Slægt – Kontamineret retro-metal
Slægt “Domus Mysterium” (Ván Records, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
På sit nye album, “Domus Mysterium”, er københavnske Slægt næsten blevet for suveræne til at emulere metal-historien. Kvartetten har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden debutalbummet, “Ildsvanger” fra 2015. “Ildsvanger” er nok melodisk black metal, hvilket Slægt stadig spiller, men har en mere klassisk lo-fi black-production, som noget fra en demo, godt og grundigt slummet, og der er generelt mere smadder på. “Domus Mysterium” har ikke fået en moderne, top notch, super-high-fidelity-produktion, men lyden er bestemt blevet rengjort. Den lyder faktisk som en metal-plade fra 1980’erne, og det er muligvis også, fordi bandet i langt højere grad end før henter sin inspiration fra den periode.
Udviklingen var allerede tydelig på “Beautiful and Damned”-ep’en, og den virker nu fuldt udviklet. Det thrashede fra Mercyful Fate, slut-firser-Metallica og Celtic Frost – der er et Tom Warrior-“Urh”-udbrud på titelnummeret – med deres lange numre og akustiske mellemspil blandet med det melodiske og episke fra Judas Priest og New Wave of British Heavy Metal-bølgen, Iron Maiden, Angel Witch, Diamond Head osv. På Bandcamp kalder Slægt det selv for “black heavy metal”, og det er en temmelig rammende betegnelse.
De spiller sig altså ind i en meget klar metal-tradition, som er kontamineret retro, fordi de ikke kun blander thrashen med britisk firser-heavy, men også roder 90’ernes melodiske black metal, mest åbenlyst Dissection, ind i mixet. Det er en dødbringende kombi, som får mit metalhjerte til at svulme, ja, jeg kan nærmest høre hjertekamrene boble af blod. Den snerrende vokal, de episk lange numre, feedback-drevne guitarsoloer, den bløde, rumlende bas, romantisk-akustisk guitar- og klaverspil og temposkiftene fra dommedagsriff til thrashy ridt frem til hensynsløse stormløb, fuld dobbeltpedal. Det er eminent skruet sammen og et bevis på det unge bands imponerende udvikling på kort tid.
Men jeg kan heller ikke undgå at have en lidt sukret smag i munden. Som da jeg blev fuldstændig begejstret for “Stranger Things”‘ suveræne pastiche på 80’er-Hollywoods sci-fi- og gyserfilm. Det er et varmt tæppe, man bliver puttet med, trygt, så man kan glemme en kompleks verden, hvor man konstant gruer for skiftende magthaveres luner, robotternes overtagelse og øko-katastrofen. Jeg bliver ikke udfordret, men bekræftet i mit verdensbillede.
Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Man kan ikke hele tiden fylde sit legeme med nye indtryk, har til tider behov for det genkendelige som afstressning, og hvis man har slidt 80’er-klassikerne ned, kan det være rart med et band, der ligner, som man samtidig kan opleve live, sultne og blodtørstige.
Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at Slægt nu har nået et niveau i sangskrivning og komposition, hvor det er vigtigere for dem at fokusere på en personlig lyd, så de får revet det der varme tæppe af mig, får skubbet mig ud i kulden, det kunne godt være en mørk skov, så jeg lige kan hilse på nogle ulve.
“Domus Mysterium” udkom 5. maj på Ván Records
