Passive/Aggressive

Kvartalets singler #22 – Knastør diktion, queer klubkollaps og Kjøller

Blog July 2 2021, af mikkelarre
Dry Cleaning: “more espresso, less depresso”

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange årligt bevæger jeg mig gennem udgivelserne fra det seneste kvartal og finder de nye sange (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat de dybeste spor i mig. Genremæssigt forsøger jeg at spejde i så mange retninger som overhovedet muligt men den røde tråd er altid den samme: ren kærlighed til det, der har sat sig lige i bull’s eye hos mig.

Dry Cleaning ”Her Hippo”
Britiske Dry Cleaning står for årets hidtil bedste debutplade fra rockens rige. Bag mikrofonen finder man kunstskole-uddannede Florence Shaw, som tilsluttede sig sin vens band under den forudsætning, at hun kunne slippe for at synge. Ved første lyt gør Shaws manglende melodiske diktion (lad os kalde hendes stil for deadpan digtoplæsning), at man naturligt retter ørernes fokus mod instrumenteringen, her især guitarens delikat dominerende tilstedeværelse. Der er diskrete nik til Wire og The Fall, og det hele er fermt produceret af maestroen John Parish (PJ Harvey, Aldous Harding m.fl.). Men efter få genlyt træder Shaws sande karakter frem, og man kan man slet ikke forestille sig bandet med en syngende sanger.

Således glædes man over de apatiske, humoristiske og sardoniske tekster, der leveres som små guldklumper, man kan tage med sig videre i livet. Højdepunktet ”Her Hippo” indeholder eksempelvis en fin, enkel leveregel i form af ”more espresso, less depresso”, selv om grundtonen i sangen er mere eftertænksom end dét. Kan man lide, hvad man hører, er det oplagte næste skridt at kaste sig over den lige så geniale sang og tilhørende musikvideo til ”Scratchcard Lanyard” – og derefter resten af albummet.


Misantrop ”The Latent Image”
Hvor Florence Shaw især peger fingre ad samfundets absurditeter, vender den Berlin-bosiddende dansker Nicolai Vesterkær Krog blikket indad. I løbet af syv sange på den konceptuelle albumdebut ”Reproaching the Absurd”, der er udgivet på britiske Opal Tapes, tager Krog lytteren med på en personlig rejse fra et natteklubs-præget liv i Berlin til en dagen-derpå hverdag præget af angst og depression og til sidst en form for genopstandelse fra den mentale udørk.

På åbningsnummeret galopperer de industrielle, synkoperede trommemaskine-beats sig ind på et frenetisk footwork-terræn, men efter små to minutter bliver sangen fortæret af en sværm af insektlydende rytmer og går midlertidigt i opløsning for at give plads saxofon og Krogs grumsede vokal. Få hele Krogs historie om albummet her.


Iceage ”Love Kills Slowly”
Jeg har en fornemmelse, af at jeg har tilhørt et mindretal, der ikke uforbeholdent har omfavnet Iceages udvikling mod et mere bredt favnende udtryk. Måske det er min evige forkærlighed for de mere aggressive afarter af rockmusikken, der gjorde, at jeg følte, jeg mistede et band, der som få på dansk jord så formfuldendt formidlede sønderrivende rock med et umiskendeligt element af fare.

Men nu æder jeg min gamle hat, kryber til korset og føjer mig til heppekoret. I hvert fald hvis de kan fortsætte med at skrive så flotte ballader som ”Love Kills Slowly”, der sammen med den intense ”The Holding Hand” dog også befinder sig i en helt egen liga end resten af albummet. Albummet er produceret af Peter Kember (aka Sonic Boom), men det er overraskende nok hans gamle frenemy i bandet Spacemen 3, Jason Pierce og dennes Spiritualized-soloprojekt, der med de himmelstræbende, bluesede kor og stryger-kompositioner her lyder til at have haft positivt afsmittende effekt.

Dette kan selvsagt være helt utilsigtet fra både Kembers og Iceages side, da de første antydninger af iboende ballader i bandet fandtes helt tilbage på Iceages anden plade, ”You’re Nothing” (2013), med den klaverbaserede ”Morals” . Så måske ”Love Kills Slowly” kun er en hidtidig kulmination på deres sangskrivningsevner. Hvad kan det dog ikke blive til med de stadig unge herrer.


og til sidst én fra gemmerne:

Povl Kjøller ”Spilledåsen” (1977)
Der kan være langt mellem snapsene, når det gælder børnemusik, som man som forældre selv kan få oprigtig optur over. Ud over danske ”Grønflammeskoven”, en af de første udgivelser på Tambourhinoceros, er det i hvert fald begrænset, hvad jeg er stødt på. Men så opdagede jeg et Povl Kjøller-nummer om en spilledåse. En knaldhamrende smuk, lille vise, der i en lidt anden kontekst og forklædning ville kunne være taget ud af Vashti Bunyans sødmefulde og livsbekræftende drejebog. ”En russisk spilledåse, hvad er der indeni? Hvad er det, den fortæller, den lille melodi?”. Det er jo lige til at tude af.

Andre opturssange fra kvartalet:
Assegai “In Monitored Balance”
Wednesday ”Handsome Man”
Low “Days Like These”
Tirzah ”Sink In”
Gojira ”Sphinx”
Mdou Moctar ”Taliat”
Faye Webster ”Cheers”
Shannon Lay “Rare To Wake”
Dean Blunt ”Sketamine”
Walt McClements “Thresholds (through a hole in the fence)”
Horsegirl “Ballroom Dance Scene”
Sharon Von Etten & Angel Olsen ”Like I Used To”