Passive/Aggressive

Echoes of the Forest – Ceremonielle lydstrømme fra hjertet af Afrika

March 17 2017, af mikkelakongstad

Pygmæ

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges bidrag til “Det Glemte Guld” kommer fra hjertet af Afrika; dybt inde i den centralafrikanske regnskov, hvor ituri-pygmæernes sang leverer livgivende lyd og puls til lokalmiljøet og hele verden omkring dem. Der er tale om noget så usexet som en CD-only udgivelse fra 1995 af alle år. Men lad det ikke stoppe dig fra at gå ombord i Ellipsis Arts’ opsamling “Echoes of the Forest”, der er resultatet af antropologerne Colin Turnbull, Jean-Pierre Hallet og Louis Sarnos feltoptagelser fra Ituri-regnskoven i løbet af 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Det her er et vidunderligt indblik i pygmækulturen og den musik, der er omdrejningspunkt for pygmæernes liv. Og når jeg siger omdrejningspunkt, så mener jeg musik som en komplet central komponent i livet, fra elefant- og honningjagtsange til bryllupssange og mere abstrakte, sjæleundersøgelser. Musik som fællesskab, som ritual, som… well, alting. En ceremonialisering af livet og højtideliggørelse af hverdagens små, nødvendige ritualer.

Det kan virke oplagt at diskutere, hvorledes en række field recordings, der er indfanget af antropologer på jagt efter Afrikas hjerte, overhovedet kan fungere som album snarere end blot et historisk dokument pakket med informationer. Hvornår er det musik, og hvornår er det lydantropologi? Hvordan sekventerer og konceptualiserer, man stammesang, der spænder over alt fra hverdagsmusik til ceremonielle vokaludskejelser? Svaret er simpelt; det behøver man ikke. Glem alt om de konventioner og fastlåste skemaer, du oplever og forstår musik igennem. Vi kan sagtens håndtere og opleve et dokument som en plade. Det her er en livgivende lydstrøm, der flyder frit gennem komplekse strukturer, polyrytmiske call-and-response-sekvenser over i folkloristisk minimalisme tilsat cikade-sang og fårekyllingssummen. Folkemusik, stammemusik, kald det hvad du lyster. Og så må vi i den forbindelse ikke glemme at nævne “Echoes of the Forest” første skæring, “Men’s Elephant-Hunting Song”, hvor bragende tordenvejr blander sig i den ritualistiske stammesang og til sidst afslutter nummeret (spring til 07.12). Tordenvejr i åbningsnummeret? Den kan hverken Mayhem eller Slayer toppe.

Udover naturens direkte indvirkning på ikke bare sangene, men også på optagelserne, så er der også en ufattelig menneskelig tilstedeværelse og sjæl på disse numre. Vi taler selvsagt fortællingen om hjerteblod og sjæl. Præcis som vi kender den fra de sædvanlige fortællinger om musikere, hvis dedikation til egen musik er så gennemtrængende, at vi er nødt til at påtale den. Men det her er alligevel på et helt andet plan. De sparsommelige optageforhold på “Echoes of the Forest” blotter liv på en langt mere skrøbelig og samtidig særdeles kraftfuld facon. Der er momenter, hvor entusiasmen i vokalerne bliver så stor, at mikrofonerne må bukke under, og der kommer mild forvrængning (hey, naturlig distortion!) på dele af korsvarene. Og på andre tidspunkter er naturen så lune- og lydfuld, at den for en stund stjæler opmærksomheden fra vokalsporene. Man kan ikke lade være med at tænke, at der ligger en solid pointe i, at lade naturen flette naturligt (!) sammen med den stammesang, som den så ofte har lagt omgivende scene ti.

“Echoes of the Forest” byder på 18 skæringer, hvor stammesang og call-and-response kormusik tilsat intermistisk perkussion (ofte håndklap og trommer, men også en række svært udefinerbare lyde, der minder om grene, der bliver banket sammen) udgør den dominerende del, men der er også plads til en række instrumentale bidrag i form af blandt andet fløjte (en lote aka “notched flute”), et-strenget violin, en bow-harp og idiophone/thumb piano. Den gennemgående tråd er de rytmiske mønstre som vokalerne danner. I komplekst sammenflettende mønstre, der repeteres og med minimale justeringer udvikles undervejs. Det er her du finder den direkte vej mellem afrikansk musik og amerikansk minimalisme á la Steve Reich og Philip Glass. Mellem Afrika og amerikanske jazz-eksplosioner, som du kender dem fra John Coltrane og Sun Ra. Mellem Afrika og sydamerikansk blues. Men afsmitningen er større end det og disse ceremonielle pygmæ-stammesange forekommer i lige så høj grad, at være i direkte relation til Merril Garbus’ (Tune-Yards) sprudlende vokalfontæner af loopede korstemmer, lige som de trækker en direkte tråd til et af tidens mest interessante rock-bands (hvad end rock betyder i 2017!?), Horse Lords og deres trance- og kraftigt ritualiserede rock-minimalisme/whatever.

Info: “Echoes of the Forest: Music of the Central African Pygmies” udkom i 1995 via Ellipsis Arts på CD med dertilhørende 64-siders bog med førstepersons-journalistik i tekst- og billedeform.