Passive/Aggressive

Rabit – Et unikum i musikalsk grænseoverskridelse

Kritik November 28 2017

Rabit

Rabit “Les Fleurs Du Mal” (Halcyon Veil, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin

Texanske Eric Burton, bedre kendt under sit alias Rabit, har på mange måder været en hovedaktør inden for det, man med en lidt gennemtærsket term kan kalde kluborienteret eksperimentalmusik. Sammen med adskillige producere, der bl.a. har udgivet på Halcyon Veil, PAN, NON, Janus, Quantum Natives og Tri-Angle, har Burton med sine udgivelser redefineret eller måske snarere dekonstruere, hvad der alment forstås ved klubmusik, og opløse de æstetiske grænser, der traditionelt har omkranset klubmusikken.

Jeg vil ikke plædere for, at vi musikhistorisk nu står over for et kvantespring, hvad angår en ny forståelse af såkaldt “klub-orienteret musik”. Denne undersøgelse og eventuelle ødelæggelse af grænser er sket processuelt takket være adskillige artister gennem musikhistorien. Alligevel er der dog ingen tvivl for mig om, at der i de senere år har været et væld af kunstnere, der har etableret en friere forståelse af, hvad der ofte forbindes med “klubmusik” i en bred forstand. Det skyldes at mange af artisterne – heriblandt Rabit og flere af kunstnerne på hans label, Halcyon Veil – har bidraget med nye perspektiver på og indgangsvinkler til at skabe musik. Deres udgivelser har haft en helt primal nerve, man oftest kun finder i musik, der netop har givet afkald på at være fortænkt. Musik, der har indeholdt en ambivalent energi som sin grundkerne, der simultant har lydt sensuelt og dragende, lige så vel som den har virket voldelig og ødelæggende. Andre eksempler kunne være Elysia Cramptons “Demon City (Break World Records) eller Chino Amobis “Paradisio” (NON); værker, som Rabit selv medvirker på og har foreslået , at nærværende album skal ses i forlængelse af. Det er desuden plader, der også har sat spørgsmålstegn ved seksuel og racemæssig diskrimination. Læs resten

Thoughts on Fitting In – a conversation with Rabit and Why Be

Feature June 24 2016 rabit-announces-us-and-european-shows-posts-mix-body-image-1454192225

Written by Nicolai Vesterkær Krog

Though having a genre-defying approach to his artistry, Rabit – the moniker of Houston, Texas based Eric Burton – has often been mentioned in association with the (otherwise London-centric) grime genre, especially in its more “weightless” forms. Meanwhile, that simplification has long proven insufficient. Culminating with the debut album “Communion” and the preceding EP “Baptizm” (both released by Tri Angle), Burton showcased new sides of Rabit, weaving environmental noises and sound effects into his grime-approved sound palette. With a much more brutal dynamism than on previous outings (and contrasted with more delicate phases), both records cinematically merge grime, industrial, noise, jungle and ambient into a distinct sound. Both releases address his catholic upbringing and express to have found new strength in what he had previously been taught to consider weaknesses, displaying a more politicized (though never directly political) thematic occupation. Burton’s album also largely stepped away from club functionality, being a record that requires countless listens and the listener’s undivided attention to fully unfold. Læs resten

Lotic – Fra muteret klubmusik til rytmisk noise

Blog November 29 2015 Lotic PA

Af Alexander Julin

Den amerikanske, Berlin-baserede producer Lotic markerede sig for alvor sidste år med sit mixtape ”Damsel in Distress”. Udgivelsen var den første fra klubben Janus’ side, og efter at have udgivet en af de mest overbevisende EP’er fra i år, ”Heterocetera”, via Tri Angle (Rabit, Haxan Cloak, Forest Swords, m.fl.), vender Lotic nu atter tilbage på Janus med “Agitations”. Læs resten

Haxan Cloak – sublime variationer over forestillingen om hinsides

Blog August 12 2013 the-haxan-cloak

Den franske lydkunstner og musiker Ghédalia Tazartès har igennem de sidste 40 år lavet hjemmeoptagelser og sat lyd til teaterforestillinger i Paris med en bemærkelsesværdig blanding af båndloops, akustiske instrumenter og sagte skrig og en ulmende uhyggelig messen. Da han for ganske få år siden begyndte at turnere rundt med sin egen musik, var det blandt andet med et soundtrack til den svenske semi-dokumentariske film “Häxan” fra 1922 om heksekunsten eller frygten for samme. Netop dette kunne være udgangspunktet for en – i den sammenhæng – nyere kunstner, nemlig Haxan Cloak alias den udlærte engelske lyddesigner gone-wrong, Bobby Krlic, der på sine to plader bevæger sig i samme felt som Tazartés, blot med et nyere elektroniske udtryk. Læs resten