Musik Til Mor – Virkelighedsfugt
Musik Til Mor ”Fakles” (Aftenrutine 2016) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Musik Til Mors nye udgivelse, ”Fakles”, er sært poetisk popminimalisme, der sensitivt registrerer små detaljer i et usædvanligt sprog. Albummet er bagmanden Rasmus Baks syvende udgivelse som Musik Til Mor på bare fire år. En imponerende produktivitet, selv om ikke alle udgivelser er fuldlængdealbum.
Det ville være uartigt at sige, at udtrykket ikke har ændret sig på de fire år, men på den anden side er det også en ros til Musik Til Mor, at projektet fra start har haft så klart et udtryk, der er Rasmus Baks eget. Ikke at det er unikt. Tværtimod er det så basalt, at det opløser sammenligninger. Det lyder umiddelbart som singer/songwriter, og måske i en tradition som Nikolaj Nørlund har dyrket herhjemme, men det er lige så relevant at pege på Frisk Frugts naivistiske lyd- og tekstunivers. Det er hverken eller. Musikken er, som Rasmus Bak selv bemærker i et interview, centreret omkring en klassisk popinstrumentering bestående af trommer, bas, guitar og sang. Men den er nærmest bevidst gjort anonym. Den er ikke-produceret. Ingen effekter.
Det minder på den måde om den popminimalisme, Young Marble Giants så dygtigt ramte med sit første og eneste fuldlængdealbum, ”Colossal Youth”, i 1980, og som Marine Girls også havde noget af på sine to albums, inden Tracey Thorn fokuserede sine kreative kræfter på Everything But the Girl. For ikke så mange år siden havde The xx succes med lignende sparsom instrumentering, men de kunne alligevel ikke dy sig for noget rumklang her og der for at skabe stemning.
Musik Til Mor er lyden af instrumenterne uden fernis. Og den simple instrumentering passer til de tilsyneladende naivistiske tekster. For det er tilsyneladende. Der er en stillen sig an, en bevidst simplificering af eksistensen, et forsøg på at holde verdens kompleksitet ude og den umiddelbare nærhed inde.
Eksempelvis er disse linjer fra ”Grå Himmel” på samme tid meget simple og indfanger en større bevidsthed om det at være:
“du går gennem vand
din hud skinner blankt
hold fast i dine ord
langs tvivlen vi alle går
atter en dag hvor vi skal længes mod grå himmel
vi hørte kun vore egne kroppe på grå himmel”
Ifølge førnævnte interview skrev han nummeret ”Virkeligheden Kalder”, nogle måneder efter en kæreste havde forladt ham, og hun – eller en, der ligner – er til stede i teksterne som et anonymt ‘du’ eller ‘hun’. Men det er ikke tudevers om en mistet relation; mere stemninger fanget af få, koncise sætninger. Hele teksten til ”Fest” lyder:
“vælter hinanden ind i os selv
de nye ruder
de kigger på
vores fødder flytter os rundt
bevægelsen på samme sted
du kysser dig
hen mod nattens sang”
Albummet optræder som et mindekartotek. Derfor passer Rasmus Baks fraværende vokal glimrende til indholdet. Ikke fordi han ikke er til stede – det er han, til stede i tanken, som om han forundres over sine observationer, mens han synger dem. Musikkens udtryk kalder på slidte, men kærkomne billeder som det at cykle i regnvejr en tidlig morgen eller vente på bussen en regnvåd eftermiddag eller bare regn på ruden, måske en utæt rude, det er i hvert fald noget med fugt. ”Fakles” er fugtig. Men der er virkelighed i de vandpartikler.
Info: ”Fakles” er udgivet på cd af Aftenrutine.
