Passive/Aggressive

Emily Reo – DIY-drømmepop med lo-fi-charme

Blog April 19 2013 530862_640084009680_1617579923_n

Mens Beach House nærmest er blevet mainstream (sagt med al kærlighed og respekt for Baltimore-duoen), er der fortsat beslægtede musikere, der holder søvngængergryden i lo-fi-kog i undergrunden. For eksempel amerikanske Emily Reo, der igennem flere år har udsendt kassettebånd via det nu hedengangne label Breakfast of Champs.

Nu er hun aktuel som initiativtager, producer og bidragyder til en otte numre lang splitudgivelse, Clubhouse Split’, med tre andre musikalsk beslægtede kvindelige musikere (dvs. to numre til hver): Yohuna, Brown Bread og MoonLasso. Fællesnævneren er DIY-synthesizerpop med knasende lo-fi-charme og dunkle undertoner af industriel fremmedgjorthed, om end Emily Reo virker mest interessant og flyvefærdig. Læs resten

Introducing: Scared Crow

Blog April 19 2012

Scott Walker/Jens Lekman møder en dude med en båndoptager i hypnotiserende loops. Scared Crow alias Kasper Aagaard er et soloprojekt fra Odense, hvis debut cd-r (Beard Of Snails) fra sidste efterår er udsolgt i to oplag nu, og da der ikke er et billede af Kasper Aagaard online, så fandt vi et af Scott Walker i stedet.

Scared Crow er interessant, fordi der bliver holdt igen. Der er spænding, selvom det er straight, og det er lidt en mærkværdig blanding, selvom der også er tydelige forbilleder. I virkeligheden er den konstante brug af loops meget kontinuer og ensformig. Det betyder, at mange af elementerne ligger fast (struktur, instrumenter, sound osv.), mens andre virkemidler er sensible og variable, som for eksempel de håndspillede detaljer på pianoet og en bølgende 70’er-romantisk vokal. Scared Crow er halvt fikseret, halvt free. En musikalsk psykose. Download hele debuten på Bandcamp.

Scared Crow – Shadow (et ur ringer ca. 1.16, det er ikke en lyd i dit hovede)

Beach House – Hårde hvidevarer og tyste bangers

April 11 2012

Af Pernille Jensen – dette indlæg er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der har ordet frit til at udøse sin viden og kærlighed til musik, det være sig i form af debat, forkyndelse, ekstase et cetera.

Jeg har en ven, der sammenligner lyden af Beach House med en tørretumbler. I overført betydning, forstås. Alligevel lyder det som en sviner. Men jeg synes, det er smukt. For der er få bands, der fra allerførste albumfærd i så høj grad har haft sin lyd på plads som netop Beach House. Nok er den blevet både større, pænere og dyrere i drift siden den første plade udkom i 2006, men alligevel er det stadig umiskendeligt Beach House. Hvilket fører os tilbage til de hårde hvidevarer. For selv om det formentlig er de færreste, der selv har prøvet at blive tumblet tørre i sådan et aggregat – jeg har ikke en selv – kan jeg godt li’ idéen om sangskitser, tekstbider og små melodier der bliver slynget sammen i en maskine fuld af varme og turbulens og kommer ud igen lidt senere som sprøde, færdige sange svøbt i den egenartede lyd, der er så fandens Beach House.

For selv om der er stor forskel på, hvordan de lød engang og hvordan de lyder på ’Bloom’ anno 2012, er sangene stadig som oftest baseret på helt enkle klaver- eller guitarfigurer, der tilsat trommer eller trommemaskine danner den repetitive dyne af lyd, som Victoria Legrands stemme hviler på. Dynen er blevet tykkere med årene, ja. Men den har alle dage været der. Som på den her tyste banger fra debutalbummet komplet med den – igen – repeterede linje “All I want you to see is that I am better”. Victoria, jeg har aldrig påstået andet. Læs resten