Mens vi venter på Apokalypsen – Refleksioner over musikkens år i 2022
Af Andreas Korsgaard Rasmussen
Jeg er ikke typen, der bogfører min lytning. Alligevel ved jeg, at 2022 i overvældende grad har været præget af jamaicansk musik fra rundt regnet 1970-1980, eller mere præcist: reggae. The Abyssinnians, Burning Spear, Lee Scratch Perry, The Congos, Culture, Yabby You, Wailing Souls, Hugh Mundell, Count Ossie, King Tubby, Scientist, Horace Andy, Ras Michael – og så videre. Reggaens facisnationskraft lader til at være uendelig, og dens geniale, futuristiske og banebrydende brug af studiet var i min optik også et musikteknologisk kvantespring på linie med opfindelsen af guitaren eller computeren.
Man kan spørge sig selv, hvorfor det skulle være relevant med et nytårs-essay om gammel reggae, men det virkede ganske enkelt uomgængeligt, da jeg åbnede det blanke dokument for at skrive noter til en opsummering af året. Hvis noget prægede 2022, var det en i min levetid uhørt mængde dommedagsagtige begivenheder og udviklinger – og det burde nok kunne forklare hvorfor: Det er nemlig umuligt at overse, at alle disse kunstnere var komplet overbeviste om, at dommedag var lige om hjørnet. Faktisk så nært forestående at gruppen Cultures profetiske kæmpehit Two Sevens Clash piskede så intens en forventning op om datoen 7. Juli 1977, at skoler holdt lukket og folk blev inden døre. Det er roots reggaens altoverskyggende tema: Undergang og udfrielse, spirituel og religiøs dedikation i forventningen om apokalypsens snarlige komme.
I sin podcastserie The Strangeness of Dub teoretiserer Edward George, med hjælp fra Lacan og Deleuze, ikke blot over reggaens eskatologiske aspekter, men også over hvordan reggaen og dubbens strukturering af lyd peger på en slags musikkens underbevidsthed. En underbevidsthed som frembringes gennem udeladelser, og spejler fortielsen af de slavegjorte jamaicaneres traumer – og hvis ekkoeffekter og afgrundsdybe bas bliver en kunstnerisk bearbejdning af den afgrundsdybe rædsel og det afgrundsdybe Atlanterhav ved overfarten fra Afrika. George er mildest talt spekulativ, når han udfolder, hvordan han mener at eksempelvis King Tubbys grundlæggende abstrakte musik skaber betydning og mening, men samtidig åbner han for en diskussion, som føles ekstremt relevant her i starten af 2023: Hvordan kan man kunstnerisk behandle traumer og kriser på en fyldestgørende facon?
Ukrainske Zavoloka gav et bud på Amulet, hvor traditionelle folkemusikinstrumenter bruges til at etablere en historisk-musikalsk kontinuitet som en art bolværk mod Ruslands forsøg på at udslette ikke blot landet og dets befolkning, men også dets nationale identitet. Som hun skriver: “Plant the blossoming cherry tree in the funnel from the bomb on the heart.” Musikken bliver her, i lighed med reggaens anvendelse af traditionel afrikansk musik, til en måde at genvinde sig selv på, en anti-imperialistisk og anti-kolonialistisk strategi hvor svaret på ødelæggelsen er at bygge noget andet og nyt ud af fortidens nedarvede artefakter. Zavoloka har desuden startet platformen I Shall Sing Until My Land Is Free hvor man kan støtte Ukraine ved at købe musik doneret af internationale kunstnere som Merzbow, Ilpo Väisänän og Muslimgauze.
Silvia Tarozzi & Deborah Walkers vidunderlige Canti di guerra, di lavoro e d‘amore kredsede også om modstand og handling. Her revitaliserer duoen et udvalg af italienske folkesange som har rødder i arbejderklassens kvinder og partisaner under 2. Verdenskrig og handler om tab, kærlighed, voldelig undertrykkelse og politisk aktivisme.
I Danmark gjorde Francesca Buratelli med sin fragmenterede og højst personlige lyd på Battle Fatigue modstandsdygtigheden til et indre projekt, såvel som hun, med pladens titel, gav et godt bud på en samlende overskrift for hele 2022.
Aflyste turnéer, mental sygdom og panikslagne arrangører
Uden yderligere sammenligning i øvrigt kan man sige at (live-)musikken i 2022 befandt sig i den dybeste krise måske nogensinde. Flere år uden fysisk samvær og regulær koncertaktivitet bombede mange møjsommeligt opbyggede institutioner og organisationer tilbage til nul, økonomisk krise og smalhals tegner mere end dystert for alle spillesteder og festivaler. Næsten værst af alt har det skabt en vidt åben flanke til gigantiske musikaktører som Live Nation (et firma så enormt at den amerikanske kongres overvejer om det skal splittes op ved lov), der, med en strategi der bedst kan sammenlignes med en bundtrawlers, går benhårdt efter markedsdominans og ikke kerer sig om at efterlade ødelagte økosystemer i sit kølvand.
Noget af det mere nedslående i 2022 har således været hvor få, herunder også folk der ellers går op i musik og i bæredygtigt forbrug i det hele taget, der interesserer sig for hvordan og af hvem spillesteder og festivaler bliver drevet. At sætte sig ind i hvem der tjener penge på musik er teknisk og kedeligt, men også fuldstændig essentielt, hvis vi vil beholde et mindstemål af kunstnerisk og organisatorisk diversitet i vores musikalske miljøer. Udefra ser det måske ud som om koncertudbuddet er større end nogensinde, men set indefra peger efterårets historier om aflyste turnéer, angste og sygemeldte kunstnere og panikslagne arrangører, sammen med den tiltagende monopolisering af markedet, de eksplosivt stigende tour- og koncertomkostninger og et depressivt og sparsommeligt publikum, kun i én retning: På en musikbranche i en uhørt dyb og kompleks form for krise, som især for kunstnerne er eksistentiel, ikke mindst fordi den udstiller det grundlæggende problem ved de sidste års altoverskyggende fortælling om at man kan tjene penge på koncertaktivitet, når nu man intet kan tjene på streaming. Måske situationen står til at redde ved blot og bar viljestyrke, oplysning og kritisk forbrug, men det foresvæver mig ærlig talt at være mere sandsynligt, at alting kun vil blive værre, indtil det hele brænder sammen. Og så er vi tilbage ved apokalypsen.
Vi må tage vare på de musikalske økosystemer
En af reggaens musikhistorisk betragtet væsentligste særkender/særheder er, at ejerskabet over de enkelte kompositioner, numre og produktioner er så uklart. Ophavspersonen, i både kunstnerisk og formel forstand, er simpelthen svær at spore i musikkens ofte mange gange genbrugte og gensamplede elementer. Meget reggae og især dub består af rene palimpsester af instrumentspor og vokalstumper fra tidligere indspilninger, riddims uden egentligt ejerskab, hvorpå der kan bygges nye numre. Æstetisk betragtet er dette aspekt af reggae både unikt og vanvittig interessant, men som et forbillede for kunstneriske (sam-)arbejdsformer, føles det som en oplagt vej frem for musikken i 2022. Det er lidt af en kliché, men samarbejde, DIY, community building og fokus på det kollektive er den eneste vej ud af det morads vi befinder os i.
Gudskelov kan vi ignorere den kommercielle musikbranche som sådan, imens den stille og roligt selvdestruerer. Vi kan undlade at bruge penge på koncerter som alligevel i sidste ende lander i lommerne på amerikanske kapitalfonde, og i stedet kan vi støtte nogle af de mange små festivaler og arrangører, der på trods af elendigheden stadig findes, fortrinsvis på grund af dedikerede menneskers hårde og dårligt – eller slet ikke – betalte arbejde. Organ Sound Art Festival, Alter, Kornmod, Festival of Endless Gratitude, Mayhem, Fanø Free Folk Festival, Noisy Beehive, Den Anden Side, Øhavet, MINU, Uumphff, KoncertKirken, Frigjort, Badesøen, Klang, KUNE – og så videre. Det er alligevel her den mest interessante og øjenåbnende musik lever.
Musikmiljøer er andet og mere end æstetiske interessefællesskaber, det er også små samfund, som vi bygger i fællesskaber udgjort af kunstnere og publikummer, arrangører og frivillige. Nogle af disse findes blot for en enkelt time eller en enkelt dag, nogle eksisterer i årevis og føles som andre hjem – som alternative men mindst lige så virkelige familier. Måske vi – forståeligt nok – har taget de sidste mange års ekstremt store og forskelligartede musik- og koncertudbud for givet, men vi bliver nødt til at tage vare på de økosystemer som i sidste ende er dem, hvorfra musikken vokser frem, og som kan rumme os på måder, som resten af verden ikke kan.
Måske vores handlinger ikke forslår det store når det kommer til inflation, krig og klima – og nu er P/A jo trods alt en platform for musik – men det gør til gengæld en verden til forskel at høre og købe og skrive om nye udgivelser, at sætte sig ind i hvem der i sidste ende tjener penge på den musik, vi forbruger, at støtte små selvorganiserede miljøer, at tage til en koncert og at dele sin begejstring.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
