Passive/Aggressive

Audiodrome – G for Goblin

Blog November 17 2015 G for Goblin

Audiodrome – en serie af Simon Tornby

Jeg kan godt lide Goblin, fordi de er et af de få progrock-bands, som laver soundtracks. Min introduktion til bandet var – som de fleste andre, der kender bandet – igennem Dario Argentos film, hvor Goblins musik tilfører en helt særlig stemningsfuld dimension. Derfor fokuserer jeg her på deres soundtracks og ikke de andre udgivelser.

Bandet blev dannet i 1972 af Claudio Simonetti og Massimo Morante, og det har siden haft en interessant, men noget omskiftelig karriere. Goblin havde som udgangspunkt ikke i tankerne at blive et soundtrack-fokuseret band. Inspireret af deres helte i Emerson, Lake & Palmer, Yes, Genesis etc. havde de i stedet ambitioner om at være et stort navn inden for den progressive rock, der også i Italien var populær i 70’erne.

Bandet, der dengang hed Oliver, var rejst til London for at få deres store gennembrud. De havde tilmed en aftale med produceren Eddy Offord, der havde produceret for mange af deres idoler, men de blev tilsyneladende brændt af til fordel for en turné med Yes. Efter at have brugt alle deres penge måtte de vende tilbage til Italien uden penge og uden indfriede drømme.

Til deres held fik bandets keyboardspiller Claudio Simonettis far, Enrico, som var en kendt komponist for tv-produktioner, bandet i hus hos Cinevox Records, som var et af Italiens større pladeselskaber, der udelukkende udgav soundtracks.

At Goblin skulle komme til at arbejde sammen med instruktøren Dario Argento, var et heldigt tilfælde. Argento var i samme periode, som Goblin var startet hos Cinevox, på udkig efter et rockband til sin kommende film “Deep Red” – hans tilbagevenden til giallo-genren efter et par tv-produktioner og et flop i komediegenren. Argento havde tidligere etableret sig som en af bannerførerne inden for giallo med sin “dyre-trilogi”: “The Bird With the Crystal Plumage”, “Cat O’ Nine Tails” og “Four Flies On Grey Velvet” – alle tre med musik af Ennio Morricone. Samarbejdet med Morricone gik dog galt under “Four Flies…”, og de skulle først komme til at arbejde sammen igen 25 år senere på Argentos “Stendhal Syndrome”.

Til sin nye film havde Argento hyret Giorgio Gaslini, som han også havde brugt til sine tv-produktioner. Men dette samarbejde gik også i vasken, og Gaslini fik ikke færdiggjort soundtracket.

Argento havde en drøm om at få moderne rock med i “Deep Red”. Han havde under indspilningerne til “Four Flies…” kontaktet både Pink Floyd og Deep Purple uden held. Igennem Cinevox kom Argento i kontakt med Goblin, og de blev oprindeligt hyret til at spille Gaslinis kompositioner. Men efter at samarbejdet med Gaslini brød sammen, gav Argento Goblin en frist på under en uge til at skrive ny musik til filmen.

Resultatet var en blanding af Goblins progressive rock blandet med Gaslinis jazzede kompositioner. Goblins tema lå tæt op ad Mike Oldfields “Tubular Bells”, som blev brugt i William Friedkins “Exorcist”. Den hårde rock blandet med Argentos udpenslede og stiliserede voldsfilm var ikke set og hørt før, og filmen blev et stort hit. Soundtracket røg ligeledes på de italienske hitlister og solgte over 1 mio. eksemplarer i løbet af det første år efter premieren.

Efter gennembruddet med “Deep Red” fortsatte Goblin samarbejdet med Argento. Men hvor Argento spillede på velkendte strenge med “Deep Red”, og Goblin ligeledes akkompagnerede med en traditionel rockbesætning, fandt de sammen på noget hidtil uset og uhørt med næste film, “Suspiria”.

Argentos nye overnaturlige thriller blev matchet perfekt af Goblins eksperimenter med et væld af instrumenter som f.eks. tabla, bouzouki, moog og mellotron. Modtagelsen var dog umiddelbart ikke så varm som med “Deep Red”, men i dag står “Suspiria” for de fleste fans både som Argentos og Goblins bedste og mest innovative arbejde.

Efter “Suspiria” hyrede Argento som medproducer Goblin til at indspille soundtracket til George Romeros anden zombiefilm, “Dawn of the Dead”. Her vendte bandet tilbage til en mere traditionel rockbesætning og spillede med en hårdere lyd end tidligere. Men desværre forblev Goblins soundtrack kun intakt på filmens italienske udgivelse, “Zombi”, og blev beskåret og erstattet med anden musik på den amerikanske udgivelse – måske fordi Goblin ikke var kendt uden for Italien. Til gengæld blev Goblin i samme periode hyret til at indspille nye soundtracks til italienske versioner af importerede film fra udlandet, som f.eks. Romeros “Martin” (1977) og Richard Franklins “Patrick” (1978).

Efter “Dawn of the Dead” gik bandmedlemmerne hvert til sit (bl.a. startede Simonetti sin egen karriere som soundtrack-komponist), mens bassisten Fabio Pignatelli sammen med tommeslager Agostino Marangolo fortsatte med bandnavnet Goblin og indspillede en række soundtracks med andre musikere, hvoraf i hvert fald tre er nævneværdige: “Buio Omega” (Joe D’Amato, 1979), “Contamination” (Luigi Cozzi, 1980) og førnævnte “Patrick”.

Hvor Simonetti oftest regnes som bandets leder, er det bassist Fabio Pignatelli, som har været med på flest Goblin-udgivelser. Egentlig tales der om de tre “founding fathers” i bandet, nemlig Claudio Simonetti, Fabio Pignatelli og Massimo Morante.

Goblins tre fædre blev i 1982 genforenet af Argento, da han atter ville vende tilbage til giallo-genren med filmen “Tenebre”. Men bandet kunne ikke krediteres som Goblin, da Pignatelli siden det oprindelige Goblins opløsning var fortsat med andre musikere under navnet. Derfor blev de til “Tenebre” krediteret som Simonetti-Pignatelli-Morante. Musikken bar præg af Simonettis disco-tendenser og var mere synthesizer-præget end de tidligere soundtracks med brug af bl.a. vocoder i temamelodien.

Det ‘gamle’ Goblin blev gendannet i 2000 til Argentos film “Sleepless (Non So Honno)” og gik efter kort tid i opløsning igen. Bandmedlemmerne spiller stadig i dag, og der er nu fire bands, som er Goblin-relaterede:

  • Goblin Rebirth: Fabio Pignatellis projekt
  • Goblin (official): Massimo Morante, Fabio Pignatelli og det tidligere Goblin-medlem Agostino Marangolo (trommer)
  • Claudio Simonetti’s Goblin: Claudio Simonettis projekt
  • Cherry Five: Det mest perifere Goblin-projekt med Tony Tartatini (vokal) og Carlo Bordini (trommer), som spillede med bandet, da de hed Oliver

Playliste (Titel/film/instruktør/år):

  • “Suspiria” – Suspiria (Dario Argento, 1977)
  • “Profondo Rosso” – Deep Red (Dario Argento, 1975)
  • “Tenebre” (som Simonetti-Pignatelli-Morante) – Tenebre (Dario Argento, 1982)
  • “Strive After Dark” (under navnet the Goblins) – Buio Omega (Joe D’Amato 1989)
  • “Flood” – Contamination (Luigi Cozzi, 1980)
  • “Flashing” (som Simonetti-Pignatelli-Morante) – Tenebre (Dario Argento, 1982)
  • “Zombi” – Dawn of The Dead (George Romero, 1978)
  • “La Via Della Droga” – The Heroin Busters (Enzo G. Castellari, 1977)
  • “Wampir” – Martin (George Romero, 1977)
  • “Follie” – Patrick (Richard Franklin, 1978)

Diverse relaterede:

Goblins tre fædre (fra venstre: Massimo Morante, Fabio Pignatelli og Claudio Simonetti) sammen med Dario Argento (nederst), ca. 1982