SOUNDSCAPE ER MUSIK – en kort introduktion til Bernie Krause
Af Jonas Siig
Ethvert studie af lyd fokuserer næsten udelukkende på det menneskelige sanseapparat. Som teknologihistorikeren Jonathan Sterne skriver i sin fabelagtige historiografi “The Audible Past” (2003), så er dét at forstå lyd i sagens natur en menneskelig bestræbelse. Derfor befinder mennesket sig også i centrum for enhver meningsfuld lydforståelse.
Det er denne principielle antropocentrisme, som den amerikanske biolog, lydkunstner, forfatter og enfant terrible Bernie Krause har gjort til sit livsværk at problematisere. Hvis man tror, at lyd kun eksisterer, når vi hører den, idet øret forsigtigt transformerer vibrationer i rummet til impulser, som vores hjerner genkender som lyd, så rejser det ifølge Krause langt flere spørgsmål, end det faktisk besvarer.
Hvis lyd er vibrationer, som man kan høre, hvad er så lytning for en størrelse? Tæller flagermusens ekkolokalisering, de højfrekvente lyde den bruger til at navigere? Spækhuggerens kliklyde? Begge dele ligger uden for det menneskelige øres register, og som sådan skifter Krause fokus fra det banalt formelle spørgsmål “hvad er lyd?” til det mere interessante “hvem er lytteren?” Centralt for hans projekt er en forståelse for lyd som noget, der ligger uden for os, og som eksisterer i forskellige former, som vi enten er for ufølsomme til at registrere eller slet og ret for dumme til at bekymre os om.
Blandt de mest interessante elementer af hans apparat er den såkaldte nichehypotese, hvori Krause via spektrogramanalyser demonstrerer, hvordan lydkilder i et soundscape (i øko-akustikken en betegnelse for det faktiske lydlandskab) bevæger sig på deres egne frekvensområder. Bestemte dyr kan kommunikere med hinanden på enorme afstande, fordi de så at sige har indstillet radioen på samme kanal. Drosler kommunikerer på bestemte frekvenser, gærdesmutter andre, osv. Det er et nærmest holistisk perspektiv, og Bernie Krause fremstår da også som noget så håbløst umoderne som en økoakustiker i det 21. århundrede – et århundrede hvor lydtænkning og lydkultur snarere er præget og inspireret af Spotify og Napster end af insekter, fugle og soundscapes. Antydningen er, at musik og komposition er indlejret i det naturlige soundscape, og at vores praksisser som sådan er direkte afledt af den soniske virkelighed, vi befinder os i.
Soundscapet kan ikke blot og bart reduceres til en serie af aktører eller agenter, som kommunikerer med hinanden samtidig, og i sin bog “The Great Animal Orchestra” (2011) beskriver han det bl.a. som “a cohesive sonic event” og “a highly orchestrated acoustic arrangement”. Soundscapet er til alle praktiske formål at betragte som en autonom entitet med egen intentionalitet. Det lyder antageligvis kvalmende hippieagtigt, men humlen er for Krause, at soundscapet er selvorganiserende, og det blandt andet er derfor, kunstigt anlagte naturområder har svært ved for alvor at blomstre op; fordi den strukturelle overbygning eller selvorganisering endnu ikke har fundet sted. Orkestreringen forsvinder, og vi er efterladt med et babylonsk kakofoni, hvor alle taler i munden på hinanden.
Blandt de ofte reciterede credoer inden for field recording og lydkunst er, at vi kan lytte til det naturlige soundscape ‘som om’ det er musik; at det hyperkomplekse naturlige soundscape har en immanent skønhed og ‘næsten’ er kunstnerisk: det har ‘næsten’ rytme, ‘næsten’ harmonier, etc. Det, der gør Bernie Krauses perspektiv så potent, er, at han pisser på den slags intellektuelt reflektoriske krummelurer. Det er ikke soundscapet, som med god vilje og kultur-tilegnet lytning kan lyde ligesom musik. Soundscapet er musik, en slags urmusik, og det ville vi vide, hvis vi ellers gad lytte efter.
Hvis vi accepterer Krauses antagelse om, at det naturlige soundscape udviser den slags kvaliteter, hvad kan vi så egentlig lære om menneskelige soniske praksisser i den moderne verden, som blandt andre Jonathan Sterne besynger?
Øko-akustikken har altid, lige siden R. Murray Schafer skrev “The Tuning of the World” (1977), haft en særlig ideologisk agenda med fokus på naturbeskyttelse. Der er inden for denne særlige klike af entusiaster sagt mange grimme ting om menneskets måde at behandle naturen på, men Krause (hvis hypoteser er langt mere radikale end fx Schafers) anlægger et forbavsende nådigt perspektiv på mennesket. I hans narrativ er menneskearten faktisk en auditiv idiot eller en slags sonisk anomali. Det er som om, vi slet ikke kan lade være med – med vores biler, højttalere og sirener – at forstyrre den lydverden, vi befinder os i. Det er så at sige i vores natur.
I Krauses perspektiv er mennesket en stakkel; det barn som de andre i klassen ikke vil lege med, fordi han hele tiden råber og ikke evner at give plads til andre. Krause vender med andre ord den antropocentriske figur på hovedet: ikke bare er mennesket og den menneskelige lytning ikke i centrum for sund lydforståelse, men vi befinder os i det absolutte randområde af den soniske virkelighed, som vi kun i glimt kan få indblik i.
Info: Bernie Krause er i København i forbindelse med CPH:DOX og kan bl.a. opleves i Cinemateket fredag den 13. november kl 16.45-18.15 (RSVP).
