Passive/Aggressive

Strøm anno 2023 – Et sats på fremtiden fremfor fortidens nostalgi (interview)

Blog August 31 2023, af Amalia Keck

Interview af Amalia Keck Al-Habahbeh

Strøm er en årlig festival, der har eksisteret i 17 år, men har i de senere år udviklet sig til at indeholde mange forskellige events udover festivalen. På programmet for selve festivalen i år kan man blandt andet få et indblik i vintage musikudstyr fra 60’erne-80’erne, få en dyb lydmassage på et vibrerende dansegulv, rave i metroen med bl.a. Atikka og Puyain Sanati, opleve legendarisk lydkunst på Glyptoteket med Gunner Møller Pedersen, dykke ned i kaninhullet på ALICE med lokale artister såsom Muskila, Téa, og Angel & Atusa eller opleve Strøm Soundsystems på Månefiskeren på Christiania – samt meget mere.

Simone Øster, aka Smokey, er musikchef i Strøm, en titel hun har haft siden slutningen af april i år. I anledning af dette års udgave af Strøm Festival, som starter i dag, har jeg interviewet Øster om festivalprogrammets kuratering samt Strøms mission og rolle i det danske elektroniske miljø.

P/A: Hvordan vil du beskrive Strøm anno 2023? Hvordan har Strøm udviklet sig gennem årene? 

Øster: “Strøm har eksisteret siden 2006, hvor det i mange år var en weekenden i Enghave Parken, med kæmpe lineup og gratis entre. Siden da har det udviklet sig stille og roligt. I 2011 kom der eksempelvis et vidensprogram rettet mod børn og unge og efterfølgende en bredere palette af aktiviteter på programmet. Siden 2014-15 har Strøm været en hel-års forretning med forskellige aktiviteter, såsom talks og workshops, og arrangementer der spreder sig udover festivalugen. Festivalen, som er det, folk kender Strøm som, er bare et af de elementer, vi arbejder med, men Strøm har vokset sig til et meget større og omfattende foretagende, som rækker langt ud over festivalen.”

P/A: Hvad er jeres mission i dag?

Øster: “Formålet med Strøm er at udbrede elektronisk musik, og alle vores aktiviteter har det som mål, idet vi derigennem forsøger at nå nogle mennesker med elektronisk musik, som umiddelbart ikke ville opdage det ellers. Når der for eksempel er et rave i en metro, vil der også være mennesker tilstede, som måske normalt ikke ville opsøge et. Samtidig er vores formål også at understøtte de elektroniske musik miljøer, lokalt og nationalt, for at videreudvikle dem. Frederik Birket-Smith, som er Strøms direktør, har stået i spidsen for en tankegang og mentalitet om, at vi ikke bare skal lave en masse raves og koncerter, men at vi også skal inkludere og udfordre formaterne, genrene og miljøerne.

I tillæg kommer vores talentudviklingsprogram K101 (kulturskaber 101), der har kørt i nogle år nu, som består af et hold af 15 unge mennesker, som kommer med “behind the scenes” under festivalens produktion og lærer om community-arbejdet. Men programmet skal også fungere lærende og motiverende, så kulturskabende kan fortsætte i samme linje efter produktionen af festivalen er overstået. Her er målet at hvis, for eksempel, nogle af kulturskaberne gerne vil lave en fest i en hestestald i Kongelunden, så har de igennem talentudviklingsprogrammet lært, hvordan de skal gå frem, sådan så de får en forståelse for, at man sagtens kan få et sådan arrangement til at ske.”

“Min mission med festivalen er at tænke fremad frem for tilbage, altså at satse på fremtiden, frem for fortidens nostalgi.”

Simone Øster

P/A: Hvad er jeres rolle inden for det elektroniske musikmiljø i Danmark og de lokale miljøer, som I præsenterer musik fra?

Øster: “Det er at understøtte og videreudvikle de allerede eksisterende miljøer, men også at påvirke festival landskabet, hvor der nu er så mange forskellige festivaler i København og Danmark generelt med store budgetter og headlinere, men med en mere kommerciel profil end Strøm. Selvfølgelig er det fedt, når festivaler har masser af gode internationale navne på programmet, men Strøm skal også agere som en spydspids indenfor den elektroniske scene, altså en meget fremadskuende elektronisk musik. 

Min mission med festivalen er at tænke fremad frem for tilbage, altså at satse på fremtiden, frem for fortidens nostalgi. Der er så meget musik tilgængeligt i dag, at det er så let at holde sig til en genre, for eksempel psytrance eller jungle, det hele er lige ved fingerspidserne, men det er meget mere spændende med dj’s, der formår at mikse alt muligt sammen til deres egen lyd. Man skal, som publikum, turde at kaste sig ud i noget, man ikke ved, præcis hvad er. Ellers bliver det hele let konformt.”

P/A: Ligger der noget ræsonnement bag jeres forholdsvis brede kuratering for årets festival? Hvordan vælger I jeres artister, og hvilke kriterier bliver der lagt vægt på i den proces?

Øster: “For at sikre et bredt program, har vi en kuratorgruppe. Flere af de navne vi har booket i år, er navne, der har gået igen på min egen liste og på nogle af de andre kuratorers, så de blev prioriteret højt. Men det vigtigste er selvfølgelig at præsentere musik af høj kvalitet, samtidig med at man har øje for diversitet i stilarter, køn, etnicitet, kultur og genrer.

Hvis man for eksempel ser på lineuppet igennem årene, har der været meget bass musik, som er noget af det, jeg brænder for, og resten af Strøm teamet er hardcore 90’er-jungle entusiaster. Men der er ikke rigtig nogle kriterier for hvilke genrer, vi arbejder med. Overordnet set kan man sige, at Strøm er en niche-festival, men hvis man er meget entusiastisk omkring elektronisk musik kan programmet let opfattes som bredt, med alt fra udsyret eksperimenterende live musik til ambient. Jeg synes jo programmet er bredt, fordi jeg befinder mig så meget i en niche, men jeg tror ikke, min mor eksempelvis synes, at det er.”

“Det er vigtigt for mig, at musikken er fremadskuende eller eksperimenterende i stedet for at være båret af bestemte genrer, selvom det helt klart også har sine kvaliteter.”

Simone Øster

P/A: Hvordan sikrer I, at lineuppet afspejler nye tendenser i det elektroniske miljøet?

Øster: “Det er vigtigt for mig, at musikken er fremadskuende eller eksperimenterende i stedet for at være båret af bestemte genrer, selvom det helt klart også har sine kvaliteter. Det er bare ikke min vision for festivalen, da der allerede er så mange puristiske arrangementer i forvejen. Festivalen skal noget andet, blande tingene mere, og netop præsentere et på én og samme tid sammenhængende og forskelligartet lineup.”

P/A: Hvordan sikrer I, at programmet bliver diverst mht. bl.a. køn, etnicitet og kultur?

Øster: “Det er ikke sådan, at vi i bookingprocessen siger “hov, nu skal vi booke en brun person”, men vi arbejder hele tiden for at præsentere en bred palette af musik fra alle verdens hjørner. I år er der f.eks. flere artister med inspirationskilder fra Sydvestasien og Nordafrika, og i klubmiljøet er der for tiden et stort fokus på musik fra Sydamerika, som der også bliver præsenteret på Strøm i år. Det er selvfølgelig lidt udfordrende nogle gange, fordi der bare er mange flere hvide mænd, så hvis man skal få tingene til at gå op, kræver det lidt mere gravearbejde. 

Personligt gælder det for mig, at alle mine favorit dj’s er kvinder, men når det kommer til at finde artister til at spille live-sets, er det lidt mere udfordrende at finde kvinder til at optræde. Det handler for eksempel om, at kvinder oftere falder fra i musikskolerne. Netop den problematik arbejder vi også med i Strøm med initiativet “Strøm for børn”, hvor vi kommer ud på folkeskoler og underviser børn i at producere musik på ipads. Vores håb er, at initiativet på sigt kan ændre på den ubalance, der er i (elektronisk) musik.

“Jeg er klar til at vende hver en sten for at finde steder, hvor man aldrig har været før, så man kan blive ved med at overraske.”

Simone Øster

P/A: Hvordan ser du fremtiden for Strøm? Er der bestemte mål eller visioner, som I arbejder hen imod?

Øster: “Strøm som helhed står overfor en del større strategiske beslutninger i forhold til videreudvikling af formater. Da Strøm rummer så mange forskellige aktiviteter, ønsker jeg fremadrettet, at alle disse også skal kommunikeres bedre ud. I forhold til festivalen, er mit mål at den skal blive ved med at udforske formater og genrer, og at den aldrig må hvile på noget, som engang var. Istedet skal den være for evigt fremadrettet. Jeg er klar til at vende hver en sten for at finde steder, hvor man aldrig har været før, så vi kan blive ved med at overraske. Jeg ser det som Strøms specialitet at blive ved med at være i underlige lokationer og byrum, så alle mulige mennesker, som ikke allerede er del af miljøerne omkring elektronisk musik, kan blive ved med at få øjnene op for festivalen.”

P/A: Ser du for dig at holde Strøm i samme størrelse eller omfang, eller ønsker I at gøre det større og have flere events, i fremtiden?

Øster: “Det afhænger selvfølgelig i høj grad om, hvad vi kan få i støtte, men den del af Strøm, som handler om at udvikle musikmiljøet, er utrolig vigtig for mig, så det synes jeg skal holde sig nationalt. Lige nu finder vores aktiviteter primært sted i og omkring hovedstaden. Noget af det, som jeg også ønsker, er at nogle af de andre elementer af Strøm end selve festivalen, også skal nå ud af hovedstaden – ud til f.eks. Viborg, Kolding og Samsø. 
Det kunne også være relevant at lave flere samarbejder med eksempelvis udenlandske festivaler. I det hele taget vil flere samarbejder uden tvivl styrke fortællingen om Strøm.”

Info: Strøm Festival begynder i dag og varer til og med søndag d. 3. september. Lineuppet tæller bl.a. de internationale navne Amor Satyr, Minor Science, re:ni og Batu samt lokale artister såsom Deb Foam, Muskila, Puyain Sanati, Lyra Valenza, Perko, HVAD og Atikka. Læs mere om årets program på deres hjemmeside. Redaktørens note: P/As chefredaktør er, qua ansættelse på anden arbejdsplads, samarbejdspartner med STRØM om et gratis arrangement under festivalen. Der har således ikke været nogen økonomiske interesser m.m. forbundet med at bringe interviewet.