Passive/Aggressive

Lydhør på en søndag – Udfordrende lydkunst i uformelle rammer

February 23 2017, af Alexander Julin

Flyer_februar_web

Af Alexander Julin

Lydhør på en søndag er et initiativ drevet af Anders Ørbæk (pladeselskabet Lydhør) og William Kudal (pladeselskabet Resonans), og handler om en åben og nysgerrig lytning. Koncerterne har hidtil (hovedsageligt) fundet sted i Øgadekvarteret i Aarhus (Lydhørs Garage), hvilket også gør sig gældende for første arrangement i 2017, d. 26 februar, der byder på koncert med Ursula Nistrup og Claus Haxholm. Lokationen vil dog variere og vil løbende blive offentliggjort op til de respektive arrangementer.

For mange er lydkunst muligvis udtryk for en slags fin-/højkultur, hvilket initiativet giver et bud på, hvordan man kan bryde med, ved at præsentere arrangementer i mere uformelle rammer. Derfor kan Lydhør på en søndag anses som ikke blot en platform for præsentation af smal og udfordrende musikkultur, men også som en frigørelse af lydkunsten fra de (mere eller mindre) akademiserede rammer, den ofte udspringer fra og opleves i.

Ursula Nistrup arbejder med øret forstået som ikke blot et organ til registrering og orientering af vores omverden, men også som et sanseapparat, der skaber mulighed for at åbne op for nye horisonter. Til søndagens arrangement vil Nistrup fremvise udvalgte værker og fortælle om sin kunstneriske praksis, hvorefter komponist (og forfatter, kunstner, etc.) Claus Haxholm (Assembler, Chx, Quest Removal, m.fl.) fremfører nye bearbejdninger og fortolkninger af Nistrups værker.

Foruden Nistrup og Haxholm byder de kommende arrangementer på bl.a. Sandra Boss, Niels Lyhne Løkkegaard, Jacob Kirkegaard og Morten Søndergaard. Intentionen bliver derfor (fortsat) at præsentere lydkunst i mere uformelle rammer.

Info: Lydhør på en Søndag – Ursula Nistrup + Claus Haxholm finder sted d. 26. februar kl. 14 (RVSP) Samtlige arrangementer er gratis, men kræver tilmelding via contact@lydhoer.net.

– Redaktørens note: Såvel William Kudahl som Claus Haxholm har tidligere bidraget med tekster til P/A.