Sejerø Festival revisited – Et monument over en følelse
tekst af Jeppe Berg, fotos af Kajsa Gullberg, Martin Søgaard Hansen, Marianne Jørgensen, Brendan Leahy og Chris Swan
Sejerø Festival, 3.-4. august 2012, adskiller sig fra den voksende mængde af danske festivaler ved at have en mangfoldig line-up med både internationale og særlige danske projekter. Arrangørerne har ved siden af et stort fokus på et divers musikprogram, gjort meget i udsmykning af festivalens små rammer. Dette er gjort i et fint sammenspil med de smukke naturomgivelser på Sejerø, som festivalen befinder sig i. Dermed har festivalen formået at skabe intimitet, nærvær og en ramme, hvori musikere og gæster frit kan boltre sig.
Første band på festivalen var danske Small White Man, som har FOS’ brainchild aka Thomas Poulsen i front. Poulsen styrende sine yderst kompetente musikere, heriblandt Nis Bysted (Thulebasen), Lasse Herbst (Choir of Young Believers), Malthe Fischer (ex-Oh No Ono), med to lamper, en blå og en rød. Musikerne agerede som Poulsens roboter, og udført med stor nøjagtighed det Poulsens bad om. Det røde lys benyttede Poulsen, når han ønskede at musikeren blot skulle spille en tone/et stykke igen og igen, imens det røde lys betød at musikeren skulle gå fra robot til crazyrobot, som Poulsen udtrykte det. Publikummet ventede i spænding på hvad Poulsens næste træk ville være, og hvornår han smadrede et opbygget beat for igen at skabe et nyt.
Næste bemærkelsesværdige artist var walisiske Euros Childs. Hvad koncerten manglede i instrumenter (kun sanger og klaver), havde den til gengæld i intensitet, nærvær og smuksang. Euros Childs udsatte det til tider alt for snakkende publikum for en lektion i hvordan man skaber himmelsk skønhed ud fra simple virkemidler. Euros Childs skabte associationer til klaverspilleren på en bodega i det vilde vest samt til vor tids folk-helte Sidste bemærkelsesværdige indhop på førstedagen var af danske Dinner, som giv sin første koncert nogensinde på festivalen. Lyden er præget af inspiration fra John Maus med dansevenlige beats og et dystert tekstunivers, men kan bedst beskrives som happy joy division (tak for udtrykket, Mikkel).
Andendagen var præget af en portugisisk invasion, først af Noberto Lobo og senere Gala Drop. Noberto Lobo excellerer den spanske guitar til perfektion, hvilket fik publikummets fuldstændige opmærksomhed. Denne totale stilhed skyldes Lobos evne til at hele tiden at udføre det uventede. På sin spanske guitar skabte Lobo en følelse af at sidde på en solbeskinnet portugisisk strandcafé, hvor verden for en stund stod stille. Senere indtog Gala Drop scenen. Gala Drop formåede på samme måde som måske danske WhoMadeWho at skabe en kæmpe fest ved brug af få virkemidler og en uhørt høj spilleglæde. Befriende, lettilgængeligt med stærke relationer til den portugisiske sommervarme.
Senere på aften indtog festivalens, efter min mening, største scoop scenen. Først ved italienske Father Murphy, som fremførte en ”ond i sulet” næsten religiøs kraftudladning. Asymmetrisk fra start til slut fra dette musikalske trebenet monster af en gruppe. Dernæst indtog den amerikanske kultgruppe Excepter med John Fell Ryan i front. Excepter adskilte, med deres spørgelsesagtige og støjende adfærd, partikler for øjnene af de måbende publikummer. Koncerten skabte en følelse af både eufori og oprør.
Alt i alt præges festivalen af et utømmende engagement både hvad angår bookinger, den intime ramme og det fine mad.
Bonusinfo: Se en række rigtigt flotte videoer fra festivalen i år under Sejerø Festival Archive, uredigerede internet kortfilm, meget sejt lavet!
