Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – falsetfløde, hormonel eufori og kvælertag med vinkelsliber

Blog April 1 2016 deanblunt

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg i vanvittig subjektiv facon op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det forgangne kvartal. Dette tæller ikke gode ting fra slutningen af 2015, som jeg først fået lyttet til i år, såsom Diät, ML Buch, Woke, Here We Go Magic, Oneohtrix Point Never, Wand og meget andet godt. Det er bare ren kærlighed til det, jeg lytter mest til.

Her er mine highlights fra første kvartal af 2016. På gensyn i slutningen af juni!

Chris Cohen “Torrey Pine”

En af 2012’s i bogstaveligste forstand mest behagelige overraskelser var Chris Cohens debutalbum “Overgrown Path”. Nu vender den tidligere tour-guitarist i Haunted Graffiti, Deerhoof og Cass McCombs, endelig tilbage til det lille spotlys med en samling meditative psych-poprocksange. På “Torrey Pine” mestrer han igen det ubesværede og helt ekstremt nærværende, uden at det bliver sentimentalt. Mellow-musik af bedste skuffe. Albummet “As If Apart” udkommer den 6. maj på Captured Tracks.
OBS! Er man til Chris Cohen, bør man også virkelig unde sig selv at lytte til landsmændene i Surface To Air Missives seneste album, “Third Missive” udgivet på Olde English Spelling Bee i januar.

Puce Mary “Night Is a Trap II”

At kalde noise-musikeren Puce Marys albumforløber for mareridtsmusik er selvfølgelig at kondensere det groft. Men altså, titlen “Night Is a Trap II” lyder i sig selv som en gyserfilm, og lider man af dårlig fantasi, så prøv at bruge sangen som lydkilde, samtidig med at du ser traileren til den nye gyserfilm “Lights Out”. Creepy stuff. Sangen er et kompromisløst kvælertag med vinkelsliber-synths, militaristiske tøndebrag og Frederikke Hoffmeiers distortede galde, der kradser dejligt i øregangene. Albummet “The Spiral” er ude nu på Posh Isolation.

Babyfather “Shook/Motivation”

Normalt er vi vant til at høre Dean Blunt snakke-croone med sin herligt off-pitchede stemme. På de to tvillinge-sange fra det Arca-assisterede, eksperimenterende grime-projekt Babyfather er der nu noget mere straight-rappende over hans vokal, hvilket ligeledes klæder ham. Især “Motivation” er en sand fornøjelse med sine modsætninger: de molklædte klaverakkorder og de livligt rullende hi-hat-loops, vi kender fra den mere traditionelle trap-musik. Albummet “BBF Hosted by DJ Escrow” med det luksuriøse minisegway-albumcover, som du kan se herunder, er ude i april på Hyperdub, og Babyfather optræder på Jazzhouse under Distortion den 1. juni.

Whitney “No Woman”

Det er efterhånden virkelig sjældent, at amerikansk folkmusik får lov at krybe under huden hos mig. Jeg er måske uheldig, men oftest støder jeg på helt vildt generiske eller overnostalgiske hymner. Men det er, som om alle elementer magisk falder i hak hos den amerikanske gruppe Whitney, der tæller medlemmer fra det hedengangne The Smith Westerns. Det er et simpelt og smukt orkestreret nummer, falsetflødet ikke ulig Rhye, og sammen med Liss’ “Sorry” årets indtil videre bedste bud på baby-making music – hvis man altså ignorerer sangtitlen. Whitney har et album ude senere på året hos Secretly Canadian.

Animal Collective “The Burglars”

Med “Painting With” har Animal Collective skabt et lige lovlig overgearet album, som for det meste mangler den melodiske tæft og det kontemplativt udforskende, der har gjort så mange af deres tidligere album til store oplevelser. Men der er stadig enkelte påskeæg at finde på dette, deres 10. af slagsen. På “The Burglars” fungerer det topspeedede og overstadige på grund af Avey Tare og Panda Bears ekvilibristiske vokalduel, der udløser et kick af endorfin-eufori, som kun tager til i styrke i løbet af sangens korte varighed.

Choir of Young Believers “Græske”

På den danske hjemmefront har Bisse (især “Lidt mere og jeg brækker mig”) og Lust For Youth (især “Display” med Soho Rezenejad) virkelig været på repeat i dette kvartal. Men over et helt album hiver Choir of Young Believers stikket hjem som det nok mest gennemførte. Sangskrivningen er som sædvanlig imponerende, men også lydmæssigt totalt eventyrlysten – ikke mindst takket producer og lydmagiker Aske Zidore. En favorit er det otte minutter lange landskab, der udfoldes i “Græske”. Det starter med beherskede ambient-toner, som baner vej for lidt latino-muzak, før det hele slutter i et mini-rave med autotunet klagesang bygget på et rytmisk insisterende industrial-underlag.

This Heat “A New Kind of Water”

Og til sidst én fra gemmerne… Vi er nok en del, der har optur over, at This Heat er begyndt at spille koncerter igen i konstellationen This is Not This Heat og samtidig fået genoptrykt deres omfangsmæssigt beskedne bagkatalog. Det er ellers ikke meget, man har hørt til dem, efter en tredjedel af bandet, guitarist og sanger Gareth Williams, døde i 2003. Hans 1985-kassettealbum med Marie Currie, “Flaming Tunes”, er desuden et lille mesterværk (som ikke bare kan, men skal, lyttes til i sin fulde form).

Når det gælder hans oprindelige band, kan man dog ikke komme uden om deres andet og sidste fuldlængdealbum, “Deceit” fra 1981. Albummet er en labyrint, man gladeligt forvirrer sig ind i. Og så er pladen ældet med ynde til stor inspiration for en ny generation af progressivt tænkende bands. Hør bare, hvordan Viet Cong har tyvstjålet bandets guitarlyd (lyt eksempelvis til This Heats “Paper Hats” vs. Viet Congs “March of Progress”). Du kan læse mere om albummet snart på Passive/Aggressive, men hvis du kun har tid til et nummer, så er ’A New Kind of Water’ en god indføring til deres univers. Ildevarslende, pilskævt og samtidig drønmelodisk. Når vi taler produktionsmæssig og original sangskrivning, fås eksperimenterende rockmusik ikke meget bedre.