Kvartalets singler #23 – Ommøbleret r’n’b og brøl fra Marianergraven
Af Adam Thorsmark
Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man kan kalde en ekstremt subjektiv metode – op på de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Genremæssigt er der ingen grænser – og den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk.
Dette er mine highlights fra tredje kvartal af 2021. På gensyn, når året er omme!
Ydegirl ”Valley Song” + “Zodiac”
Både første og anden single fra hendes kommende album tyder på, at Andrea Novél har gang i en oplagt og gavmild udvikling, der forener en nyfunden frygtløshed for decideret melodisk sangskrivning med den samme snørklede og legesyge tilgang, hun har haft fra starten af sit Ydegirl-projekt. Om disse sange er betegnende for resten af albummet, finder vi ud af d. 15. oktober, når det selvtitulerede album udkommer på Escho. Indtil da: Nyd ”Zodiac”, der totalt ommøblerer, hvad der kunne være et ellers glimrende Aaliyah-agtig r’n’b-hit for blot at gøre det endnu mere genialt. Også ”Valley Song” emmer af originalitet på trods af det elegante kip med hatten til Massive Attacks hit ”Teardrop” – både til sangens stærkt genkendelige kantslag-rytme og til Cocteau Twins-sangerinden Elisabeth Frasers svævende vokalmæssige krumspring i sangen. Fed detalje!
Wednesday ”Cliff”
Det ville være nemt at tage den aldersdiskriminerende nej-hat på og småarrogant muntre sig over, at bandmedlemmerne i amerikanske Wednesday ikke engang var født i det årti, de tydeligvis har lyttet så meget til. Man kan også bare lade sig rive med af måden, hvorpå de fortolker deres talrige 90’er-rock-inspirationer – om det er Pavements slacker-toner, My Bloody Valentine fløjlsbløde støj eller golden era-Weezer med loud-quiet dynamik og duellerende guitarsoli. For Wednesday gør det med en ungdommelig inderlighed, så det aldrig føles som patetisk patentrøveri, heller ikke på indie-baskeren ”Cliff”. Det er alt andet end feinschmecker-musik, men jeg vil ikke skamme mig for at have skamhørt det her – næsten – all-killer-no-filler album den seneste måneds tid.
LLNN ”Desecrator (feat. Matt McGachy of Cryptopsy)”
Jeg tror ikke, jeg har hørt så fortættet en mur af sønderknusende guitar-distortion siden The Psyke Projects 2013-svanesang ”Guillotine” . Danske LLNN går virkelig til makronerne på sit seneste album, ”Unmaker”, med en omgang sludget dommedags-metal, der efterlader lytteren med en kæberasler af dimensioner. Og som om der ikke allerede var nok artilleri i kampvognen, så får bandet på misfostret ”Desecrator” back-up fra Matt McGachy, sangeren i canadiske dødsmetal-legender Cryptopsy, som lige gurgler den i hus fra et stemmeleje dybere end Marianergraven.
… og til sidst én fra gemmerne:
Blonde Redhead “Pink Love” (2004)
På albummet “Misery Is a Butterfly” trådte den New York-bosiddende italiensk-japanske trio endegyldigt ud af Sonic Youth-sammenligningsskyggerne med et vanvittigt velkomponeret album. Som det så ofte er tilfældet, opstod der også her stor kunst ud af stor smerte. Albummet blev til i kølvandet på sangerinde Kazu Makinos uheld, hvor en hest trampede på hendes ansigt og medførte en lang periode med operationer for at genskabe ansigtet og yderligere månedsvis med fysioterapi for at lære at synge igen. Dette mørkerum går naturligvis igen på albummet, men det medførte også en nyfunden æterisk lethed og med veldoseret inkorporering af klassiske instrumenter. Med andre ord, ikke ligefrem Sonic Youth.
”Pink Love” er en surrealistisk duet med guitarist og sanger Amedeo Pace, der med sin usammenlignelige røst tilmed slipper elegant af sted med nærmest at kopiere versakkorderne i ”Hotel California” senere i sangen. På album-efterfølgeren ”23” opretholdt bandet det høje niveau, men siden slutningen af forrige årti har de få albumudgivelser skuffet gevaldigt. Dog må man ikke snyde sig selv for ”Where Your Mind Wants to Go” fra den seneste udgivelse, EP’en ”3 o’clock” fra 2017. En sang så smuk, at man måske ikke bør dømme Blonde Redhead helt ude endnu.
Andre opturssange:
Marina Herlop “Miu”
Sofie Birch & Johan Carøe ”Nangiyolo”
Croatian Amor & Scandinavian Star “White Stone”
Astrid Sonne “Infirmity of Temper”
Geese “Disco”
Nala Sinephro ”Space 6”
Steve Gunn “Circuit Rider”
King Woman “Celestial Blues”
Indigo De Souza “Hold U”
Baby Keem, Kendrick Lamar “Family Ties”
MØL “Photophobic”
