ML Buch – Mediet som barriere
ML Buch “Fleshy” (The Being Music, 2017) – Anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Under aliasset ML Buch har Marie Louise Schou Buch med EP’en ”Fleshy” kreeret et overmåde vellydende og eftertænksomt dream pop-univers – dygtigt skruet sammen, velproduceret og selvsikkert udført. Der er ikke tale om et musikalsk nybrud, men det glemmer man hurtigt, når tonerne er så medrivende.
“Fleshy” driver af den slags retrospektiv melankoli, som de fleste nyligt udklækkede voksne vil kunne relatere til, og som opstår, når man konstaterer, at livet er anderledes, end det var engang. Ikke værre, bare forandret. Som Buch synger på ”Teen”: ”The teen you once were, is a stranger now.”
Buch har på en længere tur til Japan indsamlet de reallyde, der danner grundlag for udgivelsens mange fine percussive detaljer. Det er i høj grad disse, der bryder det ellers traditionsrige univers, hvor særligt Cocteau Twins er svære at komme uden om. Visse steder spøger også Kurt Vile i kulissen, hvilket giver det bølget drømmende univers modspil i form af en række nærmest karikeret falliske guitarriffs. Som en af de første satsninger på Jomi Massages selskab The Being Music – der huser udelukkende kvindelige musikere og billedkunstnere – tilfører ML Buch noget vidunderligt subversivt til disse patriarkalske figurer.
Alligevel er “Fleshy” med sit lidt referencetunge lydbillede et oplagt offer for den beskyldning, at det hele er en smule ”sikkert”: Vi kender formlen, og den er fremført uden nogen slinger i valsen. Ved nærmere bekendtskab viser denne sikkerhed sig dog snarere at være en slags strømlining: en plade, der kan og skal én ting. For EP’en er ikke en musikalsk rejse; nej, på en sær måde er det, som om den ikke bevæger sig. Buchs vokal forbliver i det samme nærmest apatiske leje, instrumenteringen er mere eller mindre fastlagt fra begyndelsen, og sangenes længde bevæger sig aldrig over det radiovenlige. Alle roterer de omkring simple ideer: én melodilinje, et trommegroove, én tekstbid. Men forstå det ikke som en kritik, for i mine øjne gemmer udgivelsens vigtigste pointe sig her.
Flere gange mens jeg lyttede til EP’en, fik jeg fornemmelsen af, at Buch var i gang med at bekende sine mest intime tanker til mig, men at disse aldrig blev forståelige for mig, fordi de konstant blev tynget af at blive formidlet i sangform. Som om mediet konstant blev en barriere for samtalen og ikke midlet. Dermed bliver det, der ved første ørekast kan forekomme lidt ”firkantet” i udtrykket, til et greb, der faktisk forstærker pladens emotionelle potentiale. Et dybfølt forsøg på at række ud mod et andet menneske spærret inde i en tre minutters popform, et kunstnernavn og en iscenesættelse. Fanget i internetgenerationens korte koncentrationsspænd og forventning om kronisk underholdningsværdi. Ikke grundet manglende musikalsk og lyrisk formåen fra Buchs side. Nej, tværtimod er der tale om en meget elegant artikulering af nutidens mellemmenneskelige præmis.
Info: ”Fleshy” udkom på The Being Music den 8. februar.
