Passive/Aggressive

Modest – Luftighed og selvdestruktion i kulturåret

Blog May 30 2017

Modest

Af Kim Elgaard Andersen

Mens indie i 00’erne forsøgte at eksperimentere med samplere for at gøre indiepop/-rocken mere farverig, så synes der at have været en erkendelse i det meste af 10’erne af, at indierocken som genre, der dækker en bestemt fremkomst af ‘uafhængig musik’, efterhånden er blevet etableret som noget, der blev udført bedst i 80’erne og 90’erne. Sådan noget som Milk Music, Car Seat Headrest og Parquet Courts kværner løs i det spor af amerikanske bands som Pavement, Dinosaur Jr., Superchunk og den flok pløjede i sin tid, dog ofte med lidt mere punket attitude. Århusianske Yung dyrker lidt de samme marker eller i hvert fald nogle med lignende afgrøder.

Men danske bands vender sig også mod den engelske scene nu. Communions har skabt en del opmærksomhed med deres meget britiske lyd, og ligeledes århusianske Modest er heller ikke helt fremmed for den scene. De kunne i hvert fald lyde som noget fra NME’s legendariske C86-album med deres tindrende guitarlinjer blandet med powerriffs i nogle ramlende energiske sange, især på de tempofyldte “Dugout” og “Glory Knight” fra deres nye ep “Pretty Sure It’s Honest”, der udkom på Yung-frontmand Mikkel Holms label Shordwood Records 12. maj. Læs resten

Tex Fuller før Tex Fuller – Sløvsind og ekstraordinære melodier

Blog March 3 2015

1003241_706348146060053_1999768339_n

Af Krogen – en serie af Frederik Denning

For længe siden sendte gruppen Tex Fuller mig sin demo. På det tidspunkt var det vist knap nok et band, men mere et soveværelsesprojekt fortrinsvis lavet af Tex Fullers guitarist, Esben. Det var den demo, der var baggrunden for, at vi på vores nu lukkede selskab, Slow Records, besluttede os for at optage og udgive en plade med bandet. Mens Tex Fuller er blevet kaldt mange ting, der relaterer sig til grunge, indierock og 90’erne, er der et eller andet helt særligt og meget anderledes ved denne demo, hvor melodierne får lov til at stå ekstremt stærkt. Vel netop fordi det uden et band ikke er muligt at larme så meget. Læs resten

“You’re Living All Over Me” – en desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed

February 6 2013 dinosaurjr

Af Buster Ask

I en tid hvor tempoet var højt og kodeordene var Dischord og SST, efterlyste to unge fyre på en high scool i Massachusets en trommeslager, der havde lyst til at spille virkelig hurtigt. Efterlysningen blev besvaret, og bandet Deep Wound oprettet. Her mødtes to af indierockens vigtigste og mest indflydelsesrige personer hinanden for første gang: Lou Barlow og Joseph Mascis.

Et år senere, i 1984, slog de sig sammen med vennen Murph og dannede bandet Dinosaur. I modsætning til scenens musikalske tendenser erkendte Barlow, at musik sagtens kunne være langsomt og tiltalende på samme tid, hvilket, han efter sigende selv mente, var et resultat af pot-rygning og at høre Replacements. Den reserverede Barlow blev ved med at få udfordret sin musikalske horisont i form af Mascis’ melodiske guitarfigurer indsmurt i potente mængder distortion og reverb.

I 1985 udgav de det selvbetitlede debutalbum, som modtog en rimelig portion roser, men der skulle dog gå to år endnu, før verden skulle stifte bekendtskab med det, der i dag bliver anset, som en af de mest skelsættende og elskede indierock-plader nogensinde.

“You’re Living All Over Me” (1987) er en selvmedlidende og ynkelig plade, der oser af desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed. Selvom pladens tekstside er et resultat af Mascis’ isolation fra både bandet, såvel som andre mennesker generelt, og de utallige interne stridigheder i bandet, er det nogle helt andre ting, der kommer til udtryk, når man som lytter lægger ører og hjerte til denne plade. Læs resten