Passive/Aggressive

Mixtape: Paisley Underground

November 15 2011 The Rain Parade

Paisley-mønstret tilbageskuen anno 1982

De opfandt ikke den dybe tallerken. Slet ikke. Men i begyndelsen af 80erne rullede en bølge af bands ind over kysten omkring Los Angeles, der, trods det forfærdelige mærkat, de fik stukket på sig, skabte en række af 1980ernes bedste rocksange. Og albums.

De kendte hinanden på kryds og tværs. Grillede, chillede og surfede. The Bangs (senere The Bangles, du ved), Dream Syndicate, Rain Parade (hvis hoved-sangskriver David Roback senere dannede Opal, der blev til Mazzy Star), The Salvation Army/The Three O’clock, Green on Red. Sammen med The Jam’s mod-revival, var Paisley Underground-scenen et af de første beviser på, at ikke mindst 1960ernes eksperimenterende rock havde en levetid langt ud over de gamle vinyler.

Der er kommet mange afstikkere af netop sidstnævnte, men få bands har formået så klart at videreformidle tonen fra den første bølge, som eksempelvis Rain Parade og Dream Syndicate. Det er tilbageskuende, men i dag står deres albums som nogle af de stærkeste rockplader fra 1980erne overhovedet. Krydr det med et par afstikkere til loner-land (Bobb Trimble), britisk mod’ish revival (Mood Six, The Soft Boys, The Times) samt The Long Ryders’ country-rock, tænd for varmen, spis en burger, drik et krus tyndt øl. Og nyd det.

Paisley Underground Passive/Aggressive Mixtape, kompileret og forfattet af Husk Lynet, der spiller dette sæt torsdag den 17. november her.

Trackliste:
Bobb Trimble: One Mile From Heaven (short version)
Opal: Strange Delight
Dream Syndicate: Tell Me When It’s Over
Mood Six: Just Like A Dream
The Times: I Helped Patrick McGoohan Escape
The Soft Boys: Positive Vibrations
The Three O’Clock: With A Cantaloupe Girlfriend
The Vipers: Tears (Only Dry)
The Long Ryders: And She Rides
Green On Red: Aspirin
Bangs: Getting Out Of Hand
The Rain Parade: No Easy Way Down

Favorite People: Jesper Lidang over Atlas Sound

November 4 2011

I anledning af Atlas Sound ’Parallax’.

Læs det kronologisk.

Jeg ser det i øjnene, Hr. Cox, dagens virkelighed er min hukommelses område. Jeg husker hvordan, verden bruges, ja, og alt er, som det plejer, nu, hvor jeg vågner, efter endnu en opløsning. Jeg vælger kortvarigt at varme mig ved dette dagens bål, for derefter at vende det blege ansigt til, i dit navn, Bradford, til din ære, mens det surreelle liv billedstormer mine neuroner og skyller mit korpus ud med spildevandet – til havet:

• parallaxis

Varmt bad – med skvulp ind i det underbegavede – og dine blanke øjnes Sortehav – disse gule LEGOfantaster – der ridser på maven – som røde bjerge – og så væk – i mig – mit fuglelig – i træet i haven nær gaden, hvor du måske boede – kaster op – og sveder – ud over steder for mine forældres nedkomst(er) – for at fylde jordens og helvedets mælkekartoner med – mælk – det braiserede kartoffelslabberas tager til – ligesom søndagsstank og morgensang, når du mindst ventede det – du ville stå rank, men kunne ikke – på disse glatte gulve af feteret ærlighed – min kærlighed – og din – se: disse svømmende gadelygter – blinker kort og stagnerer – og du græder over det i dine fætres lårbensknoglehus – der rasler og vælter – og du siger: ikke mere pis! – bare kedsomhed og ensomhed – og denne ekstreme lykke – når du smager på signaturerne – dødsmaskeballets farvesuppe – søvnens persille – og dit lange hår, der løber – og løber nedad – langs ryggen – helt bagvendt i badekaret – ligesom vandet, som løber videre – mens jeg glider – og du ser bortvendt

Dette er en del af Favorite People, passive/aggressives gæsteskribenter i forvildelse og musikrus. Jesper Lidang er forsanger i The Rumour Said Fire. Parallax udkommer på mandag den 7. november på 4AD.

Favorite People: Torsten Larsen – På røven i spejlkabinettet (igen)

October 21 2011

Af Torsten Larsen

Jeg er stadig en smule i vildrede over sommerens pseudodebat, hvor Ralf Christensen og Erik Jensen røg i infight. Fronterne var trukket op med dagbladene ført an af Politiken på den ene side, Ralf Christensen og musikbloggerne på den anden. Der var lagt op til det helt store opgør. Men så løb det ligesom ud i sandet.

Mange havde travlt med at dæmonisere Erik Jensen, hvis eneste forbrydelse vel egentlig er, at han skriver om musik, som Carsten Werge kommenterer fodbold. Måske gik der hul på bylden for Politikens frafaldne læsere, som endelig fik en anledning til at markere deres utilfredshed med en avis, hvis kulturstof skrives af personer med professorater i flygtige til mellemkorte banaliteter (med Henrik Palle, ikke Erik Jensen, som skræk-/pragteksemplet), og som rammer lige ned i tomrummet efter den bratte afslutning på nullernes radicoolness-fest*.

*Moderskibet har det eftersigende fint igen, organet bløder stadig.

Indi(e)ana Christensen og jagten på den kiksede storebror

Men hvorfor gik Ralf Christensen, en af dansk rockkritiks klareste stemmer, i clinch med Erik Jensen, hvis emnefelt kun perifert berører Christensens? Hvis rockkritikken overhovedet kan ses som ét samlet felt i en kultur, der er eksploderet ud i alle retninger, så bør der være plads til alle, der har lyst til at ytre sig om noget som helst.

Læs resten

Dirty Beaches – Untitled Film Music Mixtape

October 18 2011

Dirty Beaches er super filmfan, specifikt David Lynch Det kan man høre, når man hører Dirty Beaches’/Alex Zhang Hungtais musik. Din tirsdag. Man kan måske med fordel skelne mellem musik, der er “filmisk”/billedskabende, for det er enten det vageste eller det mest meningsløse begreb. Alt musik og ingen musik er fvcking billedskabende. Men det er tempoet og romantikken og produktionen og citaterne (intertektuelle ref. fx.) til filmmusikkens hovedværker, der gør det til en filmfans musik. Han har lavet dette mixtape til selftitledmag.

Trackliste:

Xavier Cugat – Jungle drums (Film: Days Of Being Wild)
Connie Francis – Simony (2046)
Audrey Hepburn/Henry Mancini – Moon River (Breakfast At Tiffany’s)
Xmas Time Is Here (Charlie Brown Xmas)
Chantal Goya – Tu M’as Trop Menti (Masculine Féminine)
DNA -5:30 (Downtown 81)
Ennio Morricone – Driving Decoy (Diabolik)
Angelo Badalamenti – The Pink Room (Twin Peaks Fire Walk With Me)
Frank Zapper – Chunga’s Revenge (Happy Together)
Chopin/Wladyslaw Szpilman – Mazurka In A Minor (The Pianist)
Michael Nyman – Nadir (9 Songs)

Læs resten

JONAS MUNK – DREAMY SOUNDS FROM ODENSE 2001-2011

October 10 2011

Jonas Munk (Manual, Causa Sui, Limp) har lavet et mixtape til bloggen astranglyisolatedplace, hvor du også kan finde fulltrackliste og beskrivelse. Mixtapet er ikke lavet til p/a, men p/a anbefaler og ville ønske det var…

isolatedmix 21 – Jonas Munk: Dreamy Sounds from Odense 2001-2011

01. Rumskib: Love at first sight
02. Dorias Baracca: Silence
03. Limp: New Autumn
04. Syntaks: Shiftandshade Ahead
05. Scared Crow: I hate you too
06. Balloon Magic: Waking Up
07. Keith Canisius: Omorose
08. Ulrich Schnauss & Jonas Munk: In Odense
09. Manual: Saudade
10. Dead Sunday: Brotherhood
11. The Dove is Dead: Moth
12. Dorias Baracca: Shaky Dreams
13. Aerosol: Airborne

mixtapet er bragt efter samtykke med jonas munk

Favorite People #4: Börneblogger om The Embassy

October 7 2011

Jeg har vist mistet overblikket, men jeg ved dog, hvornår det er tid til at skrive: Når man ikke ved, hvor længe siden det er. Lige nu kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst spillede Subbuteo. Eller bare drak gin for den sags skyld. Du er savnet hernede, og jeg bilder mig ind (i et forsøg på at pleje mit ego en lille smule), at der er en lille chance/risiko for, at du også er ude på et sidespor, hvad angår en overdosis af nostalgi. Igen er det musikken, der har givet mig et praj.

Jeg har svært ved at finde den gyldne middelvej for tiden. Det hele bliver ofte for kynisk eller for emo. Ligesom musik gerne bliver enten for følt eller substansløst. Som så ofte før har jeg vendt mig mod vore svenske brødre, der kan være så befriende ligeglade: The Embassy! En duo, der er ret stor i hjemlandet men ikke herhjemme. Eller uden for Sverige generelt. Men de nyder en vanvittig respekt i elgenes land. Faktisk er Sveriges nok bedste pladeselskab Sincerely Yours (Air France, jj, ceo, The Tough Alliance, Memory Tapes) opkaldt efter én af deres sange!

Det var faktisk dig, der anbefalede mig Håkan Hellström i sin tid, og selvom de to ingenlunde lyder hen ad det samme, er der en forbindelse. Dét at kunne græde sit hjerte ud og alligevel lyde så upbeat. Det kan de kraftedeme, de svenskere. En kvalitet, der egentlig blev udforsket ret stærkt i 80’erne. En rendyrket hyldest til livet i form af upbeat katharsis.

Det er en form for ekspliciteret nostalgi, der leveres på sindrig vis, så man af og til tror, de alligevel er ligeglade; de har en tilgang, der grænser til noget næsten hedonistisk, men de overskrider aldrig denne grænse. Ja, de lyder sgu næsten arrogante nogle gange! Men nihilistisk kan man heller ikke kalde det. Det er langt hen ad vejen bare så befriende og careless. Men der er alligevel en forskel på careless og carefree. Denne forskel definerer de fint i deres eget lille univers. De er livsnydere, der ikke forsøger at prakke os deres sorger på, men i stedet hjælper os med at indse, at vore følelsesspektre ikke er så satans sort/hvide. Nu har man i årevis talt så meget om balancen mellem pathos og ironi efter det såkaldte ”kollaps” af post-modernismen. Men selv dét er egentlig sort/hvidt. Det herlige ved The Embassy er, at der ikke er nogen form for akademisme (den ladeste -isme) at spore. Det er hverdagsvisdom frem for skolet intellekt.

Min yndlingssang med dem er It Pays to Belong, og det bliver nok også din, hvis jeg kender dig ret. Muligvis et af den slags tilfælde hvor man stadig er gladest for den sang, man hørte først. Min storebror spillede den for mig, og allerede første gang lagde jeg mærke til linjen: ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.” Meget kært og sympatisk! Jeg håber, du giver den sætning videre, når du engang spiller sangen for nogen. Jeg foretrækker at se på den sætning på to måder: 1) Den naive romantiker, der næsten ikke kan tro det: Han har en sjælefrænde! Og hun er selvfølgelig meget mere end ham. Eller 2) manden med lidt mere (måske for meget) selvtillid har fået øjnene op for én, han er på bølgelængde med. Og så! Han bliver ydmyg, da han ikke længere kan overskue skønheden.

The Embassy er egentlig ret ligetil. Af og til så ligetil at man faktisk kan få brug for at slå hjernen fra og blot lytte for ikke at fortolke blindt. Dermed ikke sagt at der ikke er noget at føle (Achtung! Stadig ikke følt i dén forstand!). De har fanget noget, og det formår de at viderebringe; det er ikke falsk oplysning eller belæst + opblæst selvoptagethed. De er oprigtigt nysgerrige, fordi de kan holde en vis distance og har tid til også at være delvist ligeglade. Opslugt af lejlighedsvis og essentiel endimensionalitet.

Jeg genopdagede dem for nylig, og jeg blev nødt til at fortælle dig om dem. Nu giver jeg dig trygt videre til The Embassy og tre af deres lands- og åndsfæller, der har fanget samme udgangspunkt – inden for en lidt anden æstetik.

kh

Af Martin Hjorth Frederiksen, dedikeret musiklytter og blogger på Börneblogger.

– – – – – – – – The Embassy udgiver sit tredje album, “Life In The Trenches” om lidt på Service Records (ikke Sincerely Yours), som blandt andet også har udgivet Jens Lekman og Studio. Den svenske duo har kun udgivet to album i fuldlængde tidligere, nemlig “Futule Crimes” (2002) og “Tacking” (2005). – – – – – – – – – –

Favorite People #1: Bjørn Lange om Memoryhouse

September 16 2011

Den canadiske vidunderduo Memoryhouse har efterhånden spøgt under overfladen i nogle år. Med et par singler på hhv. Inflated og Suicide Squeeze samt den selvudgivne digital-EP ”The Years” fra 2010 har gruppen, der udgøres af den klassisk uddannede pianist Evan Abelee og Victoria Legrand-klingende Denise Nouvion på vokal, dog opbygget et solidt momentum og en hype, der via Stereogum, Pitchfork – the lot – i foråret udløste en pladekontrakt med ingen ringere end legendariske Sub Pop Records.

Ifølge bandet selv er en fuldlængdedebut at forvente Soon. Very soon, men indtil da må vi nøjes med det reissue af “The Years”, som udkom netop i denne uge, d. 13. september. Genindspillet fra top til tå og med to nye numre – “Modern, Normal” og “Quiet America” – fremstår EP’en, selv for fans af den oprindelige version frisk og relevant og giver i dén grad løfter om et band man skal regne med fremover.

Åbneren, “Sleep Patterns” er med sin støvede rytmeboks mest tro mod det gamle Memoryhouse, hvorimod “To The Lighthouse” er genskabt i en langsommere, mindre balearisk version, som ligger meget langt fra den svømmende, Washed Out-agtige original. Dette synes jeg personligt er en smule synd, så nye lyttere skal hermed også opfordres til at grave lidt i den stjernevrimmel af liveversioner, løsrevne sange, remixes, covernumre osv., som Memoryhouse med nænsom hånd har strøet udover blogosfæren og youtube gennem de sidste par år.

Og netop gruppens covers og remixes er faktisk en god indgangsvinkel til at danne sig et billede af den musik, de to unge canadiere begaver os med. Blandt førstnævnte finder vi på generaliebladet tre enestående versioner af hhv. Grizzly Bears “Foreground”, Jackson Brownes/Nicos “These Days” og sidst en svævende, klaverbåren “When You Sleep” af selveste My Bloody Valentine.

I remixkategorien har Memoryhouse primært arbejdet med dreamwaveprojekter som Mathemagic, Korallreven og Millionyoung og på nummeret “Lately” (som med den nyudgivne “The Years” nu er tilgængelig i sin fjerde version) har Evan Abelee formået at opbygge en hypnotisk drøm af en vuggevise over et evigt repeterende Jon Brion-tema. Memoryhouse må ergo siges at bevæge sig et sted mellem alverdens shoegaze, indiefolk og dreamwave, men skønt inspirationskilderne er klare, lykkes det dog alligevel gruppen at gøre sig fri af diverse genretøjler og fremstår med et aldeles unikt udtryk, som det kun kan anbefales at drømme sig væk i.

Dette er første afsnit af Favorite People. Bjørn Lange (ex-Death By Kite, Flag White) fattede pennen om en af sine aspirationer, Memoryhouse.

The Years (Full EP Stream) eller køb vinylen