Jijikusanda x Bandom – At bryde ud af modersmålets lænker (interview)
Af Emil Grarup
Jijikusanda x Bandom debuterede i slutningen af august med LP’en “Kyopo”. Gruppen er et endnu spædt skud på det alsidige og efterhånden rimeligt robuste slægtstræ, som tilsammen udgør det København-baserede pladeselskab Visage, og som de seneste år har affødt en række bands, der har brudt grænserne for, hvordan især rock, hiphop og kammermusik kan podes med hinanden. I denne anledning har vi stillet bandet en række spørgsmål om albummets tilblivelse, dets gennemgående tematikker og betydningen af at skrive tekster et sprog, der ikke er deres modersmål.
P/A: Bare for en god ordens skyld: Hvem er med i Jijikusanda x Bandom? Hvordan er jeres bandkonstellation?
Jeppe: “Vi er fem mand: Alexander Weile på bas og leadvokal, Anders Meyer, Daniel Stadil og Yannick Svensson på guitarer og backingvokal. Jeg spiller trommer og synger ligeledes leadvokal.”
Daniel: “De tre guitarister er den del, man ville kalde Bandom, og Jeppe og Alexander på trommer, bas og vokal, som udgør den del, man ville kalde Jijikusanda.”
P/A: Såvidt jeg har forstået, er Jijikusanda og Bandom to separate grupper. Er der en historie bag samarbejdet?
Jeppe: “Alexander og jeg startede Jijikusanda som en duo, hvor vi optrådte med backingtracks og vokal og havde et mere elektronisk udtryk. Vi var på en lille turné i Japan, hvor vi spillede vores første koncerter i 2015, og spillede også en håndfuld koncerter i foråret 2016 som support for Bisse. Vi begyndte at spille med Anders, Daniel og Yannick i begyndelsen af 2016, da vi alle fem havde en gensidig inspiration i shoegaze og støjrock. Jeg tænker os ikke rigtig som to separate grupper længere, men det er rigtigt, at det startede vi med at være.”
Alexander: “Lige siden Jijikusanda startede som duo i 2015, har vi været glade for ordspil. Selve Jijikusanda er en sammentrækning af G Djeep, Jeppes soloprojekt, og Arekusanda, mit japanske alias.
Jijikusandas første koncerter i Japan og turnéen med Bisse var alle en form for karaoke-koncerter med backingtracks, videovisning og sang. Senere, da vi skulle spille livekoncert med band, fandt vi tre gode venner og guitarister til at bakke op om Jijikusandas musik som band. Heraf opstod Bandom. Siden har vi optrådt både hver for sig og sammen på forskellige scener.”
P/A: Hvordan opstod idéen til “Kyopo”, og hvilke temaer føler I selv er gennemgående på albummet?
Jeppe: “Den første idé, tror jeg, var at lave en EP med bare fire eller fem af de gamle Jijikusanda-sange på. Men så kom idéen med at lave en version af “Bleveð”, “Spell For the Life” og “O Carina”, og så var det blevet til et album. Temaerne i teksterne er ensomhed og længsel, arirang, fortvivlelse, frustration. F.eks. er “Bleveð”, “Spell For the Life”, “Der er noget ved dig” og “2015” alle sange, der behandler de følelser og temaer.”
Alexander: “Jijikusanda x Bandom har efterhånden eksisteret en del år. For nylig er Anders Meyer begyndt på Sonic College (musikuddannelse i Haderslev, red.) som lyddesigner, og som led i optagelsesproceduren ville han bruge nogle optagelser af vores band. Disse optagelser resulterede i så mange sange, at vi fik mulighed for at samle dem til en hel plade over et par studiesessioner.
Tematisk set kommer sangene meget rundt i følelsesregisteret. På den ene side findes der lette og blafrende sange som “Sjimpai”, der ønsker, at lytteren lægger sine bekymringer på hylden. Det næste øjeblik lytter man til et tungt track som “Bleveð”, der lydmæssigt syder af savn, mangel og bekymring. Venskab er også et stærkt tema, som f.eks. i “2015” eller “Der er noget ved dig”.”
Daniel:” Det startede, som sagt, som en form for studieeksperiment fra Anders Meyers side. Det viste sig at være et ret frugtbart set-up, og størstedelen af pladen blev optaget på en enkelt dag. Siden da har vi mødtes, om end forskudt af hinanden, for at lægge de sidste spor og rette til. Det har til tider været svært at planlægge øvere, fordi vi har boet i forskellige dele af landet. Det har resulteret i en noget uortodoks bandpraksis. Numrene opstår i momentet, når vi mødes (nogle gange én gang om året), og når det så sker, er det altid, som om musikken er et møde med en gammel ven. Musikken skaber en bro mellem disse afstande, længsler og det lyksalige gensyn, der brister ud i glæde. Her tænker jeg især på nummeret “Fokus”.”
P/A: Jeg har været meget fascineret af lyrikken på både “Kyopo” og First Flushs udgivelser (som to medlemmer fra Jijikusanda x Bandom også spiller med i, red.). Den formår at ramme en stemning eller nogle følelser, der virker enormt umiddelbar(e), samtidig med at den er skrevet i et højstemt, nærmest arkaisk sprog. En kombination, som jeg tænker er ret særegen i det danske musikmiljø. Hvordan er denne lyriske stil opstået? Hvilke inspirationskilder trækker I på?
Alexander: “Jeg forsøger altid at presse det danske sprog. I skolen lærer vi rigtigt og forkert dansk, og i Danmark er vi gode til at blande os og sætte grænser for, hvad der er ordentligt dansk. Det kan virke hårdt. Og begrænsende for éns udtryk og umiddelbare følelser. Jeg vil gerne bestemme over mit eget modersmål, så min måde at forme mine sætninger på kan ses i opposition til de begrænsninger. Det åbner muligvis for ordspil og måske højstemt sprog. Det er interessant, at det virker arkaisk, når vi prøver at forny sprog, men det skyldes måske også, at jeg er inspireret af mange forfattere.”
P/A: Hvordan har tilblivelsesprocessen omkring albummet været?
Alexander: “Det gik hurtigt: Fra første indspilning til udgivelse er der knap gået et halvt år. Faktisk indgår alle bandmedlemmerne også i et band med den japanske musiker Kousuke Takahara. I denne konstellation (som hedder Sehnsucht, red.) har vi lavet albummet “Over the Sea”, der har været over to år undervejs. Det udkommer i slutningen af oktober.”
Jeppe: “Ja, pladen med Sehnsucht lavede vi egentlig før “Kyopo”, men det har været utroligt nemt, at vi bare selv har kunne mødes i øvelokalet på Grønjordskollegiet og selv har kunne stå for hele indspilningen med Anders som tekniker og producer. “Over the Sea” indspillede vi hos Hasse Mydtskov i Odense, hvilket også var en fed proces og en stor oplevelse, men det krævede en del planlægning og transport frem og tilbage til Odense, når vi skulle mikse.
På “Kyopo” har Anders mest stået for mix af pladen selv, og så har vi mødtes et par gange alle sammen og snakket om det over nogle øl.”
P/A: I albummets pressemeddelelse beskriver I, hvordan I tænker det koreanske begreb “arirang” (en betegnelse for den ensomhed, man kan føle, når man er afskåret fra sine nærmeste, red.) som en grundfølelse eller grundtone, der løber igennem albummet. Hvordan tænker I selv, at dette manifesterer sig?
Alexander: “Sangen “Arirang” var Jijikusandas første sang på YouTube, og den befinder sig også i en ny version på “Over the Sea”, som vi glæder os til, at folk hører. Det er vildt, når der findes ord, du ikke har i dit eget modersmål, men som beskriver en følelse, som du virkelig kan genkende. Sådan tror jeg, vi alle sammen har det med arirang.
Ordet stammer fra Koreas (både Nord- og Sydkoreas) uofficielle nationalsang, som beskriver en kvinde, der går fra sin mand og bevæger sig over bjergpasset arirang. Manden er ensom, men i den dybe smerte er der også et håb. Inden 10 mil (十里) vil hendes fødder smerte af at gå så meget, at hun muligvis vender tilbage. Dette med ‘at gå’ og ‘at vente’ og tro på, det nok skal gå, hvis man fortsætter med at gøre, som man gør – det er gennemgående i sangene på “Kyopo”.”
P/A: I synger på flere af sangene på japansk, og albummets titel er på koreansk. Hvilken rolle har disse kulturer spillet for tilblivelsen af albummet? Og føler I, at det japanske sprog kan kommunikere noget, som det danske sprog ikke kan?
Jeppe: “Den japanske og koreanske kultur har spillet en stor rolle for vores band. Der er en stemning i det japanske sprog, og selvom jeg ikke forstår alle ordene i teksterne, men kun nogenlunde ved, hvad de handler om, så synes jeg, at mange af ordenes lyde har en længselsfuld og arirang-agtig stemning omkring sig. Det synes jeg især kommer til udtryk i “Spell For the Life”.”
Alexander: “Det er virkeligt spændende at udtrykke sig på et andet sprog end sit modersmål. Éns følelser udtrykkes på en ny måde i et nyt sprog. Jeg tror, at mange danskere kan nikke genkendende til dette med sprog som spansk, tysk og engelsk. Verden er bare så meget større end disse sprogs rækkevidde. Måske vi prøver at gøre folk opmærksomme på dette, særligt med fokus på, og udgangspunkt i, Japan og Korea.”
Yannick: “I legen med sangenes temaer, stemninger, sprog, i forhold til titler og termer for gruppen, orkestret, sangene og albummet, har der mere end en gang gjort sig dét gældende, at der optræder en form for forvirring. Også hos os selv. Forvirringen kunne have gået på, hvad der blev sunget, om det var, fordi det var et andet sprog, eller fordi effekterne kunne gøre det uklart; eller forvirringen kunne være faldet på vores enhedsbestemmelse, dvs. hvem vi er som band, gruppe, genrebestemmelse m.m.
Det er spørgsmål, vi har stillet os selv, og som vi i den grad også er blevet mødt med hos andre. Og besvarelsen har ofte måtte henlades til at bestå af de faktiske sange og stemninger, der bor deri. At beskæftige sig med forskellige kulturer, æstetiske former, mennesker, vidt forandrende stemninger, der er så øjeblikssituerede og personlige, at sproget ofte møder en væg, har alt sammen bevirket og bestemt, at den grundfornemmelse af forvirring og søgen efter mening heri, er blevet en forudsætning for at oplevelse og deltagelse i verden – og derfor ikke noget, vi skal slippe væk fra. For svarene på disse spørgsmål er umulige at fremsætte i fine, små, logiske læresætninger. Derimod kan oplevelsen af en form for besvarelse mødes i stemningerne, i melodierne, i lyrikken, som uafhængigt af deres umiddelbare sammenhæng, for os at se, forsøger at sammenfatte og spejle verden.”
Info: “Kyopo” udkom på Visage d. 31. august.
