Kanye West – historien om den højtstående slave
Af Alexander Julin
” Yeezy season approaching
Fuck whatever y’all been hearing”
(“On Sight”)
Kanye West kreerede med My Beautiful Dark Twisted Fantasy, hvad mange definerer som et mesterværk; de produktionsmæssige kvaliteter og idérigdommen rakte ligeså højt som Kanyes ego, der den dag i dag stadig stiger op i mod ozonlaget. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Kanye for længst har mistet fodfæstet, hvilket også indiskutabelt har været med til at bære ham ind i en isoleret verden af famøsitet.
Kanye har altid været mest relevant at høre inden for en kontekst af populærkultur frem for hiphop, og som fænomen har hans karakteristiske egomani derfor også været let at samle op for sladderpressen. Lyrisk set har Kanye også altid været velkendt for sin, pænt sagt, bemærkelsesværdige subjektivitet, hvilket også har været nyhedsstof for mere end blot musikpressen. Derfor er individ og værk også uadskilleligt, også når det kommer til Kanyes nyudkomne, sjette album, Yeezus, hvorpå der råbes endnu højere op. Men hvad har Kanye at sige i år 2013, og hvorvidt er der tale om en (selvudnævnt) talsmand for en udsat gruppe eller et offer for sin egen livsstil?
På MBDTF blev der (også) lagt op til den store selvdyrkelse, men til forskel fra Yeezus blev der både set indad og til en vis grad også undskyldt, hvilket bl.a. manifesterede sig i den eksplosivt patosfyldte ”Runaway”. Denne tiltrængte selvindsigt klædte både manden og pladen og blev i et mere etisk perspektiv især spændende, da det var med til at nuancere det (selv)opbyggede billede af Kanye West som overmenneske. Selvindsigten vejede dog aldrig op for den på alle måder uetiske egomani men tilføjede trods alt yderligere nuancerer til karakteren – igen, både hvad angår Kanye såvel som pladen.
På Yeezus, bliver der til gengæld ikke sagt undskyld en eneste gang, og pladen har også i langt højere grad et mere ensidigt lyrisk billede. Mens Kanye førhen sørgede over tabet af Michael Jackson (”All of the Lights”), sammenligner han ham denne gang kvalitativt med sig selv (og Gud) på ”I Am a God”, selvfølgelig dog med en form for ironisk tilbagetrukkenhed.
Storhedsvanviddet står altså alene, udelukkende belyst af Kanye selv og hans skinnende væsen. Derved ender det også i et dødt spor, når Kanye atter kaster sig ud i at være en frelsende – eller nærmere dømmende – talsmand i sagen om, hvorledes mørke mennesker er underlagt højerestående og kommercialiserede hvide. Temaet har til dels været en rød tråd for hele Kanyes diskografi til nu, men aldrig har det stået så klart, at manden ej heller selv har svaret svar. Når han endelig forsøger at udtale sig på andres vegne, ender det paradoksalt nok alligevel med at handle om ham selv. Dette kommer bl.a. til udtryk ved ”New Slaves”, et af de to første numre Kanye lækkede fra pladen ved sin liveperformance på Saturday Night Live:
“You see it’s broke nigga racism
That’s that “Don’t touch anything in the store”
And there’s rich nigga racism
That’s that “Come here, please buy more”
What you want a Bentley, fur coat and diamond chain?
All you blacks want all the same things”
Overstående citat er ligeså rammende for Kanyes egen materialistiske levestil og kan i forlængelse af resten af sangen ses som et klart udtryk for at føle sig truet af at blive holdt nede og kontrolleret – af penge, af mærker og af en industri der ønsker at bruge én til sit eget velbefindende. Men hvorvidt Kanye selv er frigjort dette, er dog svært ikke at stille sig skeptisk overfor.
Som med dette eksempel er Yeezus også i sin helhed en plade uden svar. De løse ender samles aldrig for Kanye, og det er som om, at han i særdeleshed ønsker at blive hyldet for alt det, han ligeledes naivt giver udtryk for at foragte. Det virker som det rette tidspunkt at konkludere, at Kanye West aldrig bliver hørt for sin egen holdning om den verden, han efter sigende selv er et produkt af, da han gang på gang blot peger absolut imod sin egen navle. Til gengæld virker det dog reelt at spørge, hvorvidt om ’Ye er fortabt i verden eller tabt i sig selv, i hans abnorme ønske om at blive hørt?
