Passive/Aggressive

Årets udgivelser og koncerter 2015 (skribenternes lister)

Feature December 29 2015 1920x1080sr

Årets bedste udgivelser, koncerter m.v. ifølge redaktionen, skribenter med tilknytning til P/A og relaterede danske medier.

 

Helle Nielsen, skribent – 2015-mix (forår / sommer / efterår / vinter) / Sorry, Sleater-Kinney

Yumi Zouma: “Dodi” (“II EP”)
Frankie Cosmos: “Sand” (“Fit Me In EP”)
Drake: “Hotline Bling”
Synd og Skam: “Vine 1” (“Billeder af Mesa”)

Joshua Abrams: “Translucent” (“Magnetoception”)
Girlpool: “Chinatown” (single version)
Sports: “Getting On in Spite of You” (“All of Something”)
Distortion Girls: “Future Song” (“Party”)

Waxahatchee: “Breathless” (“Ivy Tripp”)
Helen: “Violet” (“The Original Faces”)
Yowler: “Yowler” (“The Offer”)
The Weather Station: “I Mined” (“Loyalty”)

Julia Holter: “Feel You” (“Have You In My Wilderness”)
Jenny Hval: “Take Care of Yourself” (“Apocalypse, Girl”)
U.S. Girls: “Red Comes in Many Shades” (“Half Free”)
Anden Enhed: “Hoveddør” (“Første halvår”) Læs resten

Reverie – Fra fastbundne genrekonventioner til den frie rock

Blog February 18 2015 00350027

Af Alexander Julin

Reverie består af Andreas Bunin Trap-Jensen (guitar), Halfdan Holden Venlov (vokal), Andreas Nielsen (bas) og Adam Kjær Nielsen (trommer). Bandet, der begyndte tilbage i foråret 2013, har udgivet to demobånd og spillet i så forskellige sammenhænge som Click Festival, opvarmning for Morbid Angel, Sejerø Festival og sammen med Narcosatanicos på Rockmaskinen.

Det ville være så umådeligt let – men også i en vis grad bagatelliserende – at beskrive Reveries lyd ud fra de almene og intetsigende metaltermer såsom “ondt”, “satanisk”, “tungt”, “diabolsk”, whatsoever. Et omfattende vokabularium, der efterhånden er så udtømt for indholdsmæssig mening som overhovedet muligt. Reveries lyd er betydeligt mere end en simpel fyldestgørelse af nutidens mest overbrugte termer inden for bandets genrer. Kvartetten har med sine to demobånd (“First Reverie” og “Demo 2014”) placeret sig midt i musikhistoriens malstrøm på allertydeligste vis: Der er ingen tvivl om, at den energi og entusiasme, der tungsindigt insinueres i musikken, er ny, fremadrettet og særdeles tiltrængt, men samtidig går der også adskillige elementer igen i bandets sange, der sender associationer i retning af den gamle skole inden for dødsmetal. Læs resten

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt. Læs resten

Replacements “Let It Be” – Lyden af turbulente teenageår, en personlig beretning

April 2 2012

Af Alexander Julin, blogger på Eventuelt.org, dette indlæg er en del af Favorite People, hvor gæsteskribenter udøser visdom og/eller passion om musik, der gør indtryk.

Rock’n’roll don’t give a shit, you know

De kolde facts. Replacements – eller The Mats – startede tilbage i 1979 som et ud af mange stenede coverbands for at holde sig i live og undgå at falde hen i fabriksarbejde og ligegyldighed. Det blev til debutpladen, Sorry Ma’, Forgot To Take Out The Trash (1981) og ep’en Stink (1982), der begge med en vis nøjsomhed ville kunne defineres som hardcore punk. På den opfølgende plade, Hootenanny (1983), begyndte de melodiske og mere poppede elementer at spille en større rolle. I 1984 skulle Replacements både bredere og mere poppede lydsignatur munde ud i deres tredje studiealbum, mesterværket Let It Be. Læs resten