Mouth Wound – Ekstrem lyd som eksorcisme for sindets smertepunkter (interview)
Interview og fotosession med Trine Paaschburg af Kristine Haffgaard
Noisemusiker, vokalist og multiinstrumentalist Trine Paaschburg har opereret under kunstnernavnet Mouth Wound siden 2013, og hendes intense live-optrædener har givet genklang i det danske noisemiljø, såvel som internationalt. Efter en række DIY-udgivelser udkom albummet Nothing Will Belong to Us på det uafhængige italienske label Brucia i 2023.
Som Mouth Wound skaber Trine Paaschburg musik, der modigt udforsker, hvordan raseri og psykisk ubehag konkret lyder. Resultatet er interessant i sin insisterende afsøgen af selve stemmens grænsetilstande og ekstremer, såvel som chokerende i både det kunstneriske udtryk og tematik. Passive/Aggressive har mødt Paaschburg til en snak om hendes praksis og noisemusikkens potentialer i hendes øvelokale i en gammel industribygning på ydre Nørrebro
Støj renser hjernen
Mouth Wounds nye plade Nothing Will Belong to Us er et musikalsk krævende bekendtskab, fordi den er frisat fra traditionel sangstruktur og genreforventninger. I stedet er det en lytteoplevelse, der bevæger sig vidt omkring i sindets snørklede smertepunkter. Dronede lydflader, ambiente passager, dyb, rumlende støj og repetitive loops danner et dystert fundament, der suppleres med en vokalpræstation, hvis spændvidde er imponerende. Trine Paaschburg fortæller om fascinationen ved lyd:
– “Lyde har altid været noget, som har optaget mig i en vis grad. Jeg tror, det har noget at gøre med at der findes mange muligheder for at skabe en anden rum- og tidsfølelse, hvor man selv har kontrollen. Jeg har ofte svært ved at holde fokus på, hvor jeg befinder mig, og jeg fandt frem til, at den rigtige type af mættet lyd i et rum gør det lettere at være til stede på en måde, tømme hjernen for tankemylder og eksistere på et umiddelbart plan.”
Nothing Will Belong to Us er baseret på feltoptagelser af konkrete lyde, samt materiale fra Mouth Wound-koncerter de seneste to år. Det gør, at pladen har en meget organisk og umiddelbar kvalitet. Mens vi taler sammen i øvelokalet, demonstrerer Trine Paaschburg forskelligt gear; det er både en eksperimenterende og lyttende tilgang. Hun forklarer at processen med selve albummet har været at fusionere live materialet, der er opstået meget spontant, med feltoptagelser og sætte det sammen som mere strukturerede idéer. Målet var at undersøge egenskaberne ved harmoni og støj, sætte dem op mod melodiske elementer samt de muligheder, der ligger i en ekstrem vokal. Hvordan ved hun, hvornår et nummer er klar?
– “Nogle gange får jeg en idé til en ‘sang’ af en art, som jeg følger til dørs i indspilning, men oftest udvikler ting sig selv ved at lege. Live har jeg ikke faste kompositioner for tiden, men tager udgangspunkt i, hvad jeg har samlet af korte lydoptagelser, og hvordan de bedst kan manipuleres. Jeg ved aldrig om noget er klart, der er ting der føles umiddelbart rigtige, og idéer der viser sig ikke at virke live efter et par forsøg. Jeg har accepteret, at der aldrig er noget, der er færdigt”, fortæller Paaschburg.
Lyd med grader af abstraktion
Hver eneste dag er vi omgivet af lyd, som vi ofte oplever som ubevidst baggrundsstøj. Der ligger en form for iboende selvmodsigelse i noise-musik, da “støj” jo pr. definition er uønsket lyd, der nogen gange er ubehagelig, mens “musik” ofte (men ikke altid) defineres som noget velordnet og smukt. Er der særlige steder, rum, maskiner eller værktøj, der er specielt fascinerede for Trine Paaschburg med deres lyd?
– “De sidste par år har jeg beskæftiget mig med at optage lyden af bus- og togture, senere ventilationsskakte, for at gøre de naturligt forekommende lyde mere bevidste på en måde. At optage noget “ligegyldigt” giver en følelse af, at man er vidne til noget, der skriver sig selv i realtid, selvom det bare er baggrundsstøj. Jeg er fascineret af at balancere det smukke med den uro, som støj eller atonalitet kan give. Det hele er lyd med grader af abstraktion. Det er lettere ikke at føle sig underlagt regler, når alt er tilladt. I den ekstreme ende af lyden er der god plads til det affektive og impulsive. Lidt som at kaste med maling i stedet for at overveje de strøg, man laver.”
Instrumenter og maskiner
Første gang jeg oplevede Mouth Wound på scenen spillede Trine Paaschburg på harpe. I Borrowing, åbningsnummeret på Nothing Will Belong to Us optræder en violin, der giver nummeret en snert af folk horror. Jeg spørger til, hvilken baggrund hun har som musiker: Hvordan har hun udviklet sig undervejs, fra de mange akustiske instrumenter, til det gear, som hun bruger nu?
– “Oprindeligt beskæftigede jeg mig mest med klassisk sang og klaver, men elskede fra start at manipulere med lyde i collagestil. At blive ved med at lære nye instrumenter har mest handlet om at holde det spændende. Jeg keder mig hurtigt, selv med ting, som jeg holder af. Min udvikling har været dikteret af at finde nye måder at udtrykke en eller anden sindsstemning på et givent tidspunkt. Bevægelsen fra det kontrollerede til det mere impulsive kommer fra et ønske om at kunne udtrykke noget uhindret, selv når det er svært at tænke sammenhængende. Lige for tiden opnår jeg det bedst med forskellige sammensætninger af effektpedaler med fokus på loopere og mixer-feedback. Jeg elsker, når der bygges et forløb op på det repetitive, der langsomt forvandles. Det skifter meget hvilke instrumenter, jeg har indover, men jeg inkorporerer ofte organiske lyde som violin, shruti og vokal, da jeg føler det komplimenterer maskinerne.”
Munden som et blødende sår
På Nothing Will Belong to Us leverer Trine Paaschburg en hjemsøgende sirenevokal, der med hvisken, skønsang og rasende furiehyl trækker lytteren dybt ned i et angstfyldt mørke under hverdagens genkendelige overflade. Teksterne er uafkodelige, for vokalen er konsekvent sløret af loops, ekko og rumklang. Det er ikke helt til at regne ud, hvad der er på færde, men alt virker sårbart, rastløst og uroligt. På fascinerende vis både blotlægger og skjuler den ekstreme vokalteknik. Oplagte beslægtede kunstnere er andre kvindelige ekstrem-vokalister som Kristin Hayder i Lingua Ignota-fasen, Pharmakon og uomgængeligt naturligvis pioneren inden for feltet Diamanda Gálas.Trine Paaschburg nævner da også Gálas, som en kunstner, som hun føler et en form for slægtskab til:
– “Kunstnere som Nico og Diamanda Gálas resonerer dybt med noget i mig. Jeg finder generelt stor inspiration i folk, der tør gå ud og eksperimentere med det, de laver. Genren er underordnet, når man kan mærke, at nogen virkelig har en drivkraft kreativt. Der skal også være en form for sårbarhed eller ærlighed i udtrykket, til et punkt hvor det ofte bliver voldsomt.”
I Mouth Wounds musik virker stemmen som et instrument i sin egen ret, fordi det register, Paaschburg mestrer, er så bredt. Samtidigt med at vokalen i al sin vildskab er brugt med en helt klar bevidsthed om hvilket udtryk, selve stemmens klang og leje skaber. Rent teknisk må det være krævende, og jeg spørger, hvordan Trine Paaschburg arbejder med sin stemme, og om hun er klassisk skolet.
– “Jeg har længe været optaget af kormusik, klassisk sang og arbejdet en del med det, men er senere skiftet til at undersøge forskellige former for udvidede sangteknikker. Der er så mange muligheder, der spænder fra det musikalske til støjende i stemmen, og det er et instrument, som man altid lige har ved hånden”, forklarer hun.
Der er noget næsten hemmelighedsfuldt ved Mouth Wounds musik, men samtidig fremstår den hudløst ærlig. Mange af de temaer, som Trine Paaschburg arbejder med, kredser om håbløshed, skrøbelighed og depression. Det gør mig nysgerrig efter at vide, om Trine Paaschburg oplever musikken som en form for agens, frisættelse eller et mulighedsrum.
– “Det, jeg arbejder med, er helt klart præget af en trang til at få afløb for noget. Det oversætter ubehagelige ting til handlekraft, og på en god dag kan det føles som en eksorcisme. Det giver frihed i øjeblikket. Dét alene er en motivation til at blive ved med at udøve noget musikalsk. Det giver mig det samme, som hvad jeg kan forestille mig, at meditation kan give.”
Month Wounds lyd er både gådefuld og mareridtsagtig grufuld. Hun skaber en oplevelse af intimitet og afstand på samme tid, idet der leges konstant med lytterens forventninger. Den personlige oplevelse af fortættet lyd som et rum, hvor hjernen slapper af, som Paaschburg beskriver som en del af hendes arbejdsproces, er genkendelig, hvis man lytter fokuseret til musikken. Særligt live kan noise være en voldsom fysisk helhedsoplevelse, også fordi lydniveauet tit er så massivt. Selv kan jeg bedst beskrive det som følelsen af, at selve kroppen nærmest ender med at vibrere langt ind i knoglerne. Lyden virker tranceskabende, frisat fra tid og sted. Nogle beskriver også, at de står med lukkede øjne til koncerter og visualiserer farver, former eller landskaber. Trine Paaschburg nikker genkendende til den oplevelse og fortæller:
– ” Det støjende er en god måde at gøre lyd fysisk på. Når høresansen bliver mættet, bløder det måske ind i de andre sanser. Eller der sker så meget i ørene, at de andre sanser holder pause. Vedvarende støj er ekstremt stimulerende, men afslappende, når det bliver gjort på en bestemt måde. Jeg vil gerne have, at intensiteten af en følelse oversættes. Hvordan det tolkes er subjektivt, men så længe en intention kan føles på en måde, er det godt. Det oversætter bedst når der er lidt smæk på lydniveauet.”
Noisemusik adskiller sig i sagens natur fra almindelig støj, i kraft af selve intentionen om at skabe eller forme støjen. Midt i den ukontrollerede og overvældende larm kan der findes en form for idé eller passager af en vis orden. I Mouth Wounds tilfælde undersøges psykisk ubehag i et dronende, kværnende rastløst lydlandskab af støj. Det er i høj grad en show it don´t tell it tilgang, hvor selve det kunstneriske udtryk afspejler dyb fortvivlelse og håbløshed. Det fremkalder et umiddelbart ubehag, der også overføres til det lyttende øre. Der er noget uigenkendeligt over den lyd, der er opstået, der ligger helt udenfor genre eller gængs forventning om struktur. Oplevelsen af frustration fortsætter i teksterne, der ligger udenfor det aflæselige, fordi man ikke rigtig kan høre ord, når der hviskes, synges, skriges i raseriudladninger eller sagte chantes. Det er et bevidst kunstnerisk greb, og teksterne er da heller ikke vedlagt pladen. Samtidigt er der ro at finde i at overgive sig til støjens eksorcisme, hvor de bevidste tanker ophører. Trine Paaschburg tør i sit arbejde slippe kontrollen, give fuld kraft til det spontane og affektive, og dermed dykke dybt ned i ubehaget. Måske ligger der en forløsning midt i håbløsheden, eller blot en følelse af ro og accept af et her og nu? Det er et fortættet lydbillede, der ikke er let at lytte til. Men også både modigt og veludført, så det opleves både vildt og vedkommende.
