Passive/Aggressive

Space Program – udforskning af forstandens endepunkt

Blog May 31 2012

Soloprojektet Space Program (alias CR Hougaard) udgiver selv cassetter og cd-r og har med sin anden udgivelse “Æthereal” cd-r fundet frem til en buldrende og gold soundtrack-inspireret noise med en masser droner og ringende guitareffekter. “Æthereal” er trykt i 60 eksemplarer, men er netop blevet tilgængeligt online på hans Bandcamp sammen med debuten “Space Program”. Formen hviler ganske rendyrket, det er en blanding af digitale og analoge effekter, og en stor del af tiltrækningen er den langsomme resignation.
Læs resten

En lille ø, en gammel gård, en smuk kyst og et monumentalt rod – Sejerø Festival vender tilbage i 2012

May 25 2012

Den spændende, unge, hullede, isolerede Sejerø Festival vender tilbage i august i år. Det fortæller musikarrangør Thomas Buhl-Wiggers i en mail. Sejerø Festival kan samtidig sætte første navne på programmet, som er specialimporteret til Sejerø uden om storbyernes firkantede venues, heriblandt finder man flere Passive/Aggressive favoritter. Sejerø Festival er et forsøg på at bygge et monument over en følelse.

EXCEPTER (US)  JAWS (US)  SAND CIRCLES (SE)  HEATSICK (UK/DE)  PER KRISTENSEN M. FLADT LANDSKAB (DK)  ICE CREAM CATHEDRAL (DK)  GALA DROP (POR)  DINNER (DK)  DISCOTEQUE PALMEN (DK)  FATHER MURPHY (IT)  MOKO (DK)  COYB (DK)  EUROS CHILDS (WL)  NORBERTO LOBO (POR)  +  TBC.

Hvad er Sejerø for et sted?
Thomas Buhl-Wiggers: En lille ø, en gammel gård, en smuk kyst og et monumentalt rod. Læs resten

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt. Læs resten

Revolutionen, som vi husker den

May 22 2012

Cloud Nothings-guitaristen Joe Boyer forklarede det efter koncerten. “Jeg ved ikke, om det var planlagt, men de havde ikke fortalt det videre til os andre,” med henvisning til bandets koncert på Pop Revo, hvor Cloud Nothings forvandlede et sæt med numre fra “Attack On Memory” (2012) til en halvtimes øredøvende improtube med feedback, uendelig guitarlarm og en klar markering af buldrende basgang. Årsagen var, at frontmand Dylan Baldi havde sprunget en guitarstreng og ikke kunne spille resten af sætlisten ordentligt, hvorfor han aftalte med bandets trommeslager, at de bare skulle improviserede sig ud af resten af koncerten ved at trække det syvende nummer ud til scenetidens afslutning – uden at fortælle det til gruppens bassist og guitarist.

Det er sådanne stunder, man vil huske, hvor musikken bliver mere end en oplevelse af scene, ritual, nummer-efter-nummer, skema og forudsigeligt. Swearing At Motorists fakede en falsk trommeslager og optrådte solo med publikum på scenen. Grimes samplede et fuck, da hun ikke kunne gennemføre sit sæt. Lower spillede sit første græsshow med solen i øjnene. Alt dette, bedre end at være til en regulær koncert.

Læs resten

Heatsick – søvndrukken elektrisk kropsmusik

May 21 2012

Heatsick (udgives på PAN) er Steve Warvick, endnu en kassettebåndsdude, der er/har været bosiddende i Berlin og er forfaldet til natlige, ensomme musikeksperimenter. Det er Casio og effektpedaler, og musikken er mere hypnagogisk (*søvnfremkaldende) end L.A. funky-glitchet, selvom den har begge dele. Ok, man køber sig ind i et af de der fællesskaber, hvor det foretrukne fonogram er kassetter, og der er vægt på det flippede (meditationer, manifest osv.) og eksperimentet (se billedet). Debutalbummet “Intersex” udkom i november 2011, men Heatsick har lige annonceret andet album “Deviation”, der er på trapperne. Læs resten

Urban Achievers – generation hardcore århus

Blog May 19 2012

Århusiansk hardcore har det godt, blandt andet på grund af koncertarrangørerne Klub Arrogant og Raum Eins, og demonstreret ved trouble makers i Urban Achievers, der trækker klare spor fra amerikansk hardcore punk i still med Black Flag og Minor Threat (og punk). Det er afstumpet med gode riffs og desperat vokal. De har blandt andet spillet med Cola Freaks, The Spits, Tumor Warlord og KVB m.fl. Urban Achievers har ikke udgivet noget endnu, men der ligger demoer på deres Soundcloud-side. Stilen, 1-2 minutters eksplosive numre: “Problem Child”, “Hipster”, “Dogshit Avenue”, “Generation Youth”, “Breeches”, “Led To Believe”.

Læs resten

Der er ingen som forstår De Høje Hæle

May 15 2012

Af Alexander Julin, musikskribent på Eventuelt.org.

Mit første møde med Hælene fandt sted i lyden af “Røvguitar” kort tid inden udgivelsen af “Skal Vi Aldrig Videre?” (2010)

”Gud han giver, og Gud han tager, Gud spiller røvguitar”, lød det, og jeg forstod ærlig talt ikke helt, hvad det gik ud på. Jeg kunne på daværende tidspunkt knap nok forstå om bandet var seriøst, og hvad de ville. For om end at det var punkrock, så fejlede mixningen og masteringen i hvert fald intet – det samme gældte vokalistens humør, der i bund og grund lød til, at have det meget fedt med det hele. Og så virkede det endda til, at det var meningen, at man skulle kunne høre, hvad der blev sunget.

Det skulle der lige tygges lidt på, og i dag synes jeg næsten, at det er en smule pinligt, at jeg ikke faldt pladask for bandet ved første lyt. For mens Gud spiller røvguitar, så spiller De Høje Hæle ustoppelig og charmerende røvballe-punk. Det er ingen ny ting eller en del af en bølge, men blot lyden af et band med så meget spilleglæde, at det skulle smeltes ned på lak. Læs resten