Nazar – En sonisk skildring af sorg og sønderrivelse
Nazar “Guerilla” (Hyperdub, 2020) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Den nu 26-årige producer Nazar debuterede i 2018 med EP’en “Enclave” på Hyperdub. For nylig udgav selskabet hans debutalbum, “Guerilla”, der er en længere udfoldelse af tematikken og det soniske udtryk fra EP’en. Det er fristende at placere Nazar i forlængelse af eksempelvis Lotic og Arca. Men hvor disse kunstnere – og til en vis grad også deres praksis – er blevet indlejret i diskurser om køns- og identitetspolitik, er det en anden form for politisk kontekst, Nazar og hans musik trækker på.
Manchester-baserede Nazar har angolanske rødder og familierelationer, der har medført et intimt forhold til den angolanske borgerkrig. Hans far var general for selvstændighedsbevægelsen UNITA, der senere blev et politisk parti. Nazars musik tager hans generationers rødder og den politiske situation, der i så høj grad har farvet dem, og smeder en både militant og følsom musik ud af det miljø, som hans ophav har været forankret i. Det tematiske afsæt i krigen kommer eksplicit til udtryk på forskellig vis. Eksempelvis rapper Shannen SP bl.a. repetitivt og monotont sætningerne “guns in my hands” og “bullets in my chest” på “Bunker”. Og på “Mother” hører vi bl.a. hans mors erindringer om også at blive medlem af UNITA. Det er tilfælde som sidstnævnte, der gør “Guerilla” til et så åbenlyst personligt og biografisk forankret værk. Et værk, der formår at skildre det personlige i det politiske, og vice versa, i Nazars musikalske dialog med hans ophav.
Lydbilledet på “Guerilla” stemmer også overens med den gennemgående tematik, idet at musikken i adskillige tilfælde tager form af soniske bombardementer eller inkorporerer, hvad der lyder som klikkende pistoler (“Diverted”, “Bunker”, “Immortal”), og gør disse elementer til en rytmisk komponent, ligesom man kunne høre det på nummeret “Airstrike” fra “Enclave”. Men krigs-tematikkens åbenlyse aggressivitet bliver også komplementeret med både en form for vemodighed (“Retaliation”, “Mother”) og en dysterhed (“Why”, “End of Gueriila”) – sindsstemninger, som jeg betvivler, kan undværes hos noget kunstnerisk projekt, der forsøger at give en nogenlunde nuanceret skildring af krigen i dens traumatiserende og knusende væsen. Værket bliver derfor en sonisk skildring af sorg og sønderrivelse som to sammenflettede aspekter.
Variationerne i stemning og udtryk er en primær årsag til, at “Guerilla” som helhed står så stærkt. Det har stor betydning for, at albummet ikke bliver entydigt. Desuden er det også en nødvendighed for, at jeg kan tage “Guerilla” til sig i sin helhed. For værket er unægtelig en stor mundfuld på godt og ondt, der om noget efterlader én med en følelse af at være blevet sanseligt skudt sønder og sammen. Bredden af den stemningsmæssige palet er uden tvivl forudsætningen for, at værket er til at holde ud at lægge øre til (og vende tilbage til) som helhed – hvilket det i særdeleshed fortjener at blive hørt i.
Albummet fremstår som så meget mere end bare en musikalsk fortolkning af militære maskiner, der affyres og udtømmes, eller den frustration og vrede, mange har stået tilbage med på begge sider af de affyrede våben. “Guerilla” fremstår nemlig også som et perspektiv på, hvordan krigen kan påvirke menneskers liv i generationer derefter – for så vidt de vel at mærke har overlevet.
Info: “Guerilla” udkom d. 13. marts på Hyperdub.
