Passive/Aggressive

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt.

Linn (Nystadnes, red.) må siges at være et fænomen for sig på en scene. Med en stemme der sendte tanker tilbage til Kim Gordon og en fandenivoldsk lækker håndtering af sin guitar, blev (hovedsageligt den mandlige del af) publikum trukket op ad scenekanten, som var man vidne til en Pussy Cat Dolls-koncert for støjrockfanatikere. Det var både imponerende om end ikke helt fair, hvordan sex appeal og rockmusik gik hånd i hånd på så underholdende vis – om det så var med blikket rettet mod sceneshowet eller bagud mod det måbende publikum, der langt hen ad vejen lignede ofre for en auditiv erektion.

Sjælden grad af nærkontakt

Det er altid en udfordring at komme i nærkontakt med publikum på en scene som Voxhalls, etc., men både guitar såvel som attitude eksploderede i både ører og øjne på mine medlyttere og jeg.

Fredagens afrunding tog en radikal drejning på en dag med flere gode bud på popmusikkens kommende revolutionære. Hvorvidt at Deathcrush kan kvalificeres som popmusik kan måske diskuteres, men ét er sikkert; de norske powerchicks og trommeslager bidrog fredag aften både med en veltrængt håndtering af rockmusikkens væsen og kan nu takkes for at have været en hovedbrik i Pop Revos varemærke indenfor en åben tilgang til popmusikkens mange ansigter.