Minais B – Substansløse duetter
Minais B – “The Ghost Duets” (Anyines, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Den elektroniske musiker og komponist Minais B med det borgerlige navn Villads Klint har med sit nye album The Ghost Duets skabt et lidt underligt blodfattigt værk. Det efterlader mig dybt frustreret, for det virker ellers umiddelbart som noget, der er som skabt til mine specifikke interesser – spøgelser og introspektiv elektronisk musik – og det er et lydunivers som Klint gør brug af til god effekt på sit tidligere album, Quiet Bloom. Til trods for dette lovende udgangspunkt lever musikken desværre bare ikke op til sit potentiale, også selvom Klint på flere numre får selskab af andre musikere, som i princippet kunne være med til at løfte dem op.
Klint får i løbet af albummets spilletid selskab af tre musikere, der hver især bidrager med et akustisk islæt til den ellers meget elektroniske lyd. Victoria Mingot spiller citar på “Sweetcakes” og “Seeking”, Frederik Heidemann spiller claves på “Open” og “Open It More”, mens Jacob Marstrand Loyanae spiller solo tenorsaxofon på nummeret ”A Ghost Duet (Jacob’s track)”. Disse tilføjelser gør dog ikke meget væsen af sig, og er man ikke bekendt med deres tilstedeværelse på forhånd, så vil man som lytter sandsynligvis slet ikke lægge mærke til, at der er tale om analog instrumentering. Loyanaes saxofonsolo virker med sin 46 sekunders spilletid ikke som mere end et flygtigt intermezzo, der står lidt i stampe, og så hurtigt forsvinder igen. At disse akustiske instrumenter ikke rigtig formår at gøre større indtryk, skaber blot følelse af, at man lytter til et halvfærdigt værk. Ideer, der ikke har fået tid og plads til at udvikle sig til fuldkommenhed. De analoge islæt hverken udfordrer eller komplimenterer det elektroniske lydbillede. De er der bare.
Enkelte lysglimt kan man trods alt finde. Nummeret ”Seeking” har et simpelt hovedmotiv, der med kulørte melodiske rundgange og steelpans vækker mindelser om et gammelt videospil på en hyggeligt-melankolsk måde. Albummets sidste nummer, ”Commondance II”; der i lighed med det tidligere ”Commondance I” har en lidt mere energisk, klubbet lyd end resten af udgivelsens numre; gør brug af en virkelig besnærende dyb, elastisk garage’et bas, som virkelig kæler for øregangene. Man hører mange gode melodier i løbet af albummet, men desværre bliver man mestendels ikke budt på meget mere end det. Hvis man hører godt efter, kan man høre natlige naturlyde på ”Ghost Play”, men mikset lader ikke disse reallyde træde i karakter i forhold til den melodibærende synthesizer. Det samme gør sig gældende på ”Weeper”, hvor fuglefløjtene kan høres, men aldrig rigtig får lov til at blive en del af det større billede. Det ville have klædt flere af numrene, hvis der var blevet givet et større fokus på de små detaljer, så man ikke stod tilbage med en følelse af, at numrene mere eller mindre udelukkende handlede om de gode melodier.
Min største anke ved denne udgivelse er dog, at den ikke taler til mig. Ikke dermed sagt at den er utiltalende, for problemet er faktisk det stik modsatte. Musikken er kompositorisk set ofte for pæn, for ligetil. Den giver for meget mening. Ikke at man nødvendigvis kan regne det hele ud på forhånd, men man overraskes ikke. Når synthesizer-melodierne ændrer karakter, eller når numrene som helhed ændrer sig tematisk, sidder man ofte tilbage med følelsen af, at det var det korrekte, sikre valg, men ikke nødvendigvis det mest interessante. Der er en akut mangel på spænding i musikken, få overraskelser, nærmest ingen små, bemærkelsesværdige detaljer, der får lytteren til at stoppe op og genoverveje, hvad det er, de lytter til. Som i nummeret “Ghost in the Gel”, hvor synth-melodien, flankeret af steelpans og horn, pludselig gør et brat ophold, men derefter fortsætter i samme rille. En mulighed for at skabe spænding mellem et A- og et B-stykke, som ikke gribes. En lignende mangel på risikovilje kommer til udtryk i mikset, der ikke formår at fremhæve de mindre elementer, der trods alt er til stede, og som derfor ikke får mulighed for at gøre det indtryk, som man må formode, at det var tiltænkt dem.
The Ghost Duets er således et meget rammende navn til udgivelsen, for hvordan spiller man i virkeligheden duet med et spøgelse – et per definition substansløst væsen? Det har Klint måske formået, men gespensternes bidrag forbliver desværre uhørte i mine levende ører.
Info: The Ghost Duets udkom på Anyines d. 19. oktober.
