Passive/Aggressive

Manuel Göttsching i København – Følelsesmaskiner, rockhjertet og den tropiske musikturisme

Feature March 17 2015 manuel

Af Nicklas Sørensen

Kong Gött er en tysk guitarkonge. Han kommer snart til København. I virkeligheden hedder Kong Gott ikke Kong Gött. Men Manuel. Manuel Göttsching. I min verden hedder Kong Gött dog Kong Gött. Han er jo kongen. I min verden. Min verden, som iøvrigt ligner virkeligheden. Som i virkeligheden ligner min verden. Ligner og ligner.

Kong Gött spillede engang i et syrerockende krautrockband, som hed Ash Ra Temple. En trio, som ofte afsøgte en bred, musikalsk favn af trippende, bluesy’e buldrende jamruter og skønhedssøgende, kosmiske ambientplatauer. Det var bandets bassist, Hartmut Enke, som fandt på navnet Ash Ra Temple. Navnet kan forkortes til bogstaverne ART. Navnet var et påfund, som udsprang af en tankerække funderet i Hartmuts interesse for esoteriske emner. Sådan er der så meget. Klaus Schulze spillede i øvrigt trommer på de første ART-plader. Klaus Schulze er også en slags konge. Ligesom Hartmut. ART og ART. Klaus og Hartmut.

Det første stykke musik, jeg hørte med Kong Gött, var “E2-E4″. Jeg var lige flyttet til København for at bo sammen med to brødre i en lejlighed. En aften kommer jeg hjem til lejligheden, åbner hoveddøren og bliver mødt af en høj musik, som jeg aldrig har hørt før. Lyden af “E2-E4″ står ud af den ene brors værelse. Det var da en interessant trance-musik, tænker jeg. Varm, blipbloppende elektronik og et tålmodigt, åbent rockhjerte dunker i musikken. Jeg lukker øjnene og finder mig selv i en mørklagt gymnastiksal. Jeg står i midten af salen, da jeg pludselig mærker, hvordan der bliver skudt spritnye bordtennisbolde ind på min krop. Hvor kommer disse bolde fra? Fra mørket? Gennem et vindue? Fra mørket gennem et vindue? Det føles sært pirrende at blive beskudt på denne måde. Han hedder Manuel Göttsching, siger broren. Aha, siger jeg og glemmer, hvad han lige har sagt.

Det er først et par år senere, da jeg for Gud ved hvilken gang (Gud ved det?) surfer apatisk rundt på internettet, at jeg igen støder på navnet Manuel Göttsching. Pladen hedder “Correlations”. Jeg husker ikke, hvordan jeg ender der – på youtuben, hvor pladens første nummer er uploadet. Nummeret åbner op for et dansevenligt og tilbagelænet diskogroove. Henover groovet hakker en stram funkguitarfigur igennem lydbilledet, mens et mildt rundtosset synthtema toner frem i det dybe register. Ikke værst. Jeg lytter til nogle flere numre fra “Correlations” og fanger snart min opmærksomhed i selskab med mine hænder i en intens søgning på ordene ‘Manuel Göttsching’ og ‘Ashra’.

Følgende er en selektiv introduktion til nogle af de plader og musikstykker, som min søgning dengang førte mig frem til. Plader og musikstykker, som jeg i en længere periode dyrkede med fryd og glæde. En periode med Kong Gött i Köbenhavn.

Følelsesmaskiner, rockhjertet og den tropiske musikturisme. Fire plader fra kongens katalog:

Manuel Göttsching – “Inventions For Electric Guitar” (1975)
Musikken på “Inventions For Electric Guitar” forløber som improviserende guitarinventioner, der inviterer til at træde ind på auditive felter af astralt cyklende appegiofigurer og kosmisk vuggende minimalisme. Alle lyde på pladen stammer fra en guitar. Den ‘rene’ elektrificerede guitarlyd og den distortede helteguitarlyd. Forskellige afarter af delay – og echobehandlet guitarlyd, der nærmer sig lyden af sekvenserede synthesizere. En guitarmusik, der peger i retninger af både Reich og Froese. I slutningen af nummeret “Echo Waves” brænder en stor rocknæve igennem på den auditive stjernehimmel. Alt er godt.

Ashra – “New Age of Earth” (1976)
På “New Age of Earth” møder vi Kong Gött i et varmt elektronisk klima. Åbningsnummeret “Sunrain” pulserer og ånder i repetitive og meget rytmiske synthesizerfigurer. Stemningen i nummeret er både mørk og lysende. Som at stå med spritnye kondisko på en græsplæne bag Rigshospitalet på en overskyet sommerdag og dagdrømme om pludselig genfødsel. Nummeret ”Deep Distance” bør også fremhæves. Det nummer synes at fremane en særlig post-olympisk-No Stress-atmosfære. Tilbagelænede og opløftende synth-melodier hen over en mild længelsfuld akkordprogression bestående af to akkorder. En stemning af storhed. Den storhed, som altid er på vej. I maskinerne, i menneskerne. Og hjerterne – disse store følelsesmaskiner, som virker i menneskerne. Ja, de virker. Altid.

Ashra – “Belle Alliance” (1980)
Kong Gött har allieret sig med nogle andre konger ved navn Harald Grosskopf og Lutz Ulbrich (Agitation Free m.m.), og det er således et fuldt band, der præger musikken på “Belle Alliance”. Kong Gött er komponisten bag størstedelen af numrene på pladen. Overordnet kan man sige, at kongen her vender tilbage til de mere konventionelle rockformer. Med caribiske marimbarytmer, en form for proto-slapbas og et yderst venligt, helteagtigt guitartema byder nummeret ”Boomerang” på et imødekommende musikalsk klima. Man føler sig nærmest indbudt til en Steff Houlberg-event, hvor der lanceres en ny type partypølse. Luftballoner, percussion-workshops og grills. ”Aerogen” er et andet og godt nummer, der fungerer som en slags auditiv air hockey (fænomenet ’auditiv air hockey’ bliver ikke uddybet her). “Aerogen” er båret af en insisterende, lettere stiv rytmik og rappe funkguitarer, der jager rundt i groovet indtil Kongens helteguitar sætter ind med en ”oppe at køre”-agtig, sejrende solo. En slags proto-electrorock for Formel 1-vindere. Pladens sidste nummer, “Mistral”, bør også nævnes. Dette nummer bærer på en luftig healer-Santana-stemning. Smukt lyder det.

Ashra – “Tropical Heat” (1991)
Musikken på ”Tropical Heat” blev optaget i midten af 1980’erne, men pladen blev først udgivet i 1991. Harald Grosskopf og Lutz Ulbrich assisterer endnu engang kongen ud i kildrende, tropisk musikturisme. Men på ”Tropical Heat” går Kongen hele vejen. Eller: Han bliver faktisk på vejen. Den syntetiske, musikalske vej, der går fra rockhotellet til det danseorienterede caribiske resort. Der er ingen vej tilbage. Så at sige. Der er kun vejen imellem. En statisk fascination af det digitale og eksotiske. Nogle lyttere vil måske fastholde deres opmærksomhed på mentale billeder af tomme krydstogtrestauranter og sygeligt milde, lyseblå T-shirts med delfinportrætter på, når de lytter til “Tropical Heat”. Men giver man slip på disse billeder, vælter det frem for bevidstheden med andre og ferske, mentale billeder fra et feriekosmos. Nummeret ”Don’t Stop the Fan” bør især fremhæves. Et groovy dansetrack, der med sin melodibærende spanske guitar og sit æggende, trompetlydende synth-tema indhyller lytteren i en længselsfuld, mørk og sensuel charterferiestemning. Denne musik virker både dragende og let tilgængelig.

Info: Manuel Göttsching giver koncert i København den 27. marts (RSVP). Nicklas Sørensen er guitarist i Papir, der i denne uge udsender “Live At Roadburn”.