Passive/Aggressive

Mythic Sunship – Buldrende fremtidsrock med trancefremkaldende impulser (premiere)

January 11 2018 , af mikkelarre mythic_

Af Simon Lund Pedersen – foto: Trine Pihl Stanley

Den københavnske kvartet Mythic Sunship udsender sin tredje LP, ”Upheaval”, d. 12. januar på El Paraiso Records. På pladen, som P/A i dag holder premiere på, fortsætter bandet sit doomkorstog gennem et tungt sonisk landskab, hvor atmosfæriske lydmalerier ubesværet bølger igennem en solid mur af tung drøner-bas og susende fuzz-guitar.

Mythic Sunship fortsætter, hvor de slap på sidste års ”Land Between Rivers”, og kaster lytteren ind i en bragende optur af lange kompositioner, der gerne krydser 10-minutters-mærket. Der er en klar rød tråd i pladens æstetik og struktur. Numrene udvikler sig langsomt, vokser sig stadig større for så til sidst at blive revet ned igen i atmosfæriske støjpassager. Men selv om der er tale om lange stykker med både intens stonerdoom og kosmisk smadderrock, fremstår pladen stram og velkomponeret.

Der er en solid balancegang mellem det højtravende og det skrøbelige, og uanset om man er til de lange rolige passager, hvor tålmodigheden bliver sat på prøve, eller om man er til de kaotiske støjsekvenser, er der altså noget at komme efter på ”Upheaval”, der er en flot og gennemarbejdet plade med højt til loftet, hvor det er svært ikke at falde hen i en trancelignende tilstand.

Info: ”Upheaval” udkommer d. 12. januar via El Paraiso Records.

Redaktørens note: Flere medlemmer af Mythic Sunship har tidligere bidraget til Passive/Aggressive.