Passive/Aggressive

Teater Momentum – Profil for kosmopolitiske og musiske nomader (interview)

Feature January 30 2018 22181203_10214110244609439_8316891355023330306_o

Af Mathias Ruthner

Det er efterhånden en del år siden, at Odense har haft et spillested, der har tilgodeset den danske og udenlandske eksperimenterende musikscene, men over det sidste halve år har Teater Momentum markeret sig med koncerter af bl.a. Horse Lords og Sarathy Korwar. De har netop præsenteret forårets program, og i den anledning har Passive/Aggressive taget en kort snak med Teater Momentums bookingansvarlige, Casper Tornhøj Schärfe, om hans tanker om efterårets koncerter, det kommende forårsprogram og om at opbygge en kultur og interesse for eksperimenterende musik. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – Soundtracks og musik som 360 graders sansetrip

Feature December 25 2015 bjørgstonemilker

Af Peter Albrechtsen (lyddesigner, kulturskribent og radiovært på P2 Soundtrack)

I 2015 har jeg elsket at været omgivet af musik. Altså helt bogstaveligt talt, for mine musikalske højdepunkter har været øjeblikke, hvor jeg har følt mig indsvøbt i lyd, toner, klange, støj, teksturer og atmosfære. Hvor musikken har formet en hel verden omkring mig.

Det gælder ikke mindst i biografen, hvor jeg i kraft af mit arbejde som tonemester på film har fået lov at arbejde i det nye supersoniske surroundformat Dolby Atmos, hvor lyden rammer publikum fra alle vinkler – sågar fra højttalere i loftet. Men lige så sublimt var det at være vidne til Efterklang og Karsten Fundals moderne opera, ”Leaves” – stemmer, instrumenter og digitale lydmanipulationer gav genklang i korridorerne i bunkersystemet under Københavns Kommunehospital og skabte én stor multimusikalsk og multiakustisk eventyrrejse. At opleve Björks radikale video til ”Stonemilker” iført virtual reality-briller og tætsiddende hovedtelefoner indfangede samme magi: musik som 360 graders sansetrip.

Den slags totaloplevelser er vanskelige at genskabe i almindelig stereo, men nedenstående plader var tæt på. Det var musik, der skabte et særligt rum omkring mig. Uanset om det så er med sart skønhed eller rabiat vanvidsenergi. Med strygere, samplere eller spadefræs. Hvad enten det er underlægning til levende billeder eller lydsporet til den indre billedgenerator.

Jeg har også i år inkluderet mine filmmusik-favoritter blandt nedenstående lister, fordi der i disse år sker utroligt meget spændende i soundtrack-verdenen. Nick Cave, Warren Ellis, Nils Frahm og Portisheads Geoff Barrow er blot nogle af de markante musikere, der tydeligvis lægger lige så meget tid og flid i filmmusik som i deres almindelige udgivelser. Og i øvrigt: Nej, Dr. Dres ellers eminente ”Compton” tæller altså ikke som soundtrack i mit regnskab – det er et album inspireret af en film. Og fred være med det.

De to øverste yndlinge på min internationale albumliste kan nærmest kaldes intime tilståelsesplader, men i år har jeg ellers virkelig nydt, hvordan der gakkes ud inden for den eksperimenterende elektroniske musik, og ikke mindst Oneohtrix Point Never, M.E.S.H., Jlin og Arca skabte sære, utilregnelige lydbilleder, der vendte op og ned og vrangen ud på sig selv. Deres skiver er måske ikke sublime, helstøbte værker i den klassiske forstand, men det er musik, der rusker i reglerne og sender noget ind i øregangene, man aldrig helt har hørt magen til før. For en lyddesigner som mig er det en enorm inspiration. Endnu mere af det i 2016, tak.

 

Årets bedste udgivelser ifølge Peter Albrechtsen

DK
1. Jonas Munk: ”Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
2. Den Sorte Skole: ”Indians & Cowboys” (DSS)
3. Rangleklods: ”Straitjacket” (Tambourhinoceros)
4. The Minds of 99: ”Liber” (No3)
5. Jakob Bro: ”Gefion” (ECM)
6. Sphaeren: ”Indviet” (Idiotsikker)
7. Halshug: ”Blodets bånd” (Southern Lord)
8. Bremer/McCoy: ”Ordet” (Raske plader)
9. Asger Baden: ”Zarniqa” (Target)
10. Myrkur: ”M” (Relapse)

UDLAND
1. Sufjan Stevens: ”Carrie & Lowell” (Asthmatic Kitty)
2. Björk: ”Vulnicura” (One Little Indian)
3. Shye Ben Tzur, Jonny Greenwood & The Rajasthan Express: ”Junun” (Nonesuch)
4. Joshua Abrams: ”Magnetoception” (Eremite)
5. Thåström: ”Den Morronen” (Razzia)
6. Pole: ”Wald” (Pole)
7. Faith No More: ”Sol Invictus” (Ipecac)
8. Mbongwana Star: ”From Kinshasa” (World Circuit)
9. Igor Levit: ”Bach/Beethoven/Rzewski” (Sony)
10. Dr. Dre: ”Compton” (Aftermath)
11. Low: ”Ones and Sixes” (Sub Pop)
12. Colin Stetson and Sarah Neufeld: ”Never Were the Way She Was” (Constellation)
13. Oneohtrix Point Never: ”Garden of Delete” (Warp)
14. M.E.S.H.: ”Piteous Gate” (Pan)
15. EEK: ”Kahraba” (Nashazphone)
16. Baroness: ”Purple” (Abraxan Hymns)
17. Jlin: ”Dark Energy” (Planet Mu)
18. Napalm Death: ”Apex Predator – Easy Meat” (Century Media)
19. Arca: ”Mutant” (Mute)
20. John Carpenter: ”Lost Themes” (Sacred Bones)

SOUNDTRACKS
1. Jóhann Jóhannsson: ”Sicario” (Varese Sarabande)
2. Tom Holkenborg: ”Mad Max: Fury Road” (WaterTower)
3. Atticus Ross: ”Music from Love & Mercy” (Capitol)
4. Disasterpiece: ”It Follows” (Milan)
5. Ben Salisbury & Geoff Barrow: ”Ex Machina” (Invada)
6. Carter Burwell: ”Carol” (Varese Sarabande)
7. Tom Holkenborg: ”Black Mass” (WaterTower)
8. Nick Cave & Warren Ellis: ”Loin des Hommes” (Goliath)
9. Daniel Pemberton: ”Steve Jobs” (Backlot)
10. Nils Frahm: ”Victoria” (Erased Tapes)
11. Cat’s Eyes: ”The Duke of Burgundy” (RAF)
12. Jed Kurzel: ”Macbeth” (Decca)
13. Ennio Morricone: ”The Hateful Eight” (Decca)
14. Warren Ellis: ”Mustang” (Milan)
15. Michael Giacchino: ”Inside Out” (Walt Disney)

Vi er omgivet af fantastisk musik. Det varmer i en kold tid.

Året der gik – En million bedste plader ifølge Mikkel Kongstad

Feature December 24 2015 duvapcd7oci4cptlsuoh

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste reissues

1. Carsten Meinert Kvartet: “To You” (Frederiksberg Records)
2. Aksak Mabul/Marc Hollander: “Onze dances pour combattre la migraine” (Crammed Discs)
3. Mariah: “Utakata No Hibi” (Palto Flats)
4. Savant: “Artificial Dance” (RVNG Intl.)
5. Lloyd Mcneill & Marshall Hawkins: “Tanner Suite” (Universal Sound)
6. Wilburn Burchette: “Opens the Seven Gates of Transcendental Consciousness” (Fifth Dimension)
7. David Borden: “Music for Amplified Keyboard Instruments” (Spectrum Spools)
8. Joe Harriot & Amancio D’Silva: “Hum Dono” (Vocalion)
9. Rim Kwaku Obeng: “Rim Arrives/International Funk” (BBE)
10. Ndikoh Xaba and the Natives: “Ndikoh Xaba and the Natives” (Matsuli Music)

Årets en million bedste plader fra hele verden … og Danmark

1. Jaga Jazzist: “Starfire” (Ninja Tune)
2. Jonny Greenwood, Shye Ben Tzur & The Rajasthan Express: “Junun” (Nonesuch)
3. Joshua Abrams: “Magnetoception” (Eremite Records)
4. Hieroglyphic Being & J.I.T.U. Ahn-Sahm-Buhl: “We Are Not the First” (RVNG Intl.)
5. Battles: “La Di Da Di” (Warp)
6. Anouar Brahem: “Souvenance” (ECM)
7. EEK ft. Islam Chipsy: “Kahrabas” (Nashazphone)
8. Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma: “We Know Each Other Somehow” (RVNG Intl.)
9. Kamasi Washington: “The Epic” (Brainfeeder)
10. Kendrick Lamar: “To Pimp A Butterfly” (Top Dawg/Aftermath/Interscope) Læs resten

Joshua Abrams – ceremoniel krautrock for lut

January 21 2013 JoshuaAbrams

De to Joshua Abrams-album (“Natural Information” og “Represencing”) er bredt set blevet fremhævet blandt de bedste udgivelser i 2010 og 2012 af en vifte af internationale medier fra internetradioer, blogs, store dagblade, jazzmagasiner og de største musikmagasiner – samt på vores egen årsliste. Det underlige nok ikke, at han har lavet et album, som tiltaler sig så mange forskellige typer lyttere, men snarere at et så beskedent og svært tilgængeligt oplag på 550 af “Represencing” kan nå så langt ud i afkrogene af musiklandskabet. Abrams bor og indspiller sin musik i Chicago, der specielt i 60’erne og 70’erne fostrede fri og spirituel musik i musikerkollektivet AACM, og han har blandt andet optrådt med Bonnie Prince Billy og Kurt Rosenwinkel.

“I’m interested in creating music that focuses on continuance. Not episodic music, but music that has a long way of reformulating itself.”

Joshua Abrams laver etnografisk musik på det marokkanske bas-instrument, gimbri, som er en del af den spirituelle traditionelle musik, som blev praktiseret af sufierne og Gnawa-folket. Gimbri er en del af lutfamilien, men dog med et noget andet klangunivers. En lut lugter af Bach og Van Wissem og Goodiepal – guimbri af kidnapninger, avocado, dadelshakes på rismælk, mild pot og trancemusik. Abrams spiller lange trance-induserende numre båret af den afrikanske klang af gimbrien oven på et lag af slagtøj som trommer, klokker og gonger. Det er psykedelisk folk fra fremmede himmelstrøg med en stærk nærmest krautrocket iscenesættelse – herunder en støjende, uendelig improvisatorisk arrogance.

Læs resten