Spellcaster – Hybriditet som nødvendighed
Spellcaster “Inventory” (Visage, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup
Holger Hartvig er trods sin unge alder allerede et velbeskrevet blad i de seneste 10 års danske musikhistorie. Som en del af det hedengangne, svendborgensiske Af Med Hovedet-kollektiv var han medlem af efterhånden halvlegendariske Synd og Skam, såvel som duoen Seksuelle Mennesker med Af Med Hovedet-kumpanen Lasse Latz. Efterfølgende har han udfoldet sig med broren Asger Hartvig i producerduoen Brynje, folk-outfittet Värmland-forsamlingen og kammerensemblet Boli Group. Nu solodebuterer han med “Inventory”, som udgives under navnet Spellcaster på det København-baserede label Visage.
“Inventory” er svær af genrebestemme, som det ofte kan være tilfældet med udspil på Visage. At acceptere denne hybriditet forekommer mig dog som en nødvendighed for at værdsætte udgivelserne i deres bagkatalog. Dette er der dog også god grund til, da der med udgangspunkt i denne genremæssige porøsitet ofte kan skabes udgivelser af meget høj kvalitet. Her er “Inventory” et ganske fortrinligt eksempel.
Ligesom på det seneste Brynje-udspil, “Den Højes Tale” (2018), dyrker Hartvig på “Inventory” en forestilling om musikken som en form for folkloristisk praksis, og dermed musikeren som en druide, en profet, en bard: Én, der i sin samtid kan se noget, andre ikke kan, og som kan videreformidle denne viden til folket. Et eksempel er ganske fremragende “Shipwreck”, hvor Hartvig allegoriserer over forbindelsen mellem menneskenes antropocentriske narrativer om sig selv som jordklodens retmæssige ejere og den nuværende klimakrise:
“What we know / We tell as stories / Myths of agriculture / Property, family, fences, walls, domination / But who is that? / Smiling back / Merciless / A warning / Whispering extinction”
“Inventory” tager denne forestilling om musikeren som druide og fører den hele vejen til 2019, hvor druidens magi måske snarere kan tænkes som fortællerens, kunstnerens mulighed for at forholde sig kritisk, at belyse forhold i sin samtid. Som det lyder på nummeret “Bardly”: “I am the creator / I light up the seven seas / I am just a teacher / Teaching you about my thesis”.
Fortællingens kraft løber som en rød tråd gennem Inventory: Både som en ødelæggende kraft, som vi ser det på “Shipwreck”, men ligeledes som en skabende kraft. Spellcaster insisterer i løbet af albummet flere gange på den fortællende stemme som en nødvendighed for skabelse og opretholdelse af individualitet, fællesskab og virkelighed. Han understreger dog samtidig, at disse er intimt forbundne. Som vi informeres om på “Driftwood”, er muligheden for at generere en ny fortælling om selvet en operation, der foregår gennem og ved hjælp af dannelsen af et nyt fællesskab. Ikke bare på et mellemmenneskeligt, men ligeledes på et økologisk plan:
“you do not only build
the platform on which you stand
but the tools form in your hands
as you build
a stroke is the open field
asking the ocean and the music for advice
whether now or now
whether now or now
but you’ve got to make your own kind of music
sing your own special song
you’ve got to make your own kind of music
even when nobody else sings along
welcome waters for the drought
can it rain enough though
for a lightning not to ablaze it all
make your own kind of music
even when nobody else sings along”
Den stilistiske hybriditet, som er så karakteristisk for Hartvig-brødrenes produktioner, er ikke kun at finde på albummets tekstside. Også på lydsiden bliver der eksperimenteret en del. Dette er tydeligt, hvis man lytter til et nummer som “Bardly”, hvor der både er middelaldersynth, poesirecitation (tekst af den camerounianske digter Marcel Zang), samt et rapvers af Little Artist (som jeg mistænker for at være Lasse Latz), der bedst kan karakteres som en godt baked version af raptrioen Migos’ berømte triplet-flow. I kontrast står f.eks. “Refrain” som med sine repetitive guitar- og klaverfigurer udstråler minimalisme à la genudgivelsen af G.B. Beckers “Walkman” fra sidste år. Dette nummer er igen helt anderledes end “Formulae”, som med sine luftige trommer og flanerende synths vækker mindelser om Skee Masks “Compro”. Og således fortsætter det.
Mine personlige favoritter er de lidt mere afdæmpede og vokalbårne numre som “Driftwood”, “Shipwreck” og afslutningsnummeret “Hollowalk”, hvorpå Cæcilie Trier (CTM, Marching Church, Choir of Young Believers, Valby Vokalgruppe m.fl.) bidrager med vokal. Dette især, fordi det her bliver tydeligt, hvor dygtig en komponist, sanger og tekstforfatter Holger Hartvig egentlig er. Ikke mindst “Driftwood” er med sin nedbarberede Imogen Heap-agtige falsetvokal og langsomme fuzzguitar et lille mesterstykke.
Visage har stået bag nogle af de absolut bedste udgivelser på dansk grund de seneste par år: Brynjes “Den Højes Tale”, First Flushs “Spira” og “FUWA” , Ydegirls “Parody of Crime”, Värmland-forsamlingens “Festival” og “Musica” m.fl. For mig er “Inventory” et tilsvarende helstøbt værk, der både lyrisk og musikalsk udfolder sig på et niveau, hvor få andre i kongeriget kan følge med.
Info: “Inventory” udkom på Visage d. 1. maj 2019.
