vest fandt sted den 2. marts 2024 og var arrangeret af Aarhus Volume, Det turkise telt og Frontløberne.

Føljeton tilbyder en gratis prøveperiode på deres abonnement i 60 dage til Passive/Aggressives læsere. Abonnementet kan afmeldes når som helst, og der er ingen binding. Er du interesseret, så klik her.

Passive/Aggressive og dette projekt er generøst støttet af Tuborg Fondet, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og Koda Kultur / Dansk Komponistforening.