Passive/Aggressive

Soho Rezanejad – Længslens og harmens mange stemmer

Kritik January 19 2018

soho-rezanejad

Soho Rezanejad “Six Archetypes” (Silicone Records, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Soho Rezanejad debuterede i 2015 med EP’en “Idolatry” på Silicone Records, som Rezanejad selv driver. Foruden et par mindre udgivelser, hvoraf seneste single, “Uplifter”, udkom på Janushoved sidste år, har Rezanejads stemme ellers figureret på bl.a. Croatian Amors album “Love Means Taking Action”  og Lust for Youths album “International”. Mens Rezanejad siden sin debut er blevet en fast del af Lust for Youth og har udgivet en række bånd på Janushoved med projektet Angeles, er “Six Archetypes” det første mere substantielle udspil i eget navn siden “Idolatry”.

“Six Archetypes” byder på en langt større stilistisk diversitet end debuten. Fra de ellers forholdsvis simplistiske synthesizer-numre på “Idolatry”, hvor hendes stemme gav de hedonistiske klubhymner både pondus og sensibilitet, er “Six Archetypes” ikke blot mere varieret i sin stilistik og kompositioner; den er også en magtdemonstration af Rezanejads evner som vokalist.

Med inspiration i Jungiansk dybdepsykologi, udfolder “Six Archetypes” sig, titlen tro, over seks forskellige arketyper, såsom “The Orphan”. Sangen refererer til teorien om, at børn løsriver sig deres ophav for at udforske muligheder, der ikke stemmer overens med de forventninger og værdier, man er blevet opdraget med. Ligeledes er sangen også en samfundsmæssig refleksion over, hvordan man bliver udstødt af samfundet, såfremt man ikke ønsker at leve op til de forventninger, som det stiller én grundet herskende og almengjorte ideologiske overbevisninger [LINK]. Der ligger uden tvivl mange konceptuelle og samfundskritiske overvejelser til grund for værket, men det er ikke mindst musikken i sig selv frem for dets tematiske narrativ og implicitte samfundskritik, der indbyder til at fordybe sig i det.

Mens stemningen på “Idolatry” primært var sensuel og euforisk, emmer “Six Archetypes” nærmere af længsel, frustration og ømhed. Fra den længselsfulde og insisterende vokal på “Greed Wears a Disarming Face” og “Voices in Archetypes: The Seekers” til kontrasten i skrøbeligheden på “December Song” og “The Idealist” formår Rezanejad at skabe den eksakt samme sindstilstand med sin stemme som i instrumenteringen på de forholdsvis diverse numre på pladen. På hver sin vis akkompagnerer hendes stemme ligeledes kompositionerne, enten ved at gengive den forudsigelige simplicitet eller ved at variere i lige så høj grad, som tempo og intensitet stiger og falder. Værket er ikke meget ulig Jenny Hvals “Blood Bitch”, men Rezanejads plade dvæler ikke på samme vis i en sensuel og ildevarslende stemning. Flere af numrene på “Six Archetypes” besidder envidere også en nærmest ceremoniel højtidelighed og enfoldig eventyrlighed, hvorfor værket også vækker associationer til både Kate Bush og Cocteau Twins’ Elizabeth Fraser.

“Six Archetypes” besidder ikke den samme umiddelbarhed og fængende melodiøsitet, som Rezanejad i sin tid debuterede med. I stedet fremstår den både mere moden og udfordrende, bl.a. fordi den stilistisk rækker ud over det simple setup af synthesizer og trommemaskine. Mens kompositionerne, Rezanejads vokal og idérigdommen i sig selv berettiger gentagen lytning, er det ikke mindst den gennemgående længsel og harme, enten øm og udsat eller højtidelig og dikterende, der gør værket så dragende.

“Six Archetypes” udkommer i dag på Silicone Records.