Roberto Cacciapaglia – Hypnotisk minimalisme for tidlige computere, kor og orkester
Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad
Roberto Cacciapaglias ambitiøse minimalistiske værk for orkester, computer og kor – “Sei Note In Logica” fra 1979 – er ikke alene enestående for Cacciapaglias egen diskografi (Cacciapaglia har, mildt sagt, taget en noget tvivlsomt søgende rejse gennem sin musikalske karriere), men albummet er også bemærkelsesværdig i forhold til sin tid og den minimalistiske kompostionsmusik anno slutningen af halvfjerdserne. Dette skyldes i særdeleshed den tidlige brug af computer-lyde og elektronisk manipulering af stemmer, men værket er i sig selv også egenrådigt og gennemført nok til at Cacciapaglias værk bør stå på samme hylde som ikoniske udgivelser fra diverse musikalske peers indenfor genren.
“Sei Note In Logica” er en to-delt lydsuite, der , som titlen antyder, udforsker en seks-toners progression henover to gange cirka 16 minutter. Undervejs udvikler “Sei Note In Logica” sig dynamisk som et skvulpende hav, der går fra ebbe til flod. Elegant tæmmet af dirigenten Giuseppe Garbarino og fremført af Ensemble Gambarino.
Første del af lydsuiten starter som et minimalistisk malende parløb for piano og computerlyde, der udvikler sig til at blive et mere intenst boblende seks-toners lydmønster, hvor orkestret byder ind med strygere, marimba og saxofon, hvorefter en vokalgruppe bestående af Elfriede Demetz, Alexandra Althof, Cettina Cadelo og Eloisa Francia plus Ann Steels computermanipulerede stemme, delvist overtager lydbilledet for en stund med sammenhvirvelende, call-and-response-agtige vokale lag, der vel bedst kan beskrives som en art vidunderlig hypnose-sang på kanten mellem rytmisk lagdelt nonsens og surrealistisk shamanisme. Første del afrundes med, at orkestret atter overtager lydbilledet, og nu får især fløjte, saxofon og klarinet en fremtrædende rolle i lydbilledet, hvor der arbejdes med nye udviklinger af de allerede etablerede tonale teksturer. Anden del af lydsuiten lægger ud med rytmiske malende vokal-lag, der glider rundt på et nøjsomt anlagt klaver-tapet, inden orkestret og computerlydene igen får arbejdet sig ind og overtaget lydbilledet med en næsten symbiotisk sammenfletning af strygere, vokaler og synt(h)etiske effekter, der herefter arbejder i et dynamisk spændingsfelt mellem momenter af vildskab, hvor alle lydkilders respektive figurer kolliderer, og så et par mere udfasende perioder, hvor eksempelvis vokaler og elektronik udtræder af lydbilledet.
Komplet i stil med de ‘kendte’ musikalske frænder, udforsker Cacciapaglia på “Sei Note In Logica” de minimale tone-mønstres potentiale og afvikling af deres ditto begrænsninger til fordel for en dynamisk og nærmest tidsforskydende rytmisk og harmonisk ekstase. Man kan sige, at Cacciapaglia dyrker samme hypnotiske sammenfletninger og opløsninger af minimale tonesystemer, der kendetegner minimalistiske hovedværker som “Glassworks” og “Music For 18 Musicians”. Men Cacciapaglias værk adskiller sig alligevel fra såvel Reich og Glass’ minimalistiske hovedværker ved sin brug af computerlydseffekter og elektroniske lyd-manipulationer, der løfter lydværket ud af sin samtid og giver den et sært futuristisk strejf. Måske er det derfor at “Sei Note in Logica” blandt andet fremhæves som et favoritalbum hos nutidige musikere og moderne lydeksperimentalister som Jim O’Rourke og Alan Licht. Èt er i al fald sikkert; Cacciapaglias værk virker mere uomgængeligt og betydningsfuldt end nogensinde.
Vi befinder os i en tid, hvor den minimalistiske musik nyder sit comeback og sin genopdagede relevans, både i form af ny opmærksomhed rettet mod kunstnere som Steve Reich, Philip Glass, Terry Riley, Julius Eastman, Charlemagne Palestine, La Monte Young, Tony Conrad og Moondog, hvis bagkatalog bliver genoptrykt på vinyl, men også i kraft af nyere kunstnere som Fennesz, Jim O’Rourke, Oren Ambarchi, Battles og Horse Lords, der på hver sin facon arbejder sig i forlængelse af førnævnte minimalister. Netop sammenhængen mellem techno, afrikansk musik, ambient og rock, som de minimalistiske pionerer var bannerførere for i 70’erne og 80’erne, kan ganske enkelt ikke understreges nok. Derfor vil enhver kunne tage “Sei Note in Logica” ned fra hylden og finde et vitalt værk, der sammenfletter minimalisme, afrikanske rytmeteksturer og primitiv elektronik, og dermed er med til foregribe fremtidige genreoverlap og musikalske fusioner gjort i forlængelse af minimalismens rytmisk tekstuelle og tone-systematiske opløsninger af tid og rum.
Info: Roberto Cacciapaglias “Sei Note In Logica” udkom i 1979. I 2012 udgav spanske Wah Wah Records et genoptryk af pladen, mastereret af Roberto Cacciapaglia i Abbey Road. Lyt til “Sei Note In Logica” i fuld længde herunder.
