Syv rejser i det musikalske kosmos anno 2020 – Astralt, psykotropisk og 0% tvangsoptimistisk
Af Nicklas Sørensen
Her er et udvalg af de bedste plader, der indtil videre er udkommet i år. Det er ikke et definitivt udvalg, men et udvalg fra min liste.
Fælles for lidt over halvdelen af titlerne på min liste er, at jeg har opdaget musikken via WFMU-radioprogrammet The Avant Ghetto. Et radioprogram, der efter eget udsagn ”wanders through heavy folk, pastoral noise, harsh jazz and other dimly lit cornes of the universe”.
Det var lidt af et tilfælde, at jeg faldt over programmet. I forbindelse med en aleneferie i en større dansk havneby i sommer fandt jeg mig selv i en Airbnb-lejlighed. Lettere patetisk opslugt af min egen ensomhed, en velsmagende IPA-øl og min fedtede tablet. Ser mig selv taste ‘Pat Metheny’ ind i søgefeltet på WFMU’s hjemmeside, og vupti popper en playliste fra The Avant Ghetto op. Pat Methenys glatte og friske ”New Chautauqua” i interessant selskab med navne som Hisato Higuchi, Willie Lane, Grateful Dead og Ton Vlasman. Pudsige, nærmest idiosynkratiske krydsreferencer, der vækker genklang i mit indre, blafrende lyttekartotek.
Jeg genkender noget her, men ved ikke, hvad det er, jeg genkender. Ud over det ugentlige radioprogram er der også et arkiv af playlister at dykke ned i, og The Avant Ghetto bliver fra da af fast inventar i min ugentlige lytte- og søgepraksis.
Når jeg laver en liste som denne, er der ikke nødvendigvis tale om et behov for at mene noget om, hvad der er de bedste udgivelser. Det er mere et udkast. En forsøg på at stille navne og titler op og se, om der skulle være en sammenhæng. Eller en mangel på sammenhæng.
Når det er sagt og gjort, så mener jeg selvfølgelig, at de udvalgte udgivelser har en vis kvalitet. På den måde er det så også et forsøg på at mene noget.
Steve Palmer ”Useful Histories” (Sunshine Ocean Bender Records/Deep Water Acres)
Guitaristen Steve Palmer har kreeret et instrumentalt, guitarorienteret værk, der trækket ubesværet på genrer som krautrock, psykedelia og ambient. Der er et strejf af folkrock i melodierne, der både kan fremstå meget ligefremme, men også forunderligt sammenvævede med resten af Palmers tilgængelige og originale lydtapet. Det musikalske udtryk tager afsæt i en spændende syntese mellem lettere baldret, dekonstruktiv lo-fi-æstetik og pastoral, psykedelisk opbyggelighed.
The Necks ”Three” (Northern Spy)
Man lytter til en The Necks-plade for at lytte til en The Necks-plade. Det er det idiotisk simple udgangspunkt, der kan medvirke til, at det ellers velkendte musikalske udtryk åbner sig for lytteren på ny. At man helliger sig lytteoplevelsen i sig selv. ”Three” lyder unægtelig som en Necks-plade; det minimalistiske fundament for relativt langstrakte post-jazzede improvisationer i det klassiske trioformat med klaver, kontrabas og slagtøj er stadig det samme. Det handler om det særlige ‘pace’ eller i tilfældet ”Three” om iscenesættelsen af dette ‘pace’. Det myldrende virvar af percussion på åbningsnummeret kontrasteres af klaverets mere magelige, modale melodiimprovisationer, og alene ved de to elementer opstår således en todelt tidsfornemmelse, der gør, at musikken står stille og bevæger sig samtidig. Man tror, man har hørt det før, og det har man måske også, men det var ikke det samme og så alligevel.
Dire Wolves – ”Flow & Heady” (Cardinal Fuzz/Feeding Tube) + ”I Just Wasn’t Made For These Set Times” (Centripetal Force)
To glimrende jam-psych-plader fra samme band med masser af murrende og stenet-grisk fuzzguitar. Vokal og violin indgår også som ligeværdige dele af det jammende udtryk. ‘Bardo Pond møder Fairport Convention’ var der én, der skrev et sted, og den beskrivelse rammer ikke helt ved siden af. Det er ikke nødvendigvis svært at få en god, tjaldet omgang syrerock op at koge, men det er en kunst at skabe et vedvarende flow af narkotisk, lytbar velsignelse. Hvor mange jam-bands bruger energien i deres skabeloner på at få tiden til at gøre arbejdet hen mod en muskalsk forløsning eller et punkt, hvor noget interessant sker, synes Dire Wolves at navigere i et andet bevægeligt terræn, hvor musikken og det mere eller mindre interessante hele tiden sker. Som i én langstrakt tåge af musikalsk prana.
Matt Lajoie ”The Everlasting Spring” (Flower Room)
Matt Lajoie står sammen med sin partner Ash Brooks bag selskabet Flower Room. Ud over at være yderst produktive på den musikalske front med et generøst output af digitale udgivelser og et væld af limiterede kassettebånds- og vinyludgivelser tilbyder parret desuden at lægge horoskoper samt dedikere personlige, kosmologiske lydværker til deres følgere og ‘subscribere’. På den måde har de altså hele New Age-pakken, men musikken spænder bredere end tvangsoptimistisk afslapningsmusik. Her er alt fra kosmisk ambient over syre-folk og astral kraut til nærmest dub-påvirkede, spirituelle lydmeditationer. ”The Everlasting Spring” kan ses som et foreløbigt højdepunkt i pladeselskabets samlede diskografi. I et solo-setup med guitar og loop-pedal tryller Lajoie sig på umærkelig vis ind i en nærmest landskabsagtig skønhedssøgen. Opløftende og fredfyldt. En tur i det grønne med ekkoer af Laraaji og Popol Vuh rungende i baghovedet og i den omgivende natur.
Jeffrey Silverstein ”You Become the Mountain” (Arrowhawk Records)
Titlen på Jeffrey Silversteins album refererer til den navnkundige amerikanske mindfulness-guru Jon Kabat Zinns ‘bjergmeditation’, hvor man visualiserer sig selv som et bjerg. Noget, der står upåvirket fast i landskabet, mens årstiderne skifter, og alt omkring det forandrer sig. Man accepterer forandringerne, som de er og ofrer dem ikke unødig energi. Lader dem blot passere. Silversteins zen-agtige output kan høres som et konglomorat af hverdagslige, hjemmeosende vibes og så en mere kosmisk glinsende aura. Det er nærmest astral country iført slippers og morgenkåbe. Det er rart og mildt. En lille rejse i et stort univers.
Mako Sica/Hamid Drake ”Balancing Tear” (Astral Spirits)
”Balancing Tear” tager tråden op fra ”Ronda” (2018), som dokumenterede det første samarbejde mellem Chicago-trioen Mako Sica og den legendariske jazz/impro-percussionist Hamid Drake. Hvor debuten var et ekspansivt trip ud i en temmelig unik form for orientaliseret syre-avantjazz, er ”Balancing Tear” et mere kortfattet værk. Virkemidlerne er dog stort set de samme: Transcenderende, twangy delay-guitar, længselsfulde trompetgestus, der til tider vækker mindelser om Miles Davis, når han er allermest ‘spansk’, hjemsøgende vokalbevægelser, og så de her cirklende lag af trommer og percussion, der balancerer i en umærkelig frihed i forhold til groovet – løst, men fokuseret, let, men dybt. Det hele emmer tiltider af en sørgende musikalsk søgen efter et forjættet, psykotropisk Morricone-landskab.
Info: Nicklas Sørensen er guitarist i bandet Papir. Han har desuden udgivet to soloplader og senest et duoalbum med Jonas Munk, “Always Already Here”.
