Passive/Aggressive

Deathcrush – Når følelser bliver fysiske

Blog May 1 2013

R001-014

Af Alexander Julin

Den norske trio Deathcrush leverede tilbage i 2012 en koncert på Pop Revo, der skulle vise sig at være ligeså pubertært betagende som det var en demonstration af, hvad der sker, når man integrerer sexappel i støj. Der var altså tale om en indiskutabel primal  tiltrækningskraft, men også en nysgerrighed over et æstetiks brud på kodekset for noiserock (også om end at dette genreprædikat heller ikke har været noget bandet har bestræbt).

Ikke desto mindre havde den norske trio, bestående af Åse Røyset, Linn Nystadnes samt bandets nye trommeslager, Vidar Evenson, intet udgivet på daværende tidspunkt, og som de ved udgivelsen af deres debutsingle, Lesson #13 For Nanker Phelge / Fire, stod til at tage hul på deres diskografi tilbage i marts, blev det på alt andet end normal vis. Nedenstående interview omhandler altså bandets refleksioner over det utraditionelle udgivelsesformat, flexi-disc, deres udvikling fra start 2010 og til første udgivelse, seksualitet og rockmusik som uadskilleligt, ikke at begrænse sig til et medium, og at være et kunstprojekt baseret på ”dumme idéer”. Det er på norsk, og det er ikke så svært at forstå.

P/A: Hvordan opstod idéen til udgivelsesformatet for Lesson #13?

Å: Jeg og Linn har drømt om å gi ut flexi disc nesten like lenge som vi har spilt sammen, så når endelig et trykkeri startet opp igjen produksjonen var jo den saken biff.

L: I og med at vi spilte mye one-offs rundt om i verden ble det mye reisedøgn, så det tok mye lenger tid enn forventet å komme seg i studio. Vi tenker på bandet vårt som et type kunstprosjekt, samtidig som vi har mange dumme ideer vi selv synes er hysterisk morsomme… Når vi endelig skulle gi ut noe, var det litt som å være unger i godtebutikken.

Å: Linn kom opp med Magasinideen, og da måtte vi jo ha plakat også. Dobbeltsidig… Gotta love that gradient tool! Læs resten

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt. Læs resten

Revolutionen, som vi husker den

May 22 2012

Cloud Nothings-guitaristen Joe Boyer forklarede det efter koncerten. “Jeg ved ikke, om det var planlagt, men de havde ikke fortalt det videre til os andre,” med henvisning til bandets koncert på Pop Revo, hvor Cloud Nothings forvandlede et sæt med numre fra “Attack On Memory” (2012) til en halvtimes øredøvende improtube med feedback, uendelig guitarlarm og en klar markering af buldrende basgang. Årsagen var, at frontmand Dylan Baldi havde sprunget en guitarstreng og ikke kunne spille resten af sætlisten ordentligt, hvorfor han aftalte med bandets trommeslager, at de bare skulle improviserede sig ud af resten af koncerten ved at trække det syvende nummer ud til scenetidens afslutning – uden at fortælle det til gruppens bassist og guitarist.

Det er sådanne stunder, man vil huske, hvor musikken bliver mere end en oplevelse af scene, ritual, nummer-efter-nummer, skema og forudsigeligt. Swearing At Motorists fakede en falsk trommeslager og optrådte solo med publikum på scenen. Grimes samplede et fuck, da hun ikke kunne gennemføre sit sæt. Lower spillede sit første græsshow med solen i øjnene. Alt dette, bedre end at være til en regulær koncert.

Læs resten