In Situ festival i Ørestad – genklang af en konstrueret by
Reportage og fotos: Mathias Schønberg.
Hvordan befolker man en festival i en konstrueret by som Ørestad? Og hvordan resonerer musikken med de store tomme rum derude?
Inden In Situ festival løb af stablen første weekend i maj i kælderen under Ørestad station, talte vi i Passive/Aggressive med arrangørerne Markus van Platen fra Simian og Lukas Danys fra Rewild. De beskrev, at de med festivalen forsøger at få musikken til at resonere med Ørestadens underlige, nærmeste dystopiske miljø. At Ørestadens miljø skulle genlyde i musikken, og musikken skulle give genklang i Ørestaden, må man forstå.
Ørestaden er en konstrueret by. Den er ikke opstået, men bygget. De fleste byer i verden er langsomt blevet til som en forening af havne, handelscentre eller andre sociale og økonomiske sammenslutninger, som efterhånden har gjort byen til den mest praktiske organiseringsform. Somme tider tænker jeg over, hvad arkæologer mon vil tænke, når de om 1000 år støder på rester af Ørestaden. Glaspartier, metroskinner og rester af billig beton i Amager Fælleds undergrund. Hvorfor lå der dog en by her? Hvad var anledningen?
Måske vil fremtidens arkæologer finde svar i Ørestadsselskabets bevarede arkiver. Der vil foregå et restaurationsarbejde af digitale fragmenter fra 00’erne, og de vil finde tonsvis af projektformuleringer og arkitekttegninger. På dem vil de se illustrationer af det liv, man forestillede sig Ørestaden rumme. Tegninger, hvor figurer af mennesker udspillede små hverdagssituationer mellem bygningerne. Stock-images af gamle mennesker, der sidder på bænke langs den kunstige å, og gennemsigtige billeder af børn, der leger uden en bold på græsset mellem de høje huse.
Der er et udtryk for netop disse mennesker, der optræder som stock-images på arkitekttegninger: Render Ghosts – digitale spøgelser, der går igen i vores illustrationer af fremtiden, uden nogen helt kender deres oprindelse. Nogle er rettighedsfrie billeder af berømtheder, nogle er tilfældige fotografier af mennesker i det offentlige rum, som nu kun eksisterer som gennemduplikerede spøgelser i tegninger af steder, der endnu ikke findes.
Når man er i Ørestaden, kan man føle sig lidt som et render ghost. Man udspiller en rolle for det bymiljø, arkitekterne har tænkt. Man går til og fra metroen ad planlagte stier, og man sidder på bænke langs den kunstige å. Man er aldrig del af en menneskemængde. Der er langt mellem en selv og de andre figurer. Og det er som, når man befinder sig i Ørestadens vindblæste gader, at den endnu ikke rigtig findes. Den er bygget, men den er stadig en illustration af en fremtidig by, som ikke rigtig vil ske.
Kunsthallen Simian, hvor In Situ festival fandt sted, ligger i en gigantisk cykelkælder under Ørestad metrostation. Ingen brugte alligevel cykelkælderen, ingen fulgte tegningen og opførte sig som planlagt, men smed i stedet cyklen op ad metroen i sidste øjeblik, som rigtige mennesker. Heldigvis har det betydet, at det der kultur, som man ikke rigtigt fik tænkt ind i tegningerne, måske passende kunne få til huse i den ubenyttede kælder i stedet. Og det er faktisk en fed lokation. Fra man går ned af to modsatstående betontrapper, breder et stort brutalistisk udseende, hvidt rum sig dybt ind under Ørestaden.
Simians samarbejde med Rewild om In Situ festival var første gang. Rewild har de seneste små fire år skabt en anderledes kunstnerisk ramme om klubmusik med deres fester på Basement og sat performance-kunstnere, live-musikere og dj’s sammen på deres cute plakater. Programmet for festivalen var således også en sammensmeltning mellem kunstmusik og klubmusik – bygget op lidt ligesom Berlin Atonal, CTM, Unsound og lignende formater, hvor man får lov at rave med god samvittighed efter at have spist sine vitaminer af mere koncentrationskrævende lyttemusik.
Der var både kompositionsmusik af navne som Moritz von Oswald (tidligere Tresor-producer og medskaber af Basic Channel og tysk dub techno; nu aktuel med værket Silencio) og dakkedak med navne som Kasper Marott. På In Situ var der i år blandet et par organiske strejf i mixet fra Barbro, Mija Milovic og Ilinx som velfungerende påmindelser om menneskelighed i et program ellers præget af langsomtvirkende eksperimenterende elektronisk musik.
Størstedelen af festivalens koncerter udgjorde et dystert elektronisk stof. Koncerterne kunne mange gange føles som en lang sammenhæng af elektrisk knitren, tomme hallers rumklange og posthumane lydlandskabers overskudsmateriale. Af de mest centrale koncerter i denne kategori var Lotus Eater, hvis 2022-album meget passende på denne beskrivelse hedder Plasma. En slags elektrisk luftart, som strøm der hænger i luften under højspændingsledninger. En fjerde tilstandsform af atomer, der ikke længere er bundet sammen, men spredt.
Når man gik ned i Simians kælder, var man med det samme omgivet af lyd, som spredtes fra det vanvittigt vellydende, quadrofoniske anlæg fra scenen som en plasma overalt i betonens uforudsigelige akustik. Der var intet sted, der ikke genlød. Jeg fandt mig selv vandre ret meget rundt under koncerterne og lytte fra forskellige punkter. Nogle steder lød det virkelig dårligt, og nogle steder var der sweet spots, hvor lyden og genklangen var uadskillelige og lavede sin uplanlagte musik. Arrangørerne havde rundt omkring i kælderen indrettet rumadskillelser af tung, sort tekstil som små kroge at sidde i – og sjovt nok spejlede denne indretning Ørestaden i sin måde at være udtænkt på forhånd som plan over, hvordan man befolker en ellers tom hal. Fordi lyden samlede sig som et uigennemtrængeligt mørkt stof i hjørnerne af kælderen, kunne man på ingen måder opholde sig i visse siddekroge. Ulideligt højt og dissonant overskudsmateriale, der føltes i kroppen netop som at stå under en højspændingsledning.
Langs en væg var en virkelig underlig videoprojektion, der kørte i loop festivalen igennem. I bunden af motivet et sæt togskinner, og så kom hvert minut et farverigt tog kørende ind fra en side hele vejen gennem rummet fyldt med gakkede dyr. En elefant, en kat, en kanin med røde øjne og en skæv giraf, hvis hoved slæbte sig efter toget. Det børnede motiv var besynderligt ukurant med festivalens lyd, men alligevel sagde det meget om festivalen. Da jeg så det for hundrede gang, begyndte det at give mening. Der var én af hver type gæst til festivalen, og alle var off på deres egen måde. Videoen af toget kørte faktisk langs de virkelige togskinner lige på den anden side af muren, og fungerede som en parallel til den måde Kunsthal Simiam blev befolket på – som en mærkelig ark af akavede eksistenser fra alle hjørner af skoven.
Toke Flyvholm, som er medarrangør og medstifter af Simian, fortalte mig tilfældigt under festivalen, at de i festivalens visuelle udtryk ikke helt selv havde “kunnet ramme Rewild’s cuteness”. “Det blev for ondt og for underligt”. Så i stedet spurgte de Steffen Jørgensen, som tidligere har udstillet i Simian. Og det var så passende, netop fordi intet passede, og dette fortalte hans gakkede ark præcis og tilføjede samtidig en genklang af latterlighed fremfor højtidelighed til den ellers ret så seriøse festival.
Men det var en svær festival at være til. Balancen og timingen mellem musik at lytte til og musik at bevæge sig til var vanskelig. På mange tidspunkter lå nogle publikummer ned foran scenen med lukkede øjne, mens andre stod og dansede. Vi befolkede den som render ghosts – spredt og lidt kunstigt. Eller som gakkede dyr, ét af hver slags. Arrangører måtte flere gange i løbet af de to aftener rundt og sige til folk, at nu skulle de rejse sig og ikke sidde eller ligge på gulvet længere. Og dér tog også de somme tider fejl, da musikerne så derefter begyndte en oplagt sidde/ligge-koncert for et stående publikum eller omvendt. Somme tider gik det altså ikke helt som på tegningen over festivalen.
Og heldigvis! For der var øjeblikke, der lod til at forbløffe både musikere og publikum – i hvert fald mig selv. Da den elektroniske kunstner HVAD gik på kl. 1.00 fredag nat, var folk efterhånden sultne efter at blive revet lidt rundt. Jeg har hørt HVAD, eller Hari Shankar Kishore, temmelig jævnligt de sidste (fuck!) 20 år, bl.a. fordi jeg er fascineret af, hvordan han har holdt fast i sit hvad. I begyndelsen var HVAD en erklæring af attitude: “Hvad? Skal vi slås?” med Albertslund Terrorkorps – og i de mange senere år har han gentaget sit hvad, men nærmest som et meditativt spørgsmål. Som et mantra i rituel gentagelse: Hvad egentlig? På alle måder et egentlig mere interessant spørgsmål end f.eks. et filosofisk hvorfor.
Og det var der, han begyndte på In Situ. Siddende på scenen i lotusstilling med turntables og bedeskåle, messende “Hvaaad?”. Men han lod til at forbløffes lidt af publikums sult efter gang i den og fulgte rimelig hurtigt efter. Og for første gang siden 2007-08 stykker hørte jeg ham pludselig spille sit gamle bhangra-mashup og fyre den af som en pirat-fest dengang vi var unge. Dog helt ude af kontekst med det unge og overvejende internationale publikum og helt uden genklang med Ørestaden, med i stedet med en fortid deromkring hvor Ørestaden blev bygget, og København så småt gik ind i sidste fase af sin totale forandring.
Det virkede som en svær scene for kunstnerne at være på. En kunstner, der greb det an med stor sindsro, var Aase Nielsen tidligt om lørdagen. Vi var i alt tre mennesker i publikum den første af koncertens to timer, og det lod slet ikke til at påvirke kunstneren, der altid er vidt omkring og til stede i musikken i København – ikke som et ego, men som en vibe, der eksisterer mellem projekter. Tilbage fra Synd og Skam-dagene og til alverdens producer-roller I bl.a. Escho-regi. Snarere end en koncert sammensatte hun et langt collage-værk, teknisk set et dj-set, af sjælden musik. Hun hev CD’er ud af en bunke og mixede dem en ad gangen efter hinanden, samplede, loopede, og bearbejdede dem til et langt sammenhængende stykke musik. Enkelte instrumenter var i fokus meget lang tid ad gangen. Strubesang, klassisk kontrabas, hypno-rock guitar (af Nazoranai, shazamede jeg mig). Og variationen fulgte tålmodigt koncerten igennem et fast mønster: Først blev et nyt stykke introduceret i sin rene form og gradvist bearbejdet til en ikke vellydende, forvrænget disintegration.
Det fik mig til at tænke på bunken af CD’er på scenen, på deres forgængelighed og tab af værdi over tid. Hvor mange gange har man ikke fundet en nettopose fuld af CD’er i et storskrald eller nær trådt i en på loppemarkedet under Nørrebro station, hvor de ligger spredt ud mellem gamle faxmaskiner og ødelagte rullekufferter? CD’en, som engang var en ny, højt værdsat funklende juvel, men nu et ridset stykke storskrald. Var Aase Nielsens koncert også en skærpet opmærksomhed mod de overskudsprodukter, der ligger og flyder i grøfter langs rastepladser og i Amager Fælleds undergrund af losseplads? Og vil arkæologerne om 1000 år have mulighed for at rekonstruere CD’erne eller de øjeblikke, hvor In Situ 2024 som nu ressonerede med Ørestaden? En by, der på mange måder er som CD-formatet – en anden tids idé om fremtiden, allerede på vej i ubenyttelse og forfald.
Det er vanskeligt for lyd at forplante sig i Ørestaden. Glasfacaderne skyder den fra sig, og motorvejen overdøver den. Og det er vanskeligt som menneske at finde måder at være i Ørestaden på. Det illustrerede In Situ på fineste vis.
