På længslernes Rothervej
Af Nicklas Sørensen
Ferske synthesizere, rockpatos og fundamental nostalgi er grundlaget for en bekendelsesskriftlig introduktion til en af 80’ernes fineste eksponenter for den naive, europæiske inderlighed.
Kære læsere, Lad mig tilstå: Jeg har haft en affære. Ganske vist en uskyldig én af slagsen, men dog – en affære, som ikke vil slutte. Altså har jeg en affære. Hvad der startede som en flirt med det forbudte, er nu endt i noget så fatalt og sødmefuldt som en kærlighedsaffære. En affære med uskylden selv og dens mage, melankolien (deres fælles barn hedder Længsel). En utilgivelig og privat beskæftigelse, der har bebyrdet mig med synd.
Gentagne gange har jeg taget mig selv i at stjæle fra internettets mange digitale småbunker med årskort til synth-Tivoli. Gentagne gange er jeg blevet oppe til sent for at lade lyden af det forbudte strømme ud fra min bærbare computer. Den kan bedst beskrives som et mikrokosmos af polerede og følsomme synthesizermelodier, boblende digital-effekter, mekaniske, ikke-maskinelle trommer, euro-rock a la La Düsseldorf (men mere nostalgisk i sin grundstemning) og den reneste Fender Stratocaster-lyd. Skåret i salme-agtige vers-former blomstrer en instrumental musik frem i spændet mellem det sødmefulde og det triste. Det er banalt og smukt. Det er lyden af den forbudte ende af Michael Rothers bagkatalog. Fire plader: Fernwärme, Lust, Süssherz und Tiefenschärfe og Traumreisen. De åbner sig som et auditivt fotoalbum af følelsesmæssige stemninger, der tvinger mit sind til at vælge den mentale afkørsel til længslernes motorvej. Først her – på længslernes motorvej – bliver jeg bevidst om mit indre Rotherjeg:
Et evigt bankospil. Uskyldigt, men voksent. Vakuumpakkede kyllingehjerter. Voksensjov og midaldrende kvinder med dun på kinderne. Mine måbende barneøjne, der skuffede og konstaterende læser ordene nederst på sportscafeéns menukort: ”Du må ikke være med.” Billedet af en vanvidsagtig billedeffekt: En dreng med et non-distinkt ansigt (noieren!) og et hvidt sæt tøj holder et gammelt fotografi oppe foran et spejl. Fotografiet forestiller…et spejl. Arghh! Nå. Bom.
Kondivand og parforhold. Bolsjer og hudafskrabninger. Den nyansatte, unge aftenskolelærer. Fugt. Glansbilleder, skydetelte og en meget sort himmel. Engle og brocher. Bolsjestribede skydetelte. Bedstefar og bedstemor. Rulleteksterne til NRK’s tv-transmission fra OL i Lillehammer 1994. Sandheden i al sin VHS-sensitivitet (hvad er VHS-sensitivitet?). Tivolistænger og krydsord. Et mentalt lastbilfirma og en mindre samling af gamle fodboldvimpler gemt i et handskerum i slutningen af 1970’erne. Spøgelser og slik. Et meget ungt fodboldlandshold. 11 unge håb. Solsorte over fabriksskorstene, og det syn af himlen, der får det hele til at se ud, som om himlen er gået i stå, fordi himlen er grå. Sætningen ”Nu skal vi ud og køre i vores nye Toyota, ja vi skal ud og køre og holde ind på personaleparkeringspladserne ude ved landets mange fabrikker, og vi skal campere i et område nær ved disse fabrikker, ja vi skal så, og det er ikke sommer.”
Origamibåde (Pjerrothatte), småkager og populærspirituel litteratur. Mælk. Den nyansatte, gamle aftenskolelærer og hans længsler. Sætningen ”Døden er en konfettispruttende karrusel, hej hej!”. Salmesang i børnehaven. Sætningen ”Gud kører Folkevogn.” Fløjlsjakkesæt og tykt hår. Pudekamp, til vi segner af lykke. Sætningen ”Altså, det handler jo ligesom om at udnytte den tid man har, altså tiden, som er udstrakt i det liv man har, altså livet her på rastepladsen.” Hej mark, hej ko, hej skov, hej loppemarked, hej melodi, hej Michael, hej Jaki, hej synthesizer, hej bolsjebutik, hej uhygge, hej sange, hej barndom, hej voksendom. Sætningen ”På gensyn.”
Kærlig hilsen
Nicklas
AMBIENT FOR AFTENSKOLELÆRERE – FIRE FORBUDTE ROTHER-PLADER
Fernwärme (1982)
Med Fernwärme ruller Rother ind i 1980’ernes mørke. Ligesom på mesterværket Sternthaler (1978) bidrager Can-trommeslager Jaki Liebezeit med sit karakteristiske, monotone og nænsomt tøffende groove på flere af numrene. Numre, der tager sig ud som henholdsvis hjerteskærende instrumentale salmer båret af højtmixede guitar-og synthesizer-melodier samt rum med auditiv installationskunst og lyden af fjerne, digitale ambient-urskove. (tags: melankoli, fjernvarme, indeklima-konference, naivitet, Vinter-OL i Lillehammer, ”Digital World Agenda”, industri/natur)
Lust (1983)
På Lust tager Rother et skridt videre ud i 1980’er-æstetiske udfoldelser: På flere numre må centralguitaren helt vige pladsen for nye, ferske synthesizer-lyde som digitalt klokkespil og sodavands-arpeggios. Ligeledes er føromtalte Liebezeit-groove erstattet af programmerede beats med dåset rumklang. Det samlede lydbillede fremstår meget poleret, men lytter man til et nummer som ”Primadonna”, er det svært ikke at smile og lade sig overvælde af denne melodis naive, europæiske inderlighed. (tags: pop, sodavand, arpeggios, europæisk, aftenskolelærer-looket, inderlighed, melankoli, Kraftwerk er taget til børnefødselsdag)
Süssherz und Tiefenschärfe (1985)
Hvor de mere ”poppede sangstrukturer” prægede forgængeren, Lust, er Rother med Süssherz und Tiefenschärfe tilbage i det dynamiske felt mellem instrumentale salmer og ambiente strukturer. Dette felt opstår allerede i forskellen mellem pladens to første numre. Hvor åbneren – den moderlige, vuggende godnatsang ”Süssherz” – nærmest kan tage sig ud som en tysk, intim og instrumental udgave af Anne Linnets ”Forårsdag”, lyder ”Tiefenschärfe” som Kraftwerk, der er på skovtur med picnickurven fuld af kildevand. En plade, der i øvrigt emmer af nostalgiske klokkespilsmelodier. Glansbilleder og tabt uskyld. (tags: godnatsang, ambient, skovtur, kildevand, forårsdag, uskyld, voksen, det indre liv, glansbillede, spejle)
Traumreisen (1987)
Traumreisen er den sidste plade i den forbudte ende af kataloget. Den afrunder samtidig Michael Rothers virke i 1980’erne. Pladen er ikke lige så slidstærk som de tre foregående. Virkemidlerne er de samme som på Lust: kildrende klokkemelodier, mekaniske rocktrommer og lettere poppede kompositioner. Et nummer skiller sig ud som pladens højdepunkt, nemlig ”Gloria”. På denne instrumentale stadionrock-ballade får guitaren lov til at synge det store rockpatos ud, som kun den suistainede distortion-helteguitar kan gøre det. Det er smukt, inderligt og stort. (tags: helteguitar, sejr, klokkespil, kildrende mekanik, Digital World Agenda, stadion, rock, mildhed, storhed, ”Farvel til 1980’erne”, mørke)
