Moonrises – forfrosne og udsyrede måneskinssonater
Af Andreas Melchior
Moonrises fra Chicago har et helt særegent udtryk, men er alligevel svære at placere rent musikalsk. For nyligt udgav bandet sit andet album, Frozen Altars, hvor Moonrises giver sig i kast med progressiv spacerock, udforskende støjforvrængninger og folkemusik med okkult heksekraft.
Moonrises består af to månemænd og en enkelt -kvinde; Libby Ramers stikkende orgel veksler mellem nyligt afdøde Ray Manzarek fra The Doors’ improvisationspraksisser og Nicos dystopiske harmonium. Dommedagsstemningen på albummet Desertshore fra 1970 lurer i afkrogene, formørket af den samme besatte og monotone spøgelsesvokal, der leverer hymniske besværgelser. Steve Krakow, tilsyneladende også kendt under pseudonymet ”Plastic Crimewave”, bidrager med en dyb, chantende vokal og en guitar, der byder på eksplosiv fuzz og eksplorative rundture i wah-wah-land. Trioens lejlighedsvist tunge lyd opblødes af sammenkrøllede jazztrommer, serveret af Ben Baker Billington (selv hans navn emmer af jazz!), som letter stemningen, når det en gang i mellem går hedt for sig.
Frozen Altars bevæger sig rundt i monolitiske temaer i et postindustrielt ødelandskab, vakler forvildet ind i en truende eventyrskov, hvorpå intensiteten sættes i vejret og ender i et gedigent flip. Orgel, guitar og trommer skiftes til at agere anker, når musikken truer med at flyde fuldstændig ud i et altopløsende syreudbrud. Det er evig vinter i det golde, koldtonede lydlandskab. Numre som The Ivy Maze, Hungry Ghosts og Vanya er permafrosne akkompagnementer til en sort messe, ledt af en tvekønnet Nico med et dårligt trippende Doors som backinggruppe. Ofte dramatisk og af og til måske lige lovlig hektisk, men altid sært indtagende.
Frozen Altars er ude på Captcha Records nu.
