Raquin – Musikalsk eufori i nye facetter
Raquin “Ariclone” (Janushoved, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Raquin er et af de nyeste projekter, der er udkommet på båndselskabet Janushoved. På mange måder ligger det i tråd med det væld af lo-fi synth-projekter, der er udkommet på selskabet siden dets begyndelse. Der hersker den samme enten vemodige eller euforiske grundstemning på tværs af udgivelsens numre, og den lydlige æstetik er fortsat umådeligt skrabet.
Projektets debutudgivelse, “Ariclone”, er dog ikke blot endnu en udgivelse fra Janushoved. Projektet fremstår særegent i lyset af Janushoveds øvrige diskografi, fordi den euforiserende spænding flere gange på uvant og uforudsigelig vis accelereres til nye højder.
Det gælder især åbningsnummeret “Him” samt titelnummeret. I begge kompositioner indflettes der i løbet af numrene en galopperende rytmesektion, der smeder en infernalsk eufori ud af de ellers så enkle og forholdsvis underspillede synthesizer-numre.
Euforien er en gennemgående sindstilstand for flere af selskabets øvrige udgivelser, men ikke på den samme maniske og ukontrollerbare facon som på “Ariclone”. Når rytmesektionen stiger i tempo og intensitet, får rusen også en anden karakter end normalt. Oftest figurerer den som latent, underspillet og lokkende på Janushoved-udgivelserne, hvorimod den i disse øjeblikke på “Ariclone” snarere ekkoer af en syntetisk dopamin-injektion uden af den grund at fremstå mere endimensionel.
Udgivelsens øvrige numre er også umådeligt dragende, men det klæder bestemt “Ariclone” med disse overraskelsesmomenter, der flår én ud af den dvælende sindstilstand, Janushoved så bestemt er blevet den danske eksponent for. “Ariclone” er langtfra kun anbefalelsesværdig, når den skiller sig ud fra Janushoveds øvrige udgivelser, men det er i kraft af disse øjeblikke, at den fremstår unik.
Info: “Ariclone” er udkommet på Janushoved.
