Mindre purisme, mere community – Interview med Group Therapy

Interview af Mathias Schønberg. Group Therapy har holdt klubaftener i fire et halvt år og er blevet en af de mest eftertragtede fester i byen. Men hvad er det ved deres måde at kuratere en fest på, der gør den så spændende for klubgæster? Det bad jeg Frederik Tollund fra kollektivet bag give sit bud på efter deres seneste fest med en af deres hidtil største bookings, Avalon Emerson. 

Hvis man skimmer Resident Advisor for events i København med elektronisk klubmusik en almindelig weekend, er der typisk 20+ muligheder på mere end ti klubber. Den tid, hvor man på Ved Siden Af rimeligt sikkert kunne indstille sig på 140 bpm-techno nedenunder og trance ovenpå, er forbi. I stedet er der et markant mere forskelligartet udbud af alt fra UK-rave-genrer, house, techno og fester uden subgenre. Særligt den sidste kategori, fester uden en egentlig genre, synes at dømme ud fra sidste Group Therapy at kunne noget særligt for folk. Men hvad er det særlige ved fester som Group Therapy? Og hvilken betydning har musikken for at gøre den det?

Der er noget fundamentalt queer i en klubaften, hvor musikken ikke har et stabilt center i en bestemt genre eller temperament.

Der er altid noget spændende ved fraværet af det forventelige. Det rum, der opstår, når vi ikke længere præcis ved, hvad det næste bliver. Men som regel doseres overraskelsesmomenter i balancerede portioner af forløsning og tilbagevenden til det, vi er kommet for at høre, og vi kan igen glide ind i den vedtagne stemning, de faste dansetrin og sociale koder, der følger med. Til Group Therapys fester er det lidt anderledes. Uden at det er helt gakket, tegner DJs lidt uden for stregerne, og leger gerne efter et langt techno-build-up med blot at fortsætte i det uendelige eller måske overraske med et Mariah Carrie-nummer. Der er noget fundamentalt queer i en klubaften, hvor musikken ikke har et stabilt center i en bestemt genre eller temperament. Du kan ikke antage noget om det næste, der sker i musikken – ligesom du ikke kan antage en stabil social orden. Den er fluid, og det kræver klubgæsters opmærksomhed og nænsomhed at bygge en vibe op om. 

Ud af Københavner-techno-saksen

En sådan aften var den sidste Group Therapy i København, hvor Avalon Emerson var booket – et ret stort internationalt navn på en stadig relativt hjemmelavet klub i København – Den Anden Side. Avalon Emerson holder mest til i L.A., New York og Berlin og mixer som DJ alle mulige former for undergrundsdance med pop, techno og eksperimental musik, mens hun desuden producerer egne numre i forskellige genrer med og uden sang. Hun er i 2020 udkommet i DJ’enes hall of fame med en DJ Kicks-compilation. Jeg havde været til flere tidligere Group Therapies, som har været afholdt med jævne mellemrum de sidste ca. fire år, men vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle forvente. Avalon Emersons måde at være ikke blot én ting gjorde mig nysgerrig på en anden måde end tidligere, hvor det mest har været Group Therapy medstifterne og resident DJs Carlo & Selma og stemningen, som nok bedst kan beskrives med det efterhånden ellers ikke så sigende tillægsord “cute”. Og faktisk netop det, at det ikke er så sigende, er det beskrivende ved det. Det er faktisk også op til dig, hvad der skal ske, og den kuratoriske intention fylder ret lidt. Der gives med et andet meget flittigt brugt ord “plads”.

Det samme gør sig gældende i den samtale, jeg efterfølgende havde med Frederik, der som del af gruppen og resident DJ i Group Therapy har været med fra starten. Han fortæller ikke så gerne præcis hvad festerne er, men mere hvad de giver mulighed for:

“Det er startet med venskaber. Det venskab, Carlo, Selma, Morten og jeg har med hinanden, er spiret ud af dansegulve, vi har været på sammen. De fester, vi godt selv kan lide at være til, er dem hvor der nogle gange kan opstå et nonverbalt sammenhold mellem mennesker, der kommer fra alle mulige forskellige baggrunde og udgangspunkter. Det gav os lyst til at prøve at skabe noget, som fejrede de forskelligheder. Og så synes vi, det er sjovt at prøve at udforske noget andet musik og se, om ikke den her rowdyness og intensitet, der hører til et rave, også kan ske med nogle lidt anderledes musikalske profiler.” 

Med andet og anderledes forstår jeg godt, hvad Frederik mener. Musik, man måske ikke for et par år siden ville forvente at høre til et technorave. Selv siger han:

“Repræsentation har altid været et vigtigt fokus for os. Både i hvem der er repræsenteret bag pulten, men også for at løfte nogle af dem op, der er vores gæster og community omkring festerne.”

“I starten, da vi begyndte at lave fester, sad København benhårdt i sådan en Københavner-techno-saks. Nu gør den det på en lidt anden måde, men for os var det vigtigt at booke kunstnere og DJs, der ikke nødvendigvis var så tydeligt repræsenteret på det tidspunkt. Repræsentation har altid været et vigtigt fokus for os. Både i hvem der er repræsenteret bag pulten, men også løfte nogle af dem op, der er vores gæster og community omkring festerne.”

En kæp i hjulet på dansegulvet 

Frederik Tollund er selv resident DJ i Group Therapy og har bl.a. et mix oppe på Berlins HÖR. Når jeg spørger Frederik, hvordan han selv vil beskrive den musikalske repræsentation, og hvad den gør for Group Therapy-festernes stemning og mulighed for at skabe community, forklarer han, hvordan en vis uforudsigelighed og ikke-linær progression i aftenen kan være med til at skærpe en fælles opmærksomhed.

“Der er nogle ting omkring den stemning, vi gerne vil frembringe, som opfordrer til interaktion mellem folk. Det må gerne være introspektivt, og det må også gerne være en hård rave-stemning, men der må også gerne være en venlighed og opstemthed i lyden. Og så elsker vi DJs, der har det totalt fint med at smide en kæmpe kæp i hjulet på et dansegulv, hvor folk står og har det helt øgle-agtigt grinderen, så alle pludselig bliver nødt til lige at stoppe op og rekalibrere.”  

Som eksempler nævner Frederik dengang Midland spillede Kate Bush i sit set, og sammen kommer vi i tanker om et highlight fra Avalon Emersons set, hvor hun pludselig spillede Prodigy, og jeg personligt rekalibrerede til at mærke et indvendigt smil brede sig fra øre til øre og en stærk lyst til at grine højt. Frederik uddyber:

“Prodigy er jo på en måde indbegrebet af sådan kast-øl-rundt-i-luften ekstrem rave-musik, men det er der også plads til på spektret, hvor vi også nogle gange er nysgerrige på, hvad der f.eks. sker, hvis vi spiller musik uden trommer? Kan vi spille et a capella-nummer? Ikke at der skal gå totalt back-spin, pull-up-vibe i den non stop, men mere sådan at udviklingen i aftenen ikke nødvendigvis er, at den mest soft DJ går på først, og så skal det bare blive vildere og vildere, men at det også kan lade sig gøre at slutte af med noget helt over-the-top diva-house efter lang tids hård, navlepillende basmusik. På den måde vil vi gerne skabe en sammenhængende stemning, hvor autopiloten gerne må pakkes lidt væk.”

Jeg spørger Frederik, hvordan den måde at kuratere dansegulvet fungerer til at skabe et “gruppe-terapeutisk” rum, hvortil han svarer:

“Der bliver plads til alle mulige forskellige følelser og måske nogle ting, der får ens krop til at bevæge sig på en lidt anden måde, og kræver, at man kigger op på en anden måde på dem, der er omkring en.”

“Jeg synes altid, det fungerer godt, fordi vi har et crowd, der vil hinanden det bedste. Der er noget tålmodighed og noget goodwill, som måske også kommer af, at der kommer noget nyt. Fremfor at man bare går i baren, så snart man hører noget, der lyder lidt kogt. Der bliver plads til alle mulige forskellige følelser og måske nogle ting, der får ens krop til at bevæge sig på en lidt anden måde, og kræver, at man kigger op på en anden måde på dem, der er omkring en. Jeg synes, vi begynder at leve meget godt op til navnet Group Therapy.”

Efter en kort tænkepause reflekterer Frederik videre:

“Altså ikke at der ikke også er et enormt terapeutisk potentiale i benhård industrial glumme-techno, og selvom der kan ligge nogle negative ting i ordet “eskapisme”, er der jo også noget enormt vigtigt i det. Men hvad der for nogle mennesker kan virke frigørende, kan virke begrænsende for andre, også i forhold til hvilke kulturer der ellers kan være begrænsende i forhold til køn og seksualitet. Så der kan være nogle kritiske elementer i at tænke over, hvad det er, vi må samles om. Hvad er det, vi må dyrke og være helt oppe at køre over sammen? Hvad er det for nogle ting, der må røre en på et emotionelt plan? Hvis der er nogen, der synes, at vores fester er fucking irriterende at gå til, er det måske også fordi, vi har lidt mindre frygt for at trykke på nogle lidt cheasy knapper og også synes, det er ok at spille nogle ting, som måske kan virke super uncool i en klub-setting, eller som måske ellers ikke bliver pushet superhårdt i rave-scenen i København. Måske. Og måske er der en queerness i at tillade flamboyance og være kritisk overfor nogle måske lidt maskuline normer. Men vigtigst af alt hænger det sammen med, at der er en dialog med dansegulvet og crowdet. Og derfor bliver vi også bare mere og mere nysgerrige på, hvad der sker, hvis vi booker nogle DJss, som er endnu mere villige til at tage nogle chancer. Hvad kan der så ske?

Avalon Emerson er en type DJ, hvor hvis man hører et enkelt track, kan det godt være, man ikke nødvendigvis tænker, at her sker der virkelig noget sindssygt, eller her er et typisk Avalon Emerson-track. Men lige så snart, du hører to eller tre efter hinanden, så opstår der et narrativ, en måde at binde numrene sammen på, og lige pludselig er der bare de her fingerprints over det hele.”

Fællesskab og samhørighed på klubben

Jeg talte i løbet af aftenen med dem, jeg mødte, om Avalon Emersons set og om musikken generelt, og også i dagene efter med andre, der havde været til festen. Deres ret forskellige reaktioner afspejler måske meget godt nogle af Frederiks pointer om, hvordan der til Group Therapys fester er nogle ting i musikken, som måske ikke har en stærk virkning på alle, men som fungerer stærkt for nogle. 

“OH MY GOD, THIS WOMAN FUCKING GETS ME!”

– gæst til Group Therapy

Min veninde, en ung type med stramt opsat hår og hæklet top i organiske mønstre, betroede mig bagefter, at hun ikke rigtig følte den: “Jeg ved ikke, jeg synes måske, det var sådan lidt kedeligt? Sådan lidt samey og lidt langt i det, og måske lidt for meget, man kendte i forvejen.” – Mens en anden veninde, en transkvinde, der netop samme aften fejrede sin 36-års fødselsdag, kom mig glinsende og begejstret i møde i udkanten af dansegulvet, netop da Avalon Emersons set var overstået: “OH MY GOD, THIS WOMAN FUCKING GETS ME!”. Selv havde jeg også lange perioder, hvor jeg måtte arbejde for at finde det interessante ved musikken og søge efter de steder i min krop, der gad fortsætte med at danse, indtil der pludselig skete noget nyt, der hev mig ud af kedsomheden og ind i både akavede og følsomme momenter. 

Frederik prøver selv at beskrive, hvordan han havde det med det:

“Jeg prøver at komme i tanker om, hvad fanden var det nu egentlig hun spillede? Men det er måske også ligegyldigt; hun er en af dem, der lader sig guide af, hvad hun kan mixe, uanset hvilken hylde det kommer fra. Og jeg tror generelt, at København er blevet sådan – at der er mindre purisme i techno og elektronisk musik. Der er flere, der søger noget, der handler om community og vigtigheden af et politisk dansegulv.”  

Jeg er nu ret sikker på, at der også er både community og politik i andre, mere genre-puritanske fester, men for Group Therapy lader det til at være det helt centrale. “WE DON’T PARTY WITH THE PATRIARCHY”, stod der på et banner fra DJ-pulten – og der er da heller ikke meget som iscenesættelsen af et afgrænset “WE”, der kan skabe samhørighedsfølelse i en fest. Men et “vi”, der ikke vælger genre, og som Group Therapy ikke som sådan vil definere, hvad er. Og det er der nok en pointe i.