Passive/Aggressive

Roskilde Festival, smadder og skønhed – Fredagen

June 29 2012, af passive/aggressive

Roskilde-redaktionen på Passive/Aggressive finder linier i årets program: Fem brugervenlige guides, til hvor du kan finde os med billig vin i hånden. Under festivalen kan du fange os 2.0-style på FacebookInstagram og Twitter, men i dag kan kan du læse, hvad du bør se om præcis en uge. Fredag er en virkelig god rock-dag, med en blød og kogt afslutning.

Husk også at læse vores introduktioner til warm-up dagene samt torsdag.

The Megaphonic Thrift, Pavilion, 12.00

Ligesom Autolux og landsmændene i Serena-Maneesh får du støjpop-perler på én lang snor, når norske The Megaphonic Thrift viderefører arven fra Sonic Youth og My Bloody Valentine på fornemeste vis.

“I Wanted You To Know”

Boubacar Traoré, Pavilion, 16.00

Udover Malis Touareg-nomader i Tamikrest er den vestafrikanske musik i år fedt repræsenteret ved Boubacar Traoré, der imponerer med et blidt indre og en omgang virtuost guitar spil.

“Diarabi”

Of The Wand and The Moon, Pavilion, kl. 20.00

Of The Wand & The Moon

Den tone af stoflighed og ubegribelig skønhed, der løber i Kim Larsens musik via Of The Wand and The Moon, er svær at få hold på. I princippet er det jo overdrevet pompøst og selvsmagende, men samtidig kan sangene altid bære det, beviser “The Lone Descent” (Heidrunar Myrkrunar, 2011).

“Sunspot”

Lee Ranaldo, Odeon, kl. 21.00

Regel nr. 1: Var du med til at starte Sonic Youth, har det ikke været muligt for dig at udgive en dårlig soloplade i hverken 2011 eller 2012. Lee Ranaldos “Between The Times & The Tides” (Matador, 2012) kom som et velment spark over skinnebinet efter Thurston Moores Beck-producerede nydelighed. Det lyder mere af Sonic Youth end af så meget andet, og hold nu kæft, hvor er dét dejligt. Bare han tager Steve Shelley med sig til Roskilde.

“Angels”

Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara Rosell Albear, Gloria, 23.00

Jørgen Teller & The Empty Stairs feat Lazara Rosell Albear

Teller, denne evige tilstedeværelse på den Københavnske musikscene. Med The Empty Stairs og gæsten Lazara Rosell Albear (Belgien, trommer), kan du som altid forvente et kakofonisk virvar af støjrock, blødende strenge og dundrende bækkener. Det er grænseløs og bogstaveligt talt fri musik, hvor alle dine ellers så fine forestillinger om musikken pludselig bliver omdannet til banaliteter midt i det ondeste rockgroove på denne side af Oneida.

Live @ Mayhem

Mikal Cronin, Pavilion, 02.00

Mikal Cronin

“It’s like if Nirvana were an Alt. Garage Folk-Rock band.” – Well put, Youtube-bruger, genericutubeusername. Ty Segall-kollaboratør og fremadstormende garagerock-møgunge nummer 1 er et must i år. Han tog folk med bukserne nede og med storm tidligere i år på SXSW. Vi glæder os!

“Apathy”

Oneohtrix Point Never, Gloria, 03.00

Der er noget i vande…nej, vent. Glem Brooklyn, glem den moderne men alligevel vintage-smarte synth-lyd. Lyt i stedet til de små elegante melodistumper, Daniel Lopatin kan kreere, uden at gå i fælden med billige effekter og nemme tricks. Med en koncert klokken tre om natten kan det her godt gå hen og blive årets bedste sene koger.

“Replica”